De færreste strategier fejler, fordi de er dårligt formuleret. De fejler, fordi de ikke bliver implementeret. Hverdagen tager over, opbakningen mangler, eller implementeringen gribes forkert an.
Skal strategien blive til virkelighed, er det værd at kende disse tre typer strategier og de krav, de stiller til ledelsesteam:
- Den rationelle – hvor du planlægger, sætter retning og styrer mod et klart mål – skruer op for din planlæggende og styrende ledelse
- Den emergerende – hvor retningen formes og udvikler sig undervejs – skruer op for visionsledelse, spørgsmål og støttende ledelse
- Den evolutionære – hvor du prøver dig frem og griber de muligheder, der opstår – skruer op for risikovillighed og opportunisme
De fleste organisationer arbejder med alle tre strategityper samtidig. Problemet opstår, når emergente eller evolutionære udfordringer behandles med rationelle værktøjer, eller der går for meget støtte og proces i det, der bør implementeres rationelt.
Strategisk modenhed handler derfor om at kunne diagnosticere situationen og tilpasse både implementering og ledelsesadfærd. Ofte kræver det, at man mestrer flere ledelsesstile parallelt.
Læs også: Fra plan til handling: 4 råd til at lykkes med implementering
1. Den rationelle strategi – når verden er relativt forudsigelig
Den rationelle strategi er den klassiske tilgang, som den amerikanske professor Michael Porter har beskrevet. Lederteamet analyserer sig frem til et mål, identificerer gap’et til i dag og planlægger den mest effektive vej derhen. Implementeringen sker via projekter og programmer. Strategien egner sig, når:
- Mål og succeskriterier kan defineres klart
- Sammenhænge mellem indsats og effekt er kendte
- Forudsigeligheden er høj (selv ved teknisk kompleksitet)
Typiske eksempler er strategier, der handler om teknik, anlæg, it og bygningsdrift. Ledelsens opgave er at skabe klarhed, prioritere ressourcer, styre fremdrift og håndtere afvigelser.
Strategien fejler, når omgivelserne ændrer sig hurtigt, eller når problemerne først viser sig undervejs. Eller med professor Bent Flyvbjergs ord, at der simpelthen planlægges for optimistisk og med for lidt inddragelse af tidligere erfaring. Det kan også være, at I som lederteam bedst trives med inddragende processer, men det er slet ikke sikkert, det er svaret, når det handler om at gå fra A til B af den bedste vej.
2. Den emergerende strategi – når vejen formes undervejs
Den emergerende strategi tager udgangspunkt i usikkerhed. Retningen er tydelig, men vejen opdages løbende. Strategien fungerer ifølge den canadiske professor Henry Mintzberg som en ramme, ikke en detaljeret plan. Den egner sig, når:
- Problemet er komplekst og præget af menneskelige dynamikker
- Læring og adfærdsændringer er afgørende for succes
Eksempler er strategier, der tager et opgør med kultur, mindset og vaner, ofte også parallelt til rationelle strategier. Implementeringen sker gennem eksperimenter og prøvehandlinger, og ledelsesrollen ændrer sig:
- Mindre styring, mere observation af det, der sker i organisationen
- Mindre kontrol, mere feedback
- Færre svar, flere spørgsmål
Lederen skal være tæt på praksis, sikre retning og læring og forstærke det, der virker.
Strategien fejler, hvis retningen bliver uklar, hvis lederen ikke involverer sig tæt på praksis, hvis lederen reelt ikke tør give organisationen plads, eller lederen giver så meget plads, at alt bliver tilladt.
3. Den evolutionære strategi – når omverdenen bestemmer
I den evolutionære strategi er det omverdenen, der afgør, hvad der virker. Strategi handler om at skabe variation og lade marked, borgere eller brugere selektere. Den egner sig, når:
- Usikkerheden er høj
- Forandringer sker hurtigt
- Succes afgøres uden for organisationen
Eksempler er fx GenAI, hvor mange parallelle forsøg afgør, hvad der bør skaleres. Implementeringen sker gennem prototyper, pilotsatsninger og hurtig frasortering. Ledelsens opgave er ikke at vælge rigtigt på forhånd, men at skabe rammer for forsøg, sætter et højt tempo i afprøvninger, sikre læring og modet til at lukke initiativer og være opportunistiske. Succes er ikke, at alt lykkes – men at noget lykkes, og andet fejler i tide.
Strategien fejler, hvis I bruger for meget tid på at sætte mål, i praksis ikke tør lukke fejlslagne forsøg eller har for langsomme og bureaukratiske beslutningsprocesser.
Strategisk modenhed
Strategisk modenhed er, at I som ledelsesteam kan diagnosticere, hvilken strategitype, evt. kombination af strategityper, der er den rigtige for den situation, I står i, og tilpasse implementering og ledelsesstil.





