Hver finger kan ses som en huskeregel til din kommunikation. Hver finger kan nemlig ses som et symbol på et tankevækkende budskab om god kommunikation og kommunikatørens forståelse af de andres verdensbilleder.
High Five
Tommelfinger: Thumbs up – vi kan ikke regne den ud
Pegefinger: Peg ikke fingre – led efter logikken
Langemand: Fuck dig – kursskifter har konsekvenser
Ringfinger: Forpligt dig – relationen skaber information
Lillefinger: Strit med lillefingeren – selv den lille forskel gør en forskel
Tommelfinger: Thumbs up – vi kan ikke regne den ud
Med tommelfingeren har vi tommelfingerregel og fingeraftryk. Her har vi at gøre med selve grundlaget for vores virke, altså hvordan vi grundlæggende tænker og forstår verden og kommunikation. Denne forståelse udmønter sig i praksis i den forståelse, at vi ikke hører det, andre siger, men derimod det, vi hører dem sige. Vi har altså hver vores systemspecifikke oplevelse af en begivenhed, snarere end at vi oplever begivenheden.
Det betyder at vi forlader ambitionen om at skulle gennemskue kompleksiteten, andres hensigter eller at kunne forstå eller skabe det sande og hele billede. Vi må gøre noget andet, og her hjælper pegefingeren os på vej.
Pegefinger: Peg ikke fingre – led efter logikken
Pegefingeren er symbolsk forbundet med at pege, angive og irettesætte med, som vi kender det fra den løftede pegefinger. I stedet for at løfte pegefingeren for at belære bør vi gå på jagt efter logikkerne og perspektiverne hos andre: ”Hvad er det, der gør, at I gør, som I gør?” Eller blot: ”Hvordan forstår I?”
Konkret betyder logik-jagten, at vi som kommunikatører skaber værdi gennem gode spørgsmål, der får organisationen til at levere svarene. Et eksempel er kritik, der ofte ses som modstand, men hvor vi med anerkendelses- og logik-briller kan få øje på den bekymring, der ofte ligger bag kritikken, og som måske handler om en oplevelse af, at noget er vigtigt og værdifuldt overses.
Endelig kan pegefinger –øvelsen bruges til selvransagelse hos kommunikatøren: Når vi flytter fokus fra, hvad vi peger på, til hvem der peger, får vi øje på vores egne antagelser, der gør, at vi ser det, vi ser.
Langemand: Fuck dig – kursskifter har konsekvenser
Langemandens ‘fuck-tegn’ er symbolkommunikation, vi hurtigt og effektivt forstår, og heri ligger nogle vigtige kommunikative kvaliteter. Fuck-tegnet kan på et øjeblik skabe meget forskellige reaktioner og dermed kursskifter i kommunikationen.
Kommunikatørens tredje princip handler om at holde øje med situationerne i den løbende kommunikation, hvor vi kan vælge mellem flere mulige kurser – og om at håndtere dem konstruktivt.
Fuck-fingeren skal minde os om, at vi altid har et valg, og at valg har konsekvenser. Du kan bruge dette udgangspunkt aktivt ved at iscenesætte processer, hvor du giver dig selv og hinanden tid til at få øje på forgreningspunkterne og reflektere over valgmuligheder, der kan lede frem til det valg, som har den bedste fremtid.
Ringfinger: Forpligt dig – relationen skaber informationen
Bryllupsklokkerne har ringet ind, og pludselig betyder dit ‘ja’ noget helt særligt. Datteren på tre år siger “du er anholdt”, men det har ikke samme virkning, som når ordene kommer fra en politibetjent. Det, der her fremhæves, er, at relationen skaber informationen.
Tommelfingerreglen lærte os, at vi ikke hører det, andre siger, men det vi hører dem sige. Ringfingeren fremhæver den pointe, at det, vi hører, i høj grad afhænger af forståelsen af vores relation – hvem vi er i kommunikationen. Den pointe skal vi bruge til at sikre, at vi altid bidrager til, at vi indgår i klare relationer.
Ringfingeren handler om at forpligte sig til at være klar om konteksten for kommunikationen: Hvilket overordnet mål, hvilke forskellige leverancer og roller, hvilken relation mellem de involverede.
Lillefinger: Strit med lillefingeren – selv den lille forskel gør en forskel
Den strittende lillefinger er udtryk for det forfinede og dekadente. En travl hverdag udfordrer ofte tiden til de kommunikative finesser, og man kan hævde, at lillefingeren er den finger, vi bedst kan undvære og stadig have en stærk hånd. Men lillefingeren gør en forskel – rykker man i lillefingeren, trækker man jo i hele hånden.
Lillefingerreglen handler om at fastholde værdien af kommunikationens finere detaljer og troen på, at de mange små indsatser, der i sig selv ikke nødvendigvis skaber tydelige spor, over tid ændrer organisationens tilstande.
Den strittende lillefinger som kontrast til den grove arbejdshånd skal også minde os om, at vi altid kan kommunikere lidt bedre, lidt smartere eller lidt mere nænsomt, og at det vil have en positiv effekt. Det, der kan opleves som en luksus, kan vise sig at være nøglen til at ændre praksis og dermed at gøre en forskel.
Artiklen er tidligere bragt i Villa Venire.
Læs mere:
