Det kan ledere lære af Mads & Monopolet

Til afdelingsmødet har du ofte meget at fortælle. Når du har gjort det, så slutter du måske af med: ”Er der nogle spørgsmål?” Men hvordan ville jeres afdelingsmøde se ud, hvis du i stedet bruger de samtaleteknikker som monopolværterne Mads Steffensen og Sara Bro benytter?

Skribentinfo

Mads & Monopolet har haft sidste sendedag, nu hedder programmet Sara & Monopolet. Skiftet fra Mads til Sara har gjort deres forskellige tilgange til værtsrollen tydelige – forskelle, som også ledere kan lære af. Der er især fem ting, du som leder kan lære af Mads - og af Sara.

Lad deltagerne shine

Mads havde helt sikkert sine egne holdninger til de problemstillinger, som blev taget op uge efter uge. Men det var ikke hans mening, som skulle være i centrum – det var monopolets. De var hovedpersonerne, og de skulle shine, derfor hjalp Mads dem med at komme på banen, han gav dem stikord, og han fremhævede dem.

Ligeledes kan du som leder anerkende alle dine medarbejderes input til jeres samtaler, så alle får en oplevelse af, at det de siger, er vigtigt. Det kan du fx gøre ved at nikke med hovedet, smile mens de taler og sige ”ja, gode pointer”. Så får du andre til at shine, og du får samtidig nye perspektiver på problemstillingen, måske endda nogle du ikke selv havde tænkt på.

Spørg konkret og direkte

Et dilemma blev læst op. Og Mads skulle have deltagerne til at mene noget om det. Men hvad skal man lige mene om en situation, som man måske aldrig har siddet i? Det er ikke altid let at have en mening på kommando. Det, Mads gjorde, var, at han udpegede noget konkret i dilemmaet, vinklede det og spurgte en af deltagerne direkte, fx: ”Hella, hvordan ville du have det i den her situation med sådan en svigermor?”

Til afdelingsmødet har du som leder ofte meget at fortælle. Når du har gjort det, så slutter du måske af med ”Er der nogle spørgsmål?”. Hvis du har Mads i baghovedet, så kan du i stedet spørge: ”Anders, når du hører om den nye strategi, hvordan tænker du, det vil kunne få betydning for dine ansvarsområder?” Du gør det konkret for Anders, som sikkert har lettere ved at forholde sig til et direkte spørgsmål end til et åbent spørgsmål, som er henvendt til alle.

Følg op og spørg ind – brug den viden du har på forhånd

”Nu har vi talt om svigermødre og svigerfædre, men Søren, du har jo haft flere af slagsen, hvad tænker du, man kunne gøre?” Mads holder fast i emnet, følger op og får Søren til at uddybe nogle pointer, som Mads synes kan udfoldes. Han kender sit monopol og deres baggrund, og han bruger den viden til at få dem til at sige noget alment menneskeligt.

Hvis man overfører denne teknik til det førnævnte afdelingsmøde, så vil du fx kunne spørge: ”Line, du har da haft en lignede case, hvordan vil du håndtere denne udfordring?” Sådan får du aktiveret Lines ekspertviden, så resten af afdelingen kan få glæde af den.

Læs også: 5 råd: Bliv en effektiv og autentisk samtalepartner

Få flere vinkler på sagen

”Du har været ret kritisk overfor svigermødrene, men har de voksne børn ikke også et ansvar, Lina?” Mads vender her tingene på hovedet og peger på, at der næsten altid er flere mulige synsvinkler på et dilemma.

På arbejdspladsen kan diskussioner nogle gange køre i ring, og løsningsforslagene kan ligne hinanden. Så for at udfolde problemstillingen kan det være fint, at du som leder får peget i andre retninger med nye spørgsmål. For husk: Hver gang vi spørger om noget konkret, er der tusindvis af andre gode spørgsmål, vi lige så godt kunne have stillet. Så sørg for at vinkle spørgsmål i nye retninger.

Giv lidt af dig selv

Mads var som sagt ikke i fokus i programmerne; som lyttere vidste vi knap nok, om han var gift, om han havde børn osv. Den nye vært Sara Bro bringer sig selv meget mere i spil med egne erfaringer og holdninger. Hun viser sine svage sider frem, og hun gør det med et farverigt sprog. Kort sagt: Hun giver mere af sig selv – og ansporer dermed monopolet til at gøre det samme.

Læs også: Bliv en bedre samtalepartner - og rarere at være sammen med

Som leder kan du også lære noget af Sara. Ved at give lidt af dig selv, kan du inspirere dine medarbejdere til at følge trop og måske til at være mere ærlige ”hele” mennesker – også på arbejdet. Et trygt arbejdsmiljø, hvor man kan være sig selv, er jo den bedste opskrift på udvikling af teamet og organisationen. Og den nemme vej dertil er at vise, at man selv kan tage fejl og lytte anerkendende til andres perspektiver og erfaringer.

Læs mere om samtaler på www.Styrksamtalen.dk

 

Skribentinfo

Vurdering

4,3 /5

16 vurderinger

Kommentarer