4 råd: Styrk de vigtige venskaber på jobbet

Undersøgelser viser, at når man har en god ven på arbejdet, gavner det resultaterne, engagementet og fastholdelsen. Som leder kan du gøre meget for at understøtte venskaber. Få her fire råd.

Skribentinfo

Gode venner stoler på hinanden, accepterer og tilgiver hinanden. En god ven ”har din ryg” og kærer sig oprigtigt. Gode venner deler både det, der går godt og det der er svært. Og en ven er mere tilbøjelig til at række ud efter hjælp og støtte.

Denne artikel er inspireret af og frit oversat efter artiklerne ”The Power of Work Friends” fra Havard Business Review af Jon Clifton og ”The Increasing Importance of a Best Friend at Work” af Alok Patel og Stephanie Plowman, Gallup. Gallups artikel er skrevet på baggrund af deres store internationale undersøgelse baseret på omfattende data, som de har indsamlet over en årrække.

Gallups undersøgelse viser, at det at have en god ven på arbejdet er stærkt forbundet med gode resultater, høj trivsel og fastholdelse af medarbejderne. Bedste venner er betydeligt mere tilbøjelige til at engagere sig, få mere fra hånden på kortere tid, skabe innovation, dele ideer og have det sjovt på arbejdet.

Undersøgelsen viser endvidere, at siden pandemiens begyndelse har det at have en god ven på arbejdet haft en endnu større indflydelse på medarbejdernes overordnede tilfredshed. Også med stigningen i distance- og hybridarbejde er bedste venner på arbejdet blevet livliner, der styrker sociale relationer og samarbejde. Samtidig støtter bedste venner hinanden i tider med usikkerhed og forandringer.

Opbyg varige og inkluderende venskaber

Venskaber er vigtige – ingen tvivl om det – men du skal samtidig være opmærksom på, at venskaberne ikke lukker sig om sig selv, så andre medarbejdere eller endda dig selv som leder, bliver ekskluderet fra det gode selskab. Så hvordan kan du skabe og vedligeholde en inkluderende venskabsvenlig arbejdsplads? Her er nogle gode greb, du som leder kan starte med.

1. Øg muligheden for ansigt-til-ansigts-tid – også med nye kolleger

Arbejdspladsen er et sted, hvor kolleger kan drikke en kop kaffe, spise frokost eller løbe ind i hinanden på gangen. At opbygge venskaber kræver, at man ser og taler med hinanden og er sammen.

Gå en tur og kig på jeres arbejdsplads med de øjne. Giver jeres arbejdsplads mulighed for, at medarbejderne har tid, muligheder og lov til at skabe spontane relationer?

Den bedste måde at lære hinanden at kende på og styrke relationerne er at kunne se hinanden - også selvom det er virtuelt. Det kan være godt givet ud, at kollegaer tale mere og e-mailer mindre. Der kan hurtigt opstå misforståelser, hvis kommunikationen foregår via mails. Mails kan aldrig erstatte ansigt-til-ansigt-mødet.

2. Planlæg sociale arrangementer, møder eller frokoster på arbejdspladsen

Som leder er det en god idé selv at være et godt eksempel: Kommuniker mere personligt og e-mail mindre. Yderligere kan du lægge op til mere personlig interaktion ved at give plads til det og selv forsøge at styrke det. Det vil kunne smitte af på arbejdspladskulturen og den måde medarbejderne og andre ledere handler på.

Du kan også se på arbejdsgangene på jeres arbejdsplads. Du kan fx lægge op til, at medarbejdere bytter opgaver, så de får nye samarbejdsflader på tværs af organisationen. Når man møder nye mennesker, skaber det mulighed for nye venskaber.

