Kender du det? Driften presser på, kalenderen er overfyldt, og nå ja, så skal du for resten også lige lede den der forandringsproces i afdelingen. Af ren og skær handleiver udruller du en ny politik og rundsender et farvekodet Excel-ark, der udspecificerer alle forandringens procestrin. Alligevel fuser forandringen ud efter kun to uger. Det er ikke, fordi du er en dårlig leder. Det er sådan set bare din fortravlede hjerne, der har snydt dig til at begå en fejlslutning.
I en travl hverdag har vi tendens til at fokusere på adfærd og synlige handlinger. Vi vil have eksekvering. Driften synger sin kendingsmelodi ‘Haster!’ Og vi går tit med på den. Vi forveksler handleiver med handlekraft.
Men mennesker er mere end den adfærd, der kan observeres med det blotte øje. Forestil dig medarbejderne (og dig selv) som et menneskeligt isbjerg. Handlingerne er toppen af isbjerget – men kun toppen.
Nedenunder vandoverfladen findes det mentale styresystem – det usynlige maskinrum af tanker, følelser og antagelser. Det er her, al adfærd skabes og forandres. Når vores personlige og organisatoriske forandringer fejler, er det ofte, fordi vi forsøger at tvinge nye handlinger igennem på overfladen uden at tage højde for vores mentale styresystem. Vi mangler det, man kan kalde ’tankekraft’: evnen til at få øje på og forstå de tanker, følelser og antagelser, der former vores adfærd.

Vil du lykkes bedre med dine forandringer, er det en fordel at kende til de psykologiske faldgruber, der får os til at glemme det mentale maskinrum. Her er tre klassiske tanketorsk, som du sikkert kender, og redskaberne til at undgå dem.
Læs også: 10 spørgsmål der kan styrke dit lederskab i forandringer
1. Du forveksler en livsstilsændring med en slankekur
Det går typisk galt, allerede før vi går i gang med forandringsarbejdet. Hvorfor? Fordi vi fejllæser problemets natur. Den anerkendte forsker fra Harvard University Ronald Heifetz har en rystende klar pointe her: Der findes tekniske problemer, og der findes tilpasningsudfordringer.
Når vi går på slankekur, betragter vi vægttab som et teknisk problem med en teknisk løsning: en madplan, en kur og en række klare instruktioner. Det virker måske i et par uger. Men hvis problemet i virkeligheden handler om vaner, selvforståelse, følelser og tanke- og handlemønstre, holder løsningen sjældent. Så er det ikke en slankekur, der skal til. Så er det en livsstilsændring. En vaskeægte tilpasningsudfordring. Og det kræver, at vi arbejder med vores mentale styresystem. Det, der former vores handlinger.
Det samme sker i organisationer hver dag. Vi giver medarbejderne nye løbesko på, en strategiplanche under armen og siger: ”just do it”. Men der sker bare ikke noget – eller i hvert fald ikke det, vi havde håbet på.
Forklaringen skal findes i en af de største fejl, der bliver begået på ledelsesgangene. Nemlig at vi forsøger at gennemføre organisatoriske ‘livsstilsændringer’ ved at sende organisationen på en hurtig ‘slankekur’. Vi behandler omstruktureringer, implementering af den nye strategi og ændringer i medarbejderes arbejdsopgaver og faglige kompetencer, som om det var simple tekniske spørgsmål med enkle tekniske løsninger. Det er det desværre ikke altid.
Du må facilitere forandring ved at lede gennem mening frem for blot at udstikke instrukser. Du må tage højde for medarbejdernes mentale styresystem. Adfærd, der ikke er afstemt med vores tanker, følelser og antagelser, holder sjældent i længden.
Sådan undgår du det:
Diagnosticér udfordringen, før du vælger løsning.
Stil dig selv tre spørgsmål:
- Kan problemet løses med eksisterende viden og en kendt metode?
- Kræver løsningen, at medarbejderne ændrer vaner, antagelser eller samarbejdsmønstre?
- Er problemet ens for alle – eller opleves det forskelligt alt efter rolle, erfaring og interesser?
Læs også: Sådan skaber du forståelse for forandringer
2. Du lader autopiloten køre bussen (og glemmer at tænke ’tilpas’)
Når forandringen så er sat i søen, og hverdagen rammer, ja, så opstår risikoen for den næste fejlslutning. For mens overtænkning og grublerier er skidt, er undertænkning heller ikke heldigt.
