Nervøse talere forbereder sig forkert

Frygt kan få én til at gøre uhensigtsmæssige ting. For eksempel at forberede sig helt forkert på et foredrag eller en tale. De tre mest udbredte skrækscenarier hos mindre erfarne talere handler alle om at miste kontrollen over sin præsentation.

Den første tanke, der kan få koldsveden til at springe, er især udbredt hos pligtopfyldende, veluddannede personer: “Hvad, hvis jeg kommer til at sige noget forkert?”. Den anden tanke, der får blodet til at sive væk fra hovedet, kan udtrykkes med ét ord: Klappen. “Hvad nu, hvis den går ned, midt i foredraget?”. Det er en lammende tanke, der i sig selv kan give én tunnelsyn og dermed somme tider blive en selvopfyldende profeti. Klappen kan gå ned, fordi man frygter at den skal gå ned. Sidst men ikke mindst er mange helt almindelige oplægsholdere bange for, at nogen blandt publikum skal stille et spørgsmål, de ikke kan svare på. Angsten for at blive afsløret.

Bag alle disser frygtscenarier ligger en grundlæggende forestilling om, at en præsentation skal forløbe helt perfekt og nærmest umenneskeligt fejlfrit. Hvor den forestilling stammer fra, ved jeg ikke. Men jeg ved, at ønsket om fuldstændig kontrol får mange til at forberede sig (for) grundigt.

De lægger en ufravigelig plan, tilrettelægger præsentationen ned i mindste detalje. Bulletpoint efter bulletpoint. Overskrift, forklaring på overskriften, faktuelle oplysninger ind her og der, copy-paste tekster fra Karnov’s lovsamling eller salgsmaterialet. Tilføj, tilføj, tilføj. Alt bliver skrevet ned, plus lidt ekstra, i tilfælde af at man løber tør for stof.

Før talen er man ved at briste af forberedelse. USB-stikket er rødglødende. Hvor tit har vi egentlig oplevet en taler, der løb tør for stof før tid? For sjældent!

Nervøsitet i selvsving

Så står man der. Alt er klart. Det første, man mærker, er helt almindelig og ganske normal nervøsitet. Tør i munden. Hjertet banker lidt hurtigere. Adrenalinproduktionen fungerer, det skal jeg love for. Det ER skræmmende at stå foran en forsamling af mennesker, der forventer noget af netop dig, når man ikke er vant til det. Man skal være lidt nervøs.

Første slide kommer på, og det slår benene væk under én. Den lille selvtillid, man håbede, man kunne ride på, punkterer. Det er som om, man ikke ved, hvad man selv har skrevet. Som om nogen har givet én det forkerte nodeblad at spille efter. Stemmen lyder forkert. Ordene snubler over hinanden. Planen, man har lagt, smuldrer. Man klikker fra slide til slide og ved ikke længere, hvorfor man dog tog dem med? Det, der var genialt hjemme ved computeren, er i bedste fald banalt, i værste fald noget vrøvl. Den gode nervøsitet bliver til panik og går i selvsving.

Den nøgne taler

Overlevelsesinstinktet bringer de fleste igennem. Nogle stavrer på PowerPoint-krykker med kroppen drejet halvt ind imod lærredet og ender med at læse op, andre skynder sig stakåndet at få det hele overstået. Hvad gør man efter sådan en tur? Forbereder sig endnu grundigere næste gang?

Det underlige er, at hvis man bliver kastet ud i foredragssituationen uden at få mulighed for at forberede sig, men i øvrigt ved noget om det, man taler om, går det som regel meget bedre. Især hvis man ikke bruger PowerPoint. Det er sandsynligt, at man føler sig meget nervøs i sådan en situation, men publikums oplevelse af “den nøgne taler” er som regel meget positiv. Den er nærværende, mere personlig og man forstår meget bedre, hvad der bliver sagt.

Men kan det virkelig passe, at man skal lade være med at forberede sig? Kan det virkelig passe, at en præsentation er bedre uden visuelle hjælpemidler?

I første omgang ja. Men problemet er bare ikke dine visuelle hjælpemidler eller det, at du forbereder dig. Det er måden, du forbereder dig på. Måden du bruger dine hjælpemidler på. Problemet er, at du blander to vidt forskellige sprog, når du skriver dine slides til din tale.

To sprog

Dansk er (mindst) to forskellige sprog. Det skrevne dansk og det talte. Til daglig er vi ikke bevidste om, hvor stor forskellen er. Det skyldes, at vi i de fleste situationer, hvor vi bruger det talte sprog, ikke behøver noget at støtte os til. Vi taler frit og uden manuskript eller andre hjælpemidler.

Ordene bliver automatisk til sætninger, når vi dribler os igennem meninger, forestillinger, historier, svar og tilkendegivelser. Det flyder, og mange bliver med rette beskyldt for ikke at tænke, før de taler. Sådan er det talte sprog, vi kan sagtens tænke, mens vi taler. Tilsvarende når vi skriver, er det de færreste danskere, der har brug for at at sige ordene højt, før de skriver. Vi skriver bare. Nogle banker fingerspidserne hårdt ned i tastaturet med fynd og klem. Andre fedter lidt rundt med sætningerne for at stramme dem op. Luer ud og bytter rundt, for det skrevne sprog kræver stringens.

I begge tilfælde er det to adskilte processer: At skrive og at tale. Det er også to meget forskellige måder at formulere sig på. Som tysk og dansk. Alle, der har prøvet at skrive afskrift fra en lydoptagelse, kender forskellen. Man kan sagtens sige: “Det er fordi, i virkeligheden har vi ikke øh dansk er ikke bare ét sprog, sådan som vi ...eller nogen i hvertfald, som mange går rundt og tager for givet”. Det ville lyde usikkert, men forholdsvis almindeligt som talesprog. På skrift, derimod, fungerer det ikke. Omvendt kan vi tydeligt høre i dansk tv-dramatik, når en replik er lidt for skriftlig. Især de replikker, der har til formål at fortælle os seere, hvad baggrunden er for den handling, der udspiller sig lige om lidt. Der er ord, vi bruger i skrift, som får os til at lyde kølige og distancerede, hvis vi bruger dem i tale: “Vil du redegøre for dine handlinger den pågældende dato?” hedder noget i retning af: “Vil du fortælle, hvad du lavede den dag?” på talt sprog.

Når man har tænkt sit oplæg igennem, mens man skrev, tror man, at man bare kan holde det sådan uden videre. Man glemmer, at det skal oversættes fra skriftlig dansk til mundtlig. Hvis man ikke oversætter det, bliver man slået af, hvor dårligt forberedt man i virkeligheden er, når man blænder op for sin PowerPoint-præsentation.

Ti gode råd

Hvad gør man så, hvis man vil foreberede sig mundtligt. Det er selvfølgelig individuelt, hvad der virker. Men her er nogle gode råd til, hvordan man kan forberede sig til at fremlægge noget mundtligt.