Der er to forhold, som falder mig i øjnene i 2012. Det amerikanske valg og den globale opvarmning. Det var godt, at Obama vandt, men det var skidt, at den globale opvarmning ikke var et tema i valgkampen. Selv ikke ”Sandy” kunne få politikerne til at åbne øjnene og munden.
Men i USA tager to organer den globale opvarmning seriøst, de går bare stille med dørene. Det er militæret og CIA. Det er dem, der skal beskytte landet og forudse begrænsninger i ressourcer, og efterfølgende afhængighed af udlandet, både hvad angår korn som olie.
Dette sker i et år, hvor der i begyndelsen af september smeltede 100.000 kvadratmeter is om dagen, og hvor Nordvest- og Nordøstpassagerne begynder at blive eller bliver endnu mere sejlbare. IPCC (Inter Government Panel on Climate Change), et overstatsligt organ indenfor FN mellem regeringer, har undersøgt de mulige vandstigninger og udgivet en rapport. Deres resultater har konsensus blandt alle medlemmers forskere og er omhyggeligt censureret af hver af de nationale regeringer. Her fremskriver man den halve meters vandstandsstigning i verdenshavene fra 2020 til 2040.
Bæredygtighed hænger sammen med moral
Det var året, hvor Rio+20 alligevel ikke rigtigt førte til noget andet end til den indsigt, at bæredygtighed hænger endnu mere sammen med moral, end vi troede. For ulandene vil jo også have, og bør naturligvis i retfærdighedens navn have, en levestandard, der svarer til ilandenes, og meget få ulande har Kinas muligheder for at diktere fertilitet og forbrugsmønstre. Men selv Kina har enorme problemer med en forældet infrastruktur og en stor forarmet befolkningsdel. I 2012 lærte vi også, at nu begynder Kina at lukke sig om sig selv.
Bæredygtighed og velfærd kan ikke løsnes fra hinanden. Det er med bæredygtighedens dilemmaer, som det er med finanssektorens problemer, love og forordninger slår slet ikke til. Det rigtige må bæres af livsanskuelser og af de basale værdier, dvs. af den enkeltes moralske vandel.
I 2012 begyndte danskerne at se magtens ansigt
Udover magtens ansigt, begyndte lederne også at kunne se sit eget. For i 2012 slog konsekvenserne af selvledelse i det offentlige ud i lys lue, og den refleksions-smerte, som selv-overvågning medfører, begyndte at måtte lappes med meditation under navnet ”mindfulness”. Det var ikke længere toplederne, der tog tilflugt til buddhismen, men de almindelige medarbejdere og mellemledere fik den smidt i hovedet, dels som et tilbud, dels som grundlaget for ikke at have en undskyldning for at gå ned med stress.
Selvledelse fordrer refleksion. Refleksion betyder egentligt ”tilbagebøjning”, ”spejling”, man skal spejle sig selv. Men for at kunne det, skal ens fysiognomi have faste konturer og spejlet være retvisende. Når ansigterne og hjerterne flimrer, og når spejlet hele tiden laves om – for det gør man jo, når man igen og igen ændrer organisationens principper sammen med lovene og forordningerne – så bliver man utydelig.
2012 var året hvor man kaldte på ”tydelig ledelse”
Den, der skal lede sig selv, må kende retningen. Den skal lederen give. Men hvis mellemlederne er lige så konfuse som medarbejderne, og de sidste kræver at blive positivt forfordelt af den stakkels leder, så bliver selvledelse en måde, hvorpå man ikke kun bemyndiger medarbejderen, og hvorpå medarbejderen løfter sig selv ærværdigt ind i ansvarlighedens rige. Men også – paradoksalt – en måde, hvorpå man som medarbejder direkte kræver at blive ”tydet”, få ”betydningen” af det man gør foreskrevet, og dermed blive lettet for sig selv.
Utydelighed og stress hører sammen, og stressen vokser på de danske arbejdspladser. Stress kan også forstås som en tiltagende afstand til sig selv. Igennem meditationen skulle man så få lappet dette sår i sig selv, og ikke gennem lederens ledelse, men gennem ens egen. Men ordet ”meditation” kommer af en indoeuropæisk rod, *med-, der producerer ord som ”medicus” på latin, men også ”medon”, ”leder”, og ”medesthai”, ”at tænke” på græsk. Roden betyder “at måle, begrænse, overveje, rådgive og tage de rigtige forholdsregler.” Men i meditationens nye form, mindfulness, skal man jo holde op med selve tankens aktivitet. Man skal få sin indre dialog, refleksionens modus, til at tie. Man skal blive medicineret af sin egen indre stilhed.
Luk ned for bevidsthedens kontroltårn
Så i et organisatorisk liv, hvor der kræves mere refleksion, målrettethed, idérigdom og handlekraft, skal man forberede sig og reparere sig selv ved at lukke bevidsthedens kontroltårn. Det virker måske absurd, men virker det, så virker det, om så strategierne for at indføre det er flossede i kanten. Og alligevel, i den version af buddhismen, der dyrkes i Japan og kaldes ”zen”, handler megen praksis om at bruge sproget mod sproget, at ophæve mening ved hjælp af mening.
Ny data disciplin
Borgerne derimod skal ikke dyrke mindfulness, for vi skal digitaliseres, dvs. selv betjene os selv. Det kunne være positivt, hvis det udtrykte den velfærdsgestus, at slå fast, at staten det er os. Men hensigten bag de nye betjeningsløse institutioner er måske også den samme som bag benzintanke uden kiosk, i visse egne af landet kan den slags udsalg ikke betale sig.
Hvis vi skal vende året 2012 på hovedet, skal vi til at gå foran på vejen mod nulvækst. Vi skal i endnu højere grad hjælpe hinanden, ikke fordi der laves en tv-udsendelse om os, men fordi vi føler et ansvar for hinanden og for fællesskabet. Det gælder også selvledelse.
Hvis den, der leder sig selv, tager ansvaret for sig, holder man ikke op med at tænke, men beslutter sig til for alvor at begynde på det. Men ikke med at tænke på sig selv, men tænke ud af, bort fra, sig selv, hen imod fællesskabet. Hvis 2012 var året, hvor vores slogan var ”What´s in it for me?”kunne 2013 måske blive året, hvor vi blot spagt begyndte at tænke ”What´s in it for us?” ”For os alle uden undtagelse”.
Læs også:
Året der gik