At have så travlt med at handle, at vi glemmer at tænke, er næsten altid en dårlig investering. Vi vrisser af kollegaen, afbryder vores lytning eller tromler en forhastet beslutning igennem. Hvorfor? Fordi handling giver os en falsk følelse af kontrol og fremdrift. Problemet er bare, at vi forveksler to ting: handleiver og handlekraft.
Sådan undgår du det:
Byg et mentalt fartbump. Pointen er enkel: Du skal bevidst forsinke din egen reaktion, når autopiloten tager over. Måske ved du, at du skærer hjørner, når du er bagud på tid. Måske kommer du til at diktere løsningen, når du bliver presset. Eller måske afbryder du for hurtigt, fordi du allerede tror, du har forstået problemet.
Lav derfor en mental påmindelse til dig selv: ”Når jeg mærker trangen til at konkludere hurtigt, stiller jeg ét undersøgende spørgsmål, før jeg kommer med min egen løsning.”
At bryde undertænkning handler ikke om at tænke langsommere hele tiden. Det handler om at sætte farten ned på de tidspunkter, hvor din første reaktion risikerer at blive din dårligste.
Tjekliste: Byg mentale fartbump
Stil dig selv fem spørgsmål, når du mærker trangen til at konkludere for hurtigt:
- Hvad er min første impuls lige nu?
Vil jeg fikse, forklare, forsvare, kontrollere eller skynde mig videre? - Hvad er det for et pres, der styrer mig?
Er det tidspres, irritation, usikkerhed, behov for kontrol eller frygt for at miste fremdrift? - Hvad ved jeg endnu ikke nok om?
Hvilke perspektiver, bekymringer eller antagelser mangler jeg at forstå? - Hvem skal jeg lytte til, før jeg beslutter?
Hvem bliver påvirket af beslutningen – og hvem ser noget, jeg ikke ser? - Hvad er det kloge næste skridt?
Skal jeg beslutte nu, stille et spørgsmål eller skabe mere fælles forståelse først?
Læs også: 5 greb til at styrke trivslen under forandringer
3. Du bliver forandringsblind (og stoler på spejlet)
Lad os starte med et tankeeksperiment: Forestil dig, at du lige er landet efter en god, lang sommerferie – masser af god mad, et par glas vin på terrassen og alt det der. Hverdagens trummerum starter igen, og alt er, som det plejer – eller det tror du i hvert fald. Men… det er godt nok, som om skjorten sidder lidt anderledes.
Det er først, da du stiller dig på badevægten, du indser kendsgerningerne: spejlet har snydt dig. Du har været ramt af forandringsblindhed. Vores hjerne er utrolig dårlig til at registrere små gradvise forandringer, som vi ikke aktivt leder efter.
Når forandringsprojektet først er sat i søen, og alt umiddelbart ser ud til at køre på skinner, klapper fælden for tredje gang. Du tror, du kan ‘fornemme’, om det går den rigtige vej. Det er her, selv erfarne ledere let kommer på glat is. For det kan vi sjældent. Vi glemmer det, vi skulle have gjort helt fra start: at notere status quo og lave tydelige pejlemærker. For selvom du ”tager ferie” fra badevægten, så står vægten ikke nødvendigvis stille.
Sådan undgår du det:
Du må ikke stole på spejlet – du skal bruge en badevægt! Hvis ikke du noterer dig, hvad status quo er (nulpunktet), inden I påbegynder forandringer, så aner du ikke, om I flytter jer, står stille eller ligefrem rykker baglæns. Derfor skal du opsætte små, konkrete pejlemærker, der afslører, i hvilken retning forandringen går. For har I ikke besluttet jer for, hvad I vil kigge efter, er der stor sandsynlighed for, at I ikke kan vurdere forandringen.
Tjekliste: Før I går i gang, skal I beslutte fire ting:
- Hvad er vores nulpunkt?
- Hvilke små tegn på fremdrift vil vi lede efter?
- Hvad er små tegn på stilstand eller tilbagegang?
- Hvornår følger vi op – og med hvem?
Sand handlekraft forudsætter tankekraft
Det er utrolig nemt at rulle en forandring ud på et stykke papir, men det er drønhamrende svært at få den til at leve i virkeligheden. Det kræver, at du tør slippe illusionen om et adfærds-quickfix.
Næste gang driften presser på, og en ny forandring banker på døren, så husk at trække vejret, kigge under isbjergets overflade og fange fejlslutningerne, før de får lov at styre processen.
Svaret på god forandringsledelse er sjældent bare at løbe hurtigere. Det er at tænke bedre.
Artiklen tager afsæt i Rasmus Thy Grøns bog ’Tankekraft’.





