Forskere har gennemført et eksperiment, hvor 150 forsøgspersoner blev inddelt i tre grupper med den opgave at vælge en kandidat til et job. I hver gruppe blev der udpeget en tilfældig leder, som var ansvarlig for at træffe den endelige beslutning, men alle i gruppen skulle bidrage.
Undersøgelsen viste, at gruppemedlemmerne vurderede at lederne, som viste flest narcissistiske træk var mest effektive. Men de tog også de dårligste beslutninger. De valgte den mindst velegnede kandidat.
– De narcissistiske ledere havde en negativ effekt på gruppens præstation. De hindrede kommunikation mellem gruppemedlemmerne, fordi de var så selvoptaget og autoritære, siger forskningslederen Barbora Nevicka til Medicalxpress.com.
Nevicka Barbora mener dog, at en narcissistisk leder kan være god i nogle situationer. I krisesituationer har folk fx behov for, at en stærk og dominerende person tager styringen. Men i hverdagen, hvor kommunikation og videndeling er essentiel i forhold til at træffe de rigtige beslutninger, skader den narcissistiske leder organisationen. ‘
– Gode ledere muliggør kommunikation ved at stille spørgsmål og opsummere en samtale – det er narcissister alt for selvoptaget af, siger Barbora Nevicka.
Narcissistiske personlighedstræk
- Man har en grandios, dvs. overdrevet, følelse af at man er meget betydningsfuld
- Man er optaget af forestillinger om ubegrænset succes, magt, skønhed og ideel kærlighed
- Man tror at man er speciel og unik og kun kan blive forstået af andre som er specielle eller har en høj status
- Man har brug for ubegrænset beundring
- Man har urealistiske forventninger om at man har krav på at blive behandlet særligt favorabelt
- Man udnytter andre til at opnå sine egne mål
- Man er ikke villig til at anerkende andres følelser eller mål
- Man er ofte misundelig på andre eller tror at andre er misundelige på en selv
- Man har en arrogant eller hånlig attitude
Kilde: netpsykiater.dk
Forskningsstudiet er lavet af Barbora Nevicka med flere på Universitet i Amsterdam og det publiceres snart i tidsskriftet Psychological Science.
Mere om undersøgelsen:
De udpegede ledere, og deltagerne fik forskellig information om kandidaterne som skulle vælges til jobbet. Hvis grupperne delte deres unikke viden i gruppen og med lederne, og lederne brugte denne viden til at træffe deres beslutning, ville den bedste kandidat blive valgt.
Efter gruppernes opgave var udført skulle gruppemedlemmerne efterfølgende vurdere ledernes arbejde. Lederne skulle også lave en selvevaluering af sine lederegenskaber, som også målte narcissistiske træk. Derudover blev det undersøgt, hvordan og hvor meget viden gruppen havde delt.
Læs mere