Alle har brug for en buddy dvs. en kammerat, især når man er lige er startet. At slå nye medarbejdere sammen med erfarne medarbejdere kan gøre onboardingen nemmere. En arbejdspladskammerat giver ikke alene nyansatte tips til, hvor tingene er, og hvad de uskrevne regler er. En kammerat hjælper også med at møde andre kolleger i og uden for organisationen og skabe relationer. Nogle af disse indledende møder med andre mennesker kan føre til langvarige venskaber.

3. ”Jam” hele tiden hinanden

Som når jazzmusikere mødes til ”jamsessions” – hvor de udvikler ny musik sammen ved at improvisere og lade sig inspirere i nuet – kan man også ”jamme” på arbejdspladsen.

Hvis du nogensinde har været en del af en "jamsession" i arbejdsmæssig sammenhæng, kender du følelsen af, at man gennem fælles refleksion, hvor bordet ikke fanger, når nye og usete højder i sit arbejde. Den følelse, vil du også kunne give til medarbejderne: Tilfredsheden og stoltheden ved at skabe noget fantastisk, mens de har det sjovt.

Når man deler et fælles mål og opnår store ting sammen, danner man en forbindelse. Der er en stor glæde forbundet ved at arbejde sammen om at producere noget enestående. Nyhedsmagasinet The Economist bruger The Beatles som et eksempel. Beatles ydede konstant og flyttede hele tiden grænser, og de elskede det, de lavede. Når de ikke spillede musik, talte de om det eller tænkte på det. De blev ved og ved og ved. De øvede sig, forbedrede sig og afprøvede hele tiden deres egne sange på nye måder. De ”jammede” konstant.

Man behøver ikke at være gode venner for at jamme. Men man kan blive gode venner af det.

4. Fremtving ikke venskaber – men skab rammerne

Du har retten til at lede og fordele arbejdet, men du kan ikke lede og fordele medarbejderne til at blive venner. Du skal heller ikke blive så ivrig efter at forsøge, så medarbejdere får panikangst i øjnene, når du for anden gang i samme uge byder på hjemmebag. De skal heller ikke blive helt trætte bare ved tanken om endnu en fredagsbar eller arbejdspladsfest.

Alting med måde. Men hvis man ignorerer venskaber, er det som at ignorere den menneskelige natur. Undersøgelserne tyder på, at folk vil opfylde deres sociale behov. Arbejdspladserne gør langt bedre i at understøtte det og udnytte kraften i venskaber.

I bogen “Blind Spot: The Global Rise of Unhappiness and How Leaders Missed It” af Jon Clifton, er ensomhed alt for almindeligt. I USA bruger to ud af ti ansatte meget af dagen på at føle sig ensomme. For medarbejdere, der ikke har venner, de kan regne med, kan arbejdet føles forfærdeligt - og denne følelse kan gøre deres liv værre end slet ikke at have noget arbejde.

Så ved at skabe rammerne for gode venskaber på arbejdspladsen, kan du også være med til at løse det store samfundsmæssige problem, som ensomhed er.

Derfor skal du være opmærksomme på at styrke venskaber

Folk bruger meget af deres liv på arbejde, så det er naturligt, at man udvikler tætte venskaber på arbejdspladsen. Ifølge Gallups undersøgelse, vil det kunne betale sig at investere i medarbejderne og deres trivsel. Det viser sig dog ofte, at det er det, der investeres mindst i.

Andre undersøgelser peger på samme tendenser. Forskere ved University of Pennsylvania og University of Minnesota bekræfter, at nære venskaber øger produktiviteten på arbejdspladsen. Forskerne fandt også ud af hvorfor: Venner er mere engagerede, kommunikerer bedre og opmuntrer hinanden.

I den omfattende globale undersøgelse fra International Social Survey Program (ISSP) fremgår det, at arbejdsrelationer har en betydelig og signifikant positiv effekt på den gennemsnitlige medarbejders jobtilfredshed. Relationer på arbejdspladsen scorer højest som det vigtigste parameter, når det gælder jobtilfredshed. 

Skribentinfo

Kommentarer