Ledelseshånden: Et redskab til at formulere dit ledelsesgrundlag

Hvad anerkender andre dig for? Hvad gør dig til noget særligt? Og hvad irriterer dig? Her får du et redskab, der giver dig et praksisnært blik på dit eget ledelsesgrundlag, og hvad det er, du gør, som gør en forskel.

Skribentinfo

Når du skal formulere dit ledelsesgrundlag skal du finde ud af, hvordan aftrykket af netop dit personlige lederskab ser ud. Din ledelseshånd er et enkelt redskab, du kan bruge til at beskrive, hvordan ledelse ser ud, når netop du leder.

Ledelse handler om at gøre noget
"Det er i den sidste ende adfærd, som er det vigtigste. Derfor bør ledelsesgrundlaget især fokusere på adfærd og kun i mindre grad på holdninger og tanker. At adfærden så udspringer af ledelsesværdier, er en helt anden sag." (Ledelseskommissionen)

 

Din ledelseshånd

Din ledelseshånd er et redskab, du kan bruge til at sætte ord på, hvordan din ledelsesadfærd og dine konkrete handlinger gør en forskel - og sætter fingeraftryk i organisationen. I al sin enkelhed har du allerede redskabet ved hånden.

Brug spørgeguiden til en samtale med og om dig selv.

Sæt ord på dine fingre

Tommelfinger: Hvad anerkender andre dig for?

  • Eksempler på noget, du har gjort, hvor andre ikke er i tvivl om, at dét var dig.
  • Hvilke konkrete måder at handle på gør, at du selv og andre tænker, at leder dét er dig?
  • Hvilke særlige aftryk har du sat, og ønsker du at sætte med din ledelse?

Tommelfingerens symbolske betydning er selvfølelse og viljestyrke.

Pegefinger: Hvilke opgaver er du bedst til at løse?

  • Eksempler på det, du peger på, opsøger og insisterer på, der skal gøres noget ved.
  • Hvilke resultater har du skabt, som du er særlig stolt af - og hvad gjorde du selv, som fik det til at ske?
  • Hvilke ledelsesopgaver investerer du særlig tid og opmærksomhed på?

Pegefingerens symbolske betydning er stolthed, magt og arbejde.

Langefinger (el. F***finger): Hvad kan gøre dig irriteret?

  • Eksempler på situationer, hvor du bare fik nok! 
  • Hvad udfordrer dig i ledelsesarbejdet? Fx andres adfærd, handlinger og reaktioner, eller typer af opgaver og situationer, du skal tage dig af - selvom det ikke burde være nødvendigt. 
  • Hvilke normer og værdier driver dig - og hvad vil du bare ikke acceptere?

Langefingerens symbolske betydning er psyke, personlig karakter og ansvarsfølelse.

Ringefinger: Hvad er du særlig dedikeret til?

  • Eksempler på situationer, hvor du gik gennem ild og vand for dét, du troede på. 
  • Hvad er du altid loyal mod, og hvordan kommer det til udtryk? 
  • Ledelse i medgang og modgang - hvad er du villig til at acceptere, og hvad får dig til at sige fra?

Ringefingerens symbolske betydning er kærlighed og kreativitet.

Lillefinger: Hvad gør dig til noget særligt?

  • Eksempler på situationer, hvor netop din måde at gå til det på gjorde en forskel.
  • Hvad er dit særlige ninja-trick, når alt andet er prøvet, eller der bare er brug for at finde en hurtig vej rundt, for at få det til at gå op?
  • Hvordan ser god kommunikation ud, når du gør det?

Lillefingerens symbolske betydning er kommunikation og intelligens.

Kig på hele hånden: Hvordan virker din ledelseshånd i organisationen?

Hvordan ser det ud, når du bruger hele hånden - eller nogle af fingrene i kombination med hinanden. Fx

  • Dit pincet-greb med tommel- og pegefinger, når du gør dig ekstra umage?
  • Mødet, hvor du bliver utålmodig og trommer i bordet - er der én af fingrene, der trommer højest? 
  • Hvor bliver det nogle gange bare til en irriterende håndfuld fedte-fingre? Og hvad gør du så?
  • Når du giver dine medarbejdere en hånd i ryggen i form af støtte, sparring? Hvad får dig til at se, at behovet er der, hvordan lyder det og ser det ud, når du skal hjælpe andre videre og få opgaven på skinner?
  • Er der områder, hvor du har en særlig fingerspids-fornemmelse for at tilpasse dine handlinger og den måde, du doserer dig selv i ledelsesarbejdet?

Tag hånd om din samtale

Formålet med din ledelseshånd er, at du får sat ord på væsentlige kendetegn for din måde at lede.

Her er følgende tre perspektiver værd af undersøge:

hånd 

Man vurderer oftest sig selv på sine intentioner og andre på konsekvenserne af deres handlinger. Det betyder, at man typisk efterrationaliserer, når man skal vurdere meningen med det, man selv gør.

Redskabet lægger op til, at du gør dig umage med at beskrive, hvad du faktisk gjorde og forholder dig undersøgende til, hvordan det virkede. Samtalen giver mulighed for at udforske mulige blinde pletter og at tage dig og din ledelse alvorligt.

Gennemfører du samtalen med en anden, giver det mulighed for at øve jer i at dele jeres erfaringer både, når ledelsesarbejdet går godt, og når det falder mindre heldigt ud, trods gode intentioner. Det vigtige er, at I har etikken på plads og etablerer et fortroligt rum, hvor I er trygge ved at blotte jer for hinanden.

Tilgangen redskabet bygger på:

Redskabet "Din gode ledelseshånd" er udviklet med inspiration fra PeopleTools materialer, som vi bruger i forbindelse med person- og samarbejdsprofiler for team og ledergrupper. Vi har gode erfaringer med at bruge det i vores samarbejde med enkelte ledere, ledergrupper og samlede organisationer, som er optaget af at udvikle deres personlige lederskab, samspillet på tværs og måder at arbejde med feedback og styring, som skaber fremdrift i driften.

Hent Din ledelseshånd som samtaleark her

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer