At kunne holde hus med ressourcerne er en afgørende kompetence i nutidens kommunale og regionale virkelighed.

Den beskrives ikke som bogholderkunst eller regnearksledelse, men mere som en udpræget sans for forretning og økonomisk diplomati samt en særlig kreativitet, når det gælder om at finde ekstra ressourcer og få dem til at strække.

Lederne er opmærksomme på betydningen af at kunne skabe lidt ”luft i økonomien”, ved fx at søge supplerende finansiering, omdisponere inden for budgettets rammer, være omkostningsbevidste
og udvise rettidig omhu, når der er brug for at skære.

Ledere, der udøver kompetencen fremragende:

  • Udviser en økonomisk bevidsthed og kompetence ud over det sædvanlige; de ser en stabil og sund økonomi som helt afgørende og integrerer systematisk det økonomiske aspekt i
    deres beslutninger og strategier.

  • Tænker kreativt over finansieringskilder og bryder ofte med traditionel budget- og kassetænkning for at kunne realisere nye ideer og projekter.

  • Foregriber økonomiske udfordringer for at forebygge negative konsekvenser eller høste særlige fordele; er klar til at træffe upopulære beslutninger og udøve stram styring for at få økonomien til at balancere.

  • Forstår de vigtigste nøgletal og økonomiske mekanismer og manøvrerer kompetent i komplekse og politiske forhandlinger om budgetter, investeringer og leverancer.

  • Bruger deres økonomiske sans aktivt i dialogen med politikere, chefer og medarbejdere; opmuntrer og involverer medarbejdere i at finde nye og bedre måder at bruge ressourcerne
    på i den daglige drift.

Når kompetencen svigter …

Når ledere ikke mestrer kompetencen, kan det fx vise sig ved, at de:

  • Er for urealistiske i deres vurdering af, hvad der økonomisk kan lade sig gøre; kan have svært ved at sige nej til spændende forslag til aktiviteter, selv om de ikke kan gennemskue de økonomiske konsekvenser.
  • Holder økonomiske udfordringer for tæt til kroppen og undlader at involvere andre aktivt i at løse fx budgetmæssige problemer eller besparelser.
  • Har problemer med at gennemskue komplekse sammenhænge i økonomien og at manøvrere sikkert nok, når de vigtige økonomiske slag skal slås.

Bestil publikationen Ledere der lykkes 2