Genert, uengageret og uforberedt. Sådan kan du blive opfattet, hvis du er introvert, skriver bestyrelsesformand i Deloitte, Kendra MacDonald, i artiklen “Six tips For Leading As An Introvert” artikel på Forbes.com.
Kendra MacDonald er direktør i en række non-profit- organisationer og tidligere partner i Deloitte. Hun har som andre introverte ledere oplevet at blive misforstået på forskellige måder, fordi hun er introvert og kan have en tendens til at holde sig lidt tilbage til møder og i andre sammenhænge.
Det har fået andre til at opleve hende som ’genert’, ’ikke særligt engageret’, eller uforberedt til møder, hvilket har fået hende til at arbejde på at blive det, hun kalder en mere ekstrovert introvert.
Kendra MacDonald giver her seks råd til andre introverte ledere:
1. Vær godt forberedt
Bed altid om detaljer forud for møder og samtaler for at sikre, at du kan forberede dig bedst muligt. Jo bedre forberedt du er, desto mere har du styr på situationen og kan bidrage effektivt.
2. Oplad batterierne strategisk
Tag dig tid til små åndehuller for at lade op; gå en tur i frokostpausen, gå tidligt hjem – også selv om de andre bliver hængende til endnu en drink eller kop kaffe osv. At vælge noget fra, så du får lidt luft, kan gøre dig mere effektiv i de møder, du er nødt til at deltage i.
3. Find din stemme
Selv om det kan være svært eller grænseoverskridende for en introvert person at tale i store fora, skal du huske, at det at sige noget til et møde eller en sammenkomst – uanset om det er online eller fysisk – gør, at andre lærer ’din stemme’ at kende. Og det er vigtigt, at andre kender ’din stemme’ og ved, hvad du kan tilføje til en samtale, så kan de bedre spille dig ind, når det er relevant. Så bidrag til samtalen, uanset om det handler om at fremhæve andres pointer eller bidrage med nye synspunkter eller tanker.
4. Kommuniker dine behov
Vær ikke bange for at fortælle dem, du arbejder sammen med, at du er en person, der indimellem har brug for tid til at få opladet batterierne for at kunne bidrage bedst muligt til et møde eller en samtale. Ved at tale åbent om det og lade andre forstå, hvordan du har det, og hvordan du arbejder bedst, kan det forbedre både jeres samarbejde og resultaterne af dit arbejde
5. Engager dig meningsfuldt
Arbejd hårdt på at opbygge få, men betydningsfulde relationer. Du er måske ikke den person i rummet, som folk naturligt søger henimod i en stor forsamling, hvis du er stille og reserveret, men prøv at fokuser på at skabe dybe relationer til få mennesker frem for overfladiske relationer til mange. Og hjælp gerne andre introverte med at tale og skabe et sikkert rum for dem at bidrage i, så deres ’stemme’ også bliver hørt, set og kendt, uden at de behøver råbe højt.
6. Lyt og reflekter
I situationer med komplekse udfordringer er det vigtigt, du husker, at det er essentielt at få forskellige syn på sagen – og forskellige stemmer i tale – for at finde frem til den bedste løsning. Husk derfor at eksperimentere med nye måder at samle input på og husk selv at engagere de stille ’stemmer’ i rummet. Ved at skabe et inkluderende forum, kan du være med til at sikre, at alle former for synspunkter – fra introverte, fra ekstroverte osv. – kan bidrage til at løse udfordringerne.
Læs artiklen ”Six Tips For Leading As An Introvert” på Forbes.com
Andre artikler om introverte ledere
Læs andre artikler om samme emne på lederweb.dk: