7 råd når du skal vælge en ekstern konsulent

Som leder har du ind imellem brug for at hyre en ekstern konsulent ind. Måske skal I holde seminar i ledergruppen eller lave strategidag med medarbejderne. Kvaliteten af det den eksterne leverer falder tilbage på dig. Her får du råd og overvejelser om, hvordan du vælger den rigtige konsulent til opgaven.

Udvælgelse af en ekstern konsulent skal ikke tage uendelig lang tid, men kvaliteten af det, der bliver leveret, falder tilbage på dig. Jo bedre konsulenten leverer på de syv områder nedenfor, jo højere kvalitet vil du få.

Der er mange konsulenter at vælge imellem, og det kan være svært at skelne mellem de, der skaber effekt af deres arbejde, og de der ikke gør.

Her får du syv råd om processen med at udvælge en ekstern konsulent til jeres samarbejde. 

  1. Bed om referencer
    For at finde ud af om konsulenten passer til jeres opgave, er det en god idé at spørge ind til hvilke opgaver, hun har løst før. Bed om en reference, som du kan tale med, hvis du er i tvivl.

  2. Spids ører
    Hvis konsulenten spørger dig, om du vil have noget imod, at hun tager en observatør, eller et ‘føl’ med, skal du spidse ører. Det betyder nemlig, at vedkommende er en ‘mester’, som bliver observeret af andre.

  3. A fool with a tool is still a fool
    Eller oversat til dansk: Hvis konsulenten taler mere om sine egne metoder og modeller i stedet for at stille spørgsmål til dig og din opgave, så er det ikke et godt tegn.
    Det svarer til at tro, at alt er et søm, fordi man tilfældigvis har en hammer i hånden.
    Den dygtige konsulent skræddersyr sit program til hver ny kunde.

  4. Stil spørgsmål 
    Spørg konsulenten, hvordan hun vil anbefale jer, at:

    a) forberede til jeres forløb.
    b) arbejde videre med indholdet bagefter.

    Du har sikkert prøvet at være på et godt seminar, hvor du har fået en flot mappe med hjem, som bare står og samler støv i reolen. Og så er I lige vidt.
    En dygtig konsulent hjælper jer med at skabe ‘transfer’: En plan for, hvordan I sikrer, at dét, der sker på dagen, også bliver implementeret i hverdagen.

  5. Få styr på det praktiske
    Når du har fundet den rette konsulent, så bed om et grundigt formøde af mindst en times varighed. Afkræv tavshedspligt, gerne på skrift, og orientér vedkommende grundigt om din organisation og opgaven foran jer. Svar på alle spørgsmål så godt som muligt, også de svære, og eftersend hellere for meget information end for lidt.

    Sørg også for at få et første udkast til en drejebog for dit arrangement i god tid, så du har god mulighed for at udfordre og stille spørgsmål til indholdet. Hvis konsulenten ikke kan svare på dine spørgsmål og gøre indholdet forståeligt for dig, så er det hendes problem, ikke dit. 
    Sørg også i forberedelsesfasen for at aftale, hvordan konsulenten afrapporterer på opgaven.

  6. Vær til stede
    Når dagen oprinder for opgaven, skal du være til stede og stå til rådighed for sparring med konsulenten. Du er dén af jer, der ved mest om indholdet, og din tilstedeværelse er af altafgørende betydning for, at I når dét, I har planlagt.

  7. Få det hele med
    Efter jeres forløb vil du modtage den aftalte afrapportering fra konsulenten. Tag et opfølgende møde med hende, hvor du spørger ind til hendes oplevelse af opgaven. Her kan være refleksioner, som kan være brugbare for dig i det kommende arbejde som leder.

 

 

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer