Hvordan løser man en opgave sammen, når man ikke kan tale sammen? Spørgsmålet, der sætter begrebet ‘borgeren først’ på spidsen, kommer fra Niels Åkerstrøm Andersen, der er professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Hans pointe er, at en læge, en pædagog, en psykolog, en socialrådgiver og andre fagpersoner fra forskellige offentlige systemer, kan have helt forskellige opfattelser af begrebet ‘borger’. Og derfor kan de også have forskellige tilgange til, hvordan man sætter en borger først.
Et semantisk trick
Fra omkring år 2000 begynder vi at tale om at sætte borgeren i centrum, og i dag taler vi om at sætte borgeren først. Det ser Niels Åkerstrøm Andersen som et forsøg på at binde en offentlig sektor sammen, der er blevet mere og mere opsplittet og kompleks. Hvor begrebet “medborger” handlede om at ændre forholdet mellem forvaltning og borger, så handler “borgeren i centrum” og “borgeren først” mere om at ændre det interne samspil i forvaltningen, vurderer Niels Åkerstrøm Andersen.
“Den offentlige sektor er med tiden blevet delt op i flere og flere sektorer, der er knyttet til forskellige sociale systemer og fagområder. Det vil sige, at vi har nogle systemer, som er blevet mere og mere afhængige af hinanden, men som ikke kan tale sammen. De kan godt forstå og iagttage det hinanden siger, men det har mest karakter af en slags produktive misforståelser. Altså at man oversætter det, den anden siger til noget, der giver mening i ens eget meningsunivers. Sundhedssystemet kommunikerer i en kode, der hedder “sund eller syg” og ser alt fra den vinkel. Økonomiens kode er “at have eller ikke at have” og retssystemet ser “ret eller uret”. Alle de forskellige systemer kan forstå verden, men kun ud fra deres eget blik. Med idealet om samskabelse bliver “borgeren først” gjort til et semantisk trick, hvor man tror, at man mødes om den samme borger,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.
Vi har ikke borgeren til fælles
Hvem borgeren er, og hvad borgeren har brug for, afhænger af øjnene, der ser, også selvom man bliver enige om at sætte borgeren først.
“Hvis man på tværs af nogle systemer siger, at man vil sætte borgeren først, forudsætter man, at det er den samme borger i alle systemerne. Man vil signalere, at det er en moderne offentlig sektor, som ikke vil klientgøre borgeren. Man leger den leg, at ‘borgeren har vi da tilfælles’, men hvis vi kigger nøje efter, så har vi ikke borgeren tilfælles,” siger Niels Åkerstrøm Andersen og nævner en fiktiv situation, som symbol på problematikken: Et rehabiliteringsteam i en socialforvaltning, der skal vurdere, om en borger skal på førtidspension eller kan klare et job.
“I sådan et team kan der være en læge, der ser på borgeren som en patient med en eventuel sygdomstilstand. Måske er der en pædagog, der ser borgeren som et slags barn – en person, der er formelig, har potentiale og kan udvikle sig. Der er måske også en socialrådgiver, der ser borgeren som omsorgstrængende”.
Tomme kerneopgaver
En metode til at få fælles fodslag om, hvordan borgeren skal serviceres og sættes først, er at formulere en kerneopgave, men ifølge Niels Åkerstrøm Andersen bliver den kerneopgave tit blottet for indhold, netop fordi der er forskellige synsvinkler på borgeren.
”På en skole vil lærerne måske sige, at kerneopgaven er undervisning, men fordi der også er rengøringspersonale og sundhedsplejerske og så videre, må skolelærerne ikke tage monopol på kerneopgaven. Og så ender man med at sige, at kerneopgaven er læring. Og det er, fordi ingen ved, hvad det er. Alle synes, de kan bidrage med noget inden for betegnelsen ’læring’. Men de ser noget forskeligt – ligesom når man taler om borgeren.”
Risikoen er, ifølge Niels Åkerstrøm Andersen, at de mange blikke på borgeren resulterer i, at man vedtager en kerneopgave, der er så abstrakt, at den er svær at være uenig i, men til gengæld kan rumme kompleksiteten af mange blikke og skabe illusionen om fællesskab. Men den vedtagne kerneopgave kan ligefrem blive en forhindring, fordi man forventer, at de forskellige faggrupper taler samme sprog og ser på begrebet borger på samme måde. Det kan resultere i skuffelser.
Fem fokuspunkter til at sætte borgeren først
1) Borgeren er altid en borger for en iagttager.
2) Vi kan blive meget bedre til at koble de forskellige fagligheder og kommunikative blikke.
3) Ordet “fællesskab” kan skabe illusionen om, at alle faglighederne er lige. Men der er jo også en kamp mellem de forskellige blikke.
4) Vi må skelne mellem, hvornår “borgeren først” faktisk handler om borgeren, og hvornår borgeren mere bliver et slags værktøj for intern koordinering på tværs af fagligheder og koder.
5) Endelig må vi overveje, hvilke systemer og fagligheder vi eventuelt ekskluderer i vores tværfaglige søgen efter mødesteder og muligheder.
Antologien er gratis, og du finder den her:
I bogen finder du følgende kapitler:
Kapitel 1: Jette Runchel: Borgeren må aldrig komme i klemme, fordi systemerne er uenige
Kapitel 2: Lotte Bøgh Andersen: Derfor er det så besværligt og så vigtogt at sætte borgeren først
Kapitel 3: Niels Åkerstrøm Andersen: Vi tror, at vi har borgeren til fælles
Kapitel 4: Dorthe Crüger: Fra systemets til patienternes sygehus
Kapitel 5: Søren Viemose: Spørg, hvad du kan gøre for din borger
Kapitel 6: Helle Bro: Drop den sproglige distance og tal borgernes sprog
Kapitel 7: Malene Kjær-Jepsen: Nej, der er ikke brug for flere personer rundt om bordet
Kapitel 8: Jocelyn Bourgon: Det handler ikke om penge
Kapitel 9: Taarnby Kommune: Der er masser af logikker, der spænder ben for at sætte borgeren først
