Medarbejdere i 78 vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner i Københavns Kommune deltog i en undersøgelse for at finde ud af, om en arbejdsmiljøindsats med fokus på kerneopgaven kunne forbedre medarbejdernes trivsel og reducere deres sygefravær.
Ingen effekt på trivsel
Resultaterne viste, at indsatsen ikke havde effekt på trivsel (målt som jobtilfredshed, udmattelse og søvn) ved at sammenligne medarbejdere i indsatsgruppen med medarbejdere i kontrolgruppen, som arbejdede, som de plejede.
Effekt på sygefravær
Til gengæld var der en klar positiv effekt på sygefraværet ved at sammenligne medarbejdere i indsats- og kontrolgruppen. Det kortvarige sygefravær (op til 14 dages varighed) faldt med 11 pct., og det længerevarende (mere end 14 sammenhængende dages varighed) faldt med 16 pct. 2½ år efter undersøgelsens start.
Modstridende resultater
Forventningen var, at indsatsen ville føre til øget medarbejdertrivsel, og at øget medarbejdertrivsel ville føre til reduceret sygefravær. Sådan gik det imidlertid ikke. Reduceret sygefravær kan tilsyneladende ikke forklares af øget trivsel. Det vil vi gerne undersøge nærmere for at finde ud af, om medarbejdernes helbred blev bedre, eller om der var andre grunde til, at sygefraværet faldt.
Indsatsen i Pionerprojektet: Et trinvist forløb med medarbejderinvolvering
I indsatsgruppen deltog TRIO og øvrige medarbejdere i et trinvist og struktureret forløb, der involverede medarbejderne igennem hele forløbet. TRIOen stod i spidsen og var ansvarlig for implementeringen i den enkelte daginstitution med deltagelse af resten af medarbejdergruppen. TRIO og medarbejdere i hver enkelt daginstitution modtog konsulentstøtte af professionelle arbejdsmiljøkonsulenter i hele perioden på ca. to år.
Fokus på kerneopgaven
TRIOerne i indsatsgruppen deltog i seminarer og workshops. Seminarer og workshops handlede om udvikling og implementering af lokale aktiviteter, forandringsledelse, arbejdsplads-kultur og selvevaluering. Baseret på seminarer, workshops og konsulentstøtte udviklede og implementerede TRIO og medarbejdere i de enkelte daginstitutioner forskellige aktiviteter, som de fandt nødvendige for at kunne fokusere på kerneopgaven.
“… det handlede jo om at få løst alle de her ting, som lavede så meget støj på linjen, så der ikke var tid til kerneydelsen, og det der var vigtigt, det var at skabe tryghed, så folk havde overskud til at yde kerneydelsen og havde ro til det”, (Pædagogisk leder i en daginstitution i indsatsgruppen).
Lokale aktiviteter tilpasset den enkelte daginstitution
Generelt arbejdede medarbejderne på at ændre forhold i arbejdet, så de i højere grad blev i stand til at udføre kerneopgaven. Konkret var der nogle, som udarbejdede nye arbejds- og ferieplaner, andre arbejdede på at forbedre den daglige kommunikation og feedback. Derudover arbejdede nogle med indretningen af arbejdspladsen, fx ved at indrette en garderobe til børnene, så det blev nemmere at komme udenfor på legepladsen, mens andre opførte nye rum i rummene, fx til pauser og til udførelse af arbejdsopgaver, som kræver ro.
Samarbejdspartnere i projektet
• Grontmij A/S.
• Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.
• Center for Industriel Produktion, Aalborg Universitet København.
• Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Om Pionerprojektet:
Hensigten med Pionerprojektet var at afprøve en arbejdsmiljøindsats, som havde til formål at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø ved at fokusere på kerneopgaven. Indsatsen blev gennemført i 78 vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner i Københavns Kommune. De 44 var i indsatsgruppen, og de 34 i kontrolgruppen. Elisabeth Framkes Ph.d.-afhandling bidrog til at evaluere Pionerprojektet.
Læs mere her:
Effect and process evaluation of a participatory organizational intervention focusing on core job tasks
Effect of a participatory organizational-level occupational health intervention on job satisfaction, exhaustion and sleep disturbances: results of a cluster randomized controlled trial
Effect of a participatory organizational-level occupational health intervention on short-term sickness absence: a cluster randomized controlled trial
Læs mere