For nogle ledere betyder frisættende ledelse, at man skal holde endnu flere personlige samtaler med medarbejdere end tidligere, fordi de har brug for at forstå, hvordan de skal agere i den nye virkelighed, hvor der ikke er én leder, der skal ind over alle beslutninger. For andre ledere handler det nye og det svære om at håndtere det kontroltab man oplever, når man frisætter.
I anden episode af podcastserien om frisættende ledelse fra Væksthus for Ledelse deler to ledere deres erfaringer med at navigere i den forandrede lederrolle, som frisættende ledelse medfører.
Mød cheflæge Peter Kampmann fra Rigshospitalet, Jeppe Lauge Nielsen fra Landsbyen Sølund i Skanderborg Kommune i denne podcast og læs med nedenfor.
Fra styring til støtte og rammesætning
For at lykkes med frisættende ledelse skal lederen være endnu mere lyttende, samlende og spørgende end nogensinde før. Der skal skrues op for den coachende og faciliterende del af lederrollen, men uden, at det bliver uklart, hvilken retning man arbejder i, og hvad rammerne for en beslutning eller et initiativ er. Lederen skal sætte tydelig retning og rammer for det, der skal udføres eller besluttes.
For nogle ledere vil det kræve nye kompetencer og en ny tilgang til ledelse, hvor man skal aflære at give svar og tage beslutninger, når folk kommer og efterspørger det automatisk. I stedet skal man hjælpe medarbejderne hen til selv at tage beslutninger.
Peter Kampmann og Jeppe Lauge Nielsen forklarer i podcastepisoden, hvordan de arbejder med at være rollemodeller for den nye ledelsesform. De deler eksempler på, hvordan de i praksis arbejder med rollebeskrivelser, cirkler med beslutningskraft og strukturer, hvor personalet rådfører sig med hinanden.
Sådan ændrer din lederrolle sig i frisættende ledelse
Podcastvært og organisationspsykolog Line Hvilsted peger på baggrund af samtalen i podcasten på en række skift, du med fordel kan arbejde bevidst med for at trives i den nye lederrolle:
- Gå fra kontrol til kurs og kommunikation
Ret fokus mod kurs og retning i stedet for kontrol. Vær vedholdende i kommunikationen og gentag budskaberne – også når organisationen forandrer sig, og tidligere aftaler mister aktualitet. Tegn billedet op igen og igen, så alle kan se, hvor I skal hen – og inviter både mellemledere og medarbejdere til at gøre det samme. - Accepter ikke at vide og se alt
Accepter, at du ikke kan have overblik over alt. Stol på medarbejdernes dømmekraft. Når der sker fejl, så fasthold den frisættende tilgang og brug situationerne som læring i stedet for at gribe til micro management. - Arbejd aktivt med mindset, mod og kontroltab
Træn dit mindset til at rumme tvivl og uforudsigelighed. Modstå fristelsen til at tage styring og tilbagekalde frisættelsen i krisesituationer, eller hvis der sker fejl – og fasthold involvering i både analyse og løsninger. - Beskriv din ledelse på nye måder
Tænk i nye metaforer for din ledelsesopgave – fx som beskrevet i podcasten; fra ‘op og ned’ til ‘frem og tilbage’. Bevæg dig mellem strategisk fremtid og organisatorisk nutid, og sørg for at oversætte og involvere rettidigt. Se dig selv som en klubleder, der arbejder for fællesskabet og ser menneskene i organisationen. - Undgå faldgruberne
Vær opmærksom på at undgå:
• Pseudofrisættelse – frisæt ikke kun på papiret
• Overfrisættelse – efterlad ikke medarbejdere uden støtte
• Egofælden: Vær opmærksom på, at medarbejdere handler i forlængelse af fællesskabet og organisationens formål og ikke tager egobeslutninger. - Tilpas mødefora og strukturer
Justér mødefora og beslutningsstrukturer i takt med, at organisationen udvikler sig. Fordel ledelsesopgaver i roller og cirkler med beslutningskraft. Husk, at udviklingen sker i forskelligt tempo – vær tålmodig og justér løbende.
Din nye rolle: Facilitator, historiefortæller og meningsskaber
Den nye ledelsesrolle kan på baggrund af drøftelserne i denne podcast beskrives ved at sige, at ledere både skal være facilitator, historiefortæller og meningsskaber – og være den, der holder rummet med retning og rammer, så andre har høj grad af handlefrihed inden for rummet. Og husk, at du ikke er alene.
Hør podcasten:
Deltagere i episoden
Peter Kampmann, cheflæge i Afdeling for Blodsygdomme, Rigshospitalet, Region Hovedstaden
• Jeppe Lauge Nielsen, boenhedsleder, Landsbyen Sølund, Skanderborg Kommune
Podcastvært: Line Hvilsted, organisationspsykolog og podcastvært, chefkonsulent i Region Midtjylland samt projektleder i Væksthus for Ledelse






