Den offentlige sektor står over for stadigt større krav om kvalitet og værdi for borgerne, samtidig med at reformbølger kontinuerligt skaber nye rammer for ledelsesarbejdet. Dette skaber både muligheder og udfordringer for offentlige ledere, som skal navigere mellem reformkrav, udvikling og daglig drift.

For at møde disse udfordringer bedst muligt har Væksthus for Ledelse og de fem chefforeninger: Kommunaldirektørforeningen, Økonomidirektørforeningen, Børne- og kulturchefforeningen, Kommunale Velfærdschefer og Kommunalteknisk Chefforening sat sig sammen og samlet en række allerede tilgængelige værktøjer og øvelser og tilføjet nye i en samlet redskabspakke til ledere, HR-afdelinger og udviklingsafdelinger.

Film, øvelser og redskaber til at arbejde med reformer i praksis

Den nye redskabspakke består af både film, interaktive praktiske øvelser og konkrete redskaber til at drøfte og arbejde med.

Temaerne er:

  • Rammevilkår for faglig ledelse
  • Ledelsesspænd
  • Ledelseskæden, herunder direktion og chefer
  • Faglig ledelse

Redskaberne er tilgængelige som en digital pakke på Lederweb.dk og samlet i et fysisk hæfte med QR-koder, der fører direkte ind til en øvelse, en film eller et redskab.

Nogle af de film, øvelser og redskaber, der er med i den nye samling, er udarbejdet i forbindelse med tidligere publikationer i Væksthus for Ledelse, mens andre er nye – fx øvelser om faglig ledelse af fire aktuelle reformer – og de lanceres i et fællesskab mellem Væksthus for Ledelse og de fem chefforeninger.

Materialet er tilgængeligt digitalt og designet til at kunne bruges direkte i praksis – både individuelt og i ledergrupper.

Med dette initiativ ønsker Væksthus for Ledelse og chefforeningerne at bidrage til at styrke offentlige lederes kompetencer i en tid præget af reformer og udvikle værktøjer og tiltag, der understøtter HR- og udviklingsafdelinger i dette arbejde.

Værktøjerne giver ikke færdige løsninger, men skal være afsæt for drøftelser og refleksion. De kan derfor let bruges direkte i praksis – fx af en ledergruppe som afsæt for en fælles drøftelse eller af en faglig leder til personlig refleksion. Hensigten er også, at en HR- eller udviklingsafdeling let kan tilpasse øvelserne til lokalt brug. For eksempel er der flere standardkoncepter, hvis der skal gennemføres en spørgeskemaundersøgelse blandt lederne.

Se hele pakken på Lederweb.dk via linket nedenfor. Her kan du også downloade eller bestille folderen, som samler alt materialet og indeholder QR-koder og links til de enkelte redskaber og øvelser.

Download og bestil hele pakken her:
Film, øvelser og redskaber om faglig ledelse og ledelseskæden

Publikation

Film, øvelser og redskaber om faglig ledelse og ledelseskæden

Forsiden af folder, der ligger ovenpå et opslag fra folderen.