Duoledelse er en ledelsesform, hvor to personer deler ansvaret for en enhed. Det lyder enkelt, men kræver noget af makkerparret, hvis ledelsesformen skal være en gevinst frem for en byrde.
I en ny podcast fra Væksthus for Ledelse drøfter to chefer, der er sammen i en duoledelse, og en forsker fordele og ulemper ved duoledelse, og hvad der skal til for at få samarbejdet til at fungere.
I podcasten deltager:
- Charlotte Riis Trampedach, cheflæge ved Frederiksberg/Bispebjerg Hospital, Røntgenafdeling
- Jakob Westergaard Poulsen, chefradiograf ved Frederiksberg/Bispebjerg Hospital, Røntgenafdeling
- Anders Trillingsgaard, forsker og partner i UKON
Ifølge Anders Trillingsgaard er duoledelse en bevægelse væk fra den klassiske forestilling om den enlige leder med det totale overblik. Det handler om at øge kapaciteten – både fagligt og menneskeligt.
”Der er sådan set ingen, der har hele pakken til at være leder, så det er meget fint at være to, der kan noget forskelligt”, siger han.
Læs også: Duoledelse kræver ærlighed, gensidig respekt og loyalitet
Uenighed er vigtig
Og netop det med at kunne noget forskelligt er afgørende, siger han:
“Hvis man tænker OK, nu skal vi begge to ind over alle problemstillinger. Så har du ikke fået en gevinst, så har du bare mast to ind i den samme gamle rolle”.
Duoledelse kræver altså bevidst arbejdsdeling, klare forventninger og en relation, der kan bære uenighed, er alle tre enige om. Faktisk er uenighed både uundgåelig og nødvendig, siger de. Men uenighed må aldrig sive ud i organisationen.
”Vi blev næsten på dag ét enige om, at hvis vi er uenige om noget, så må vi enten tale os til rette. Eller også går vi i hvert fald ud ad døren og er enige om, hvad det er, vi skal sige højt. Og så er vi loyale, og det, synes jeg, i bund og grund er det allervigtigste princip”, siger Jakob Westergaard Poulsen.
Læs også: Duo-ledelse i praksis: Sådan styrker Hvidovre Kommune samarbejdet
Flere perspektiver
Charlotte Riis Trampedach fremhæver værdien af at være to om at træffe beslutninger. Ikke mindst fordi forskellige fagligheder giver forskellige vinkler.
“Vi kan træffe bedre beslutninger, fordi vi ser tingene fra to forskellige faglige perspektiver”, siger hun.
De tre er enige om, at duoledelse – og andre former for delt ledelse – efter al sandsynlighed vil blive endnu mere udbredt i fremtiden. Det skyldes, at kompleksiteten i organisationerne øges samtidig med, at opgaverne bliver flere, tværfagligheden vigtigere og lederrollen sværere.
Læs også: Koldt og travlt på toppen – måske er duoledelse svaret?
6 anbefalinger fra podcasten:
- Skab klare aftaler om roller og ansvar – undgå overlap og uklarhed.
- Invester tid i relationen – duoledelse kræver løbende dialog og justering.
- Udnyt forskellighed som styrke – kombiner faglige perspektiver for bedre beslutninger.
- Accepter uenighed og brug den konstruktivt – diskuter og bryd meninger i lederrummet, men fremstå altid samlet udadtil.
- Kommunikér fælles retning til organisationen – medarbejderne skal opleve én samlet ledelse.
- Grib ind tidligt, hvis makkerskabet ikke fungerer – det løser sig ikke af sig selv.
Hør podcasten:
Medvirkende:
• Anders Trillingsgaard – forsker og partner i UKON
• Charlotte Riis Trampedach – cheflæge ved Frederiksberg/Bispebjerg Hospital, Røntgenafdeling
• Jakob Westergaard Poulsen – chefradiograf ved Frederiksberg/Bispebjerg Hospital, Røntgenafdeling
Tilrettelæggelse og produktion:
• Tue Sørensen og Aloud Media i samarbejde med Væksthus for Ledelse






