Ekstroverte er udadvendte og selvsikre. Introverte betragtes som generte og tilbagetrukne. Derfor er det ikke overraskende, at ekstroverte drages mod lederjob. Men det betyder ikke, at de ekstroverte er bedre ledere end introverte, som mange fejlagtigt tror. Flere forskellige studier viser, at de mere introverte ledere har mindst lige så meget succes med at lede og motivere.
At være ekstrovert betyder, at man henter sin energi fra den ydre verden. Introverte henter primært energi i deres indre univers. Og de introverte kan sagtens lære noget af de ekstroverte – og omvendt.
Læs også: Introverte tromles på arbejdspladsen
Inden du læser videre, kan du tage en lille test, der viser hvor du ligger på introvert-ekstrovert spekteret.
Svar på hvert spørgsmål med ”sandt” eller ”falskt” for at blive klogere på, hvor du ligger på introvert-ekstrovert spekteret.
- Jeg foretrækker én til én samtaler fremfor i grupper
- Jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift
- Jeg nyder at være alene
- Status og rigdom betyder mindre for mig end det gør hos mine kollegaer
- Jeg bryder mig ikke om small-talk, men holder af mere dybdegående samtaler om emner, jeg interesserer mig for
- Folk siger, at jeg er god til at lytte
- Jeg tager ikke unødige risici
- Jeg holder af arbejde, der giver mig mulighed for at fordybe mig uden afbrydelser
- Jeg holder af at fejre fødselsdag i mindre skala med mine allernærmeste venner og familie
- Folk synes jeg taler med en blid stille stemme
- Jeg foretrækker ikke at vise eller diskutere mit arbejde med andre før det er færdigt
- Jeg bryder mig ikke om konflikter
- Jeg arbejder bedst alene
- Jeg tænker før, jeg taler
- Jeg føler mig drænet, når jeg har været ude – også selv om jeg har haft en god oplevelse
- Jeg lader tit indgående opkald gå direkte til min telefonsvarer
- Hvis jeg skulle vælge, så valgte jeg en weekend med absolut ingen ting på programmet fremfor en weekend med en masse planlagte ting.
- Jeg bryder mig ikke om at multitaske
- Jeg har nemt ved at koncentrere mig
- I undervisningssammenhæng foretrækker jeg forelæsninger fremfor klasseundervisning.
Læs også: 4 eksperter: Sådan styrker du dit personlige lederskab
Jo flere spørgsmål du svarer ”sandt” til desto større sandsynlighed er der for, at du er introvert. Det betyder dog ikke, at du er introvert i alle situationer.
Hvis du svarer lige mange ”sandt” og ”falsk” er du måske ambivert.
Det er en uformel og uvidenskabelig quiz. Spørgsmålene er formuleret af Susan Cain på baggrund af de gængse karakteristika ved introverte.
Kilde: Susan Cain: Quiet – the power of introverts in a world that can’t stop talking
Gode egenskaber ved introverte ledere
1. Du er god til at lytte
Det kan være i interne møder i afdelingen eller i én til én samtaler, at du for alvor beviser dit værd som leder. For du lytter opmærksomt til, hvad andre siger.
2. Du er tydelig og svær at misforstå
Hvor de ekstroverte kolleger ofte tænker højt, foretrækker de introverte først selv at tænke over tingene inden, de åbner munden. Det gør, at det de siger ofte er mere tydeligt og gennemtænkt og dermed lettere for medarbejderne at forstå og følge.
3. Du opbygger stærke relationer
Evnen til at lytte og være opmærksom på andre giver store fordele for dem, som virkelig ønsker at forstå, hvad der driver og motiverer andre. Disse egenskaber bygger også på, om du formår at opbygge tillid.
4. Du viser ydmyghed
Det virker motiverende for dine medarbejdere, hvis du ikke tager rampelyset og anerkendelsen, men giver roserne til dine medarbejdere i stedet. De fleste introverte har ikke brug for rampelyset og har derfor let ved at overlade det til de medarbejdere, der fortjener det.
5. Du har en stærk empati
Empati er ofte et fremtrædende personlighedstræk hos introverte. Dermed ikke sagt, at ekstroverte ledere har mindre empati. Men den mere stille og lyttende tilgang til andre er en fordel, når du skal opbygge tillid og loyalitet.
6. Du kan fordybe dig og fokusere
At være observant og fokuseret giver gode muligheder for at skaffe ny viden og hurtigt danne sig et overblik over sagerne og området. Den evne har mange introverte ledere.
7. Du snakker mindre og handler mere
Det, du som introvert leder mangler i forhold til at kunne holde motiverende peptalks for dine medarbejdere, kompenserer du for ved altid at gøre dit bedste. Du holder snuden i sporet og sørger for at handle på de ting, der skal handles på.
I en artikel i det amerikanske magasin Inc. giver ledere deres egne eksempler på, hvordan de ved at benytte sig af deres mere introverte egenskaber er lykkes bedre som ledere.
Artiklen er frit redigeret og oversat fra følgende artikler:
Fra www.chef.se:
7 råd: Så blir du som är introvert en ännu bättre chef
Fra Forskerzonen:
Forsker: Introverte personer kan blive gode ledere
Fra Amazon:
Susan Cain: Quiet – the power of introverts in a world that can’t stop talking