2011 var året, hvor en række begivenheder kom til at gøre de tendenser og trusler, der vil forme vores fremtid, umulige at ignorere.
Vækst der er bæredygtig
Globalt bekræftede atomkatastrofen i Japan bekymringerne over energikildens risici, samtidig med at den tsunami, der udløste den, endnu engang stak os klimaforandringerne op i øjnene. Angående atomkraft tog Tyskland straks konsekvensen. Mod årets slutning bliver det samtidig klart, at olieressourcerne ikke blot er absolut begrænsede, men at denne begrænsning intensiveres relativt at BRIC landenes industrielle udvikling. Priserne eksploderer. Hvis vi kan abstrahere fra vores egne fordele og fordelingsproblemer med Nordsøolien, så er det svært at overse, at verden må finde nye løsninger på energiproblemet.
Dermed tematiseres begrebet om en vækst, der er bæredygtig. Men vækst og velfærd hænger fatalt sammen under kapitalismen. Den globale ulighed, der også viser sig indenfor i-landenes egne grænser, kompenseres gennem en fanatisk fastholdelse af de klassiske vækstmekanismer, men samtidig udhules hele dette strategiske kompleks indefra af den sygdom, der gror i kapitalismens vitale centrum, finanssystemet. Indenfor EU har det ført til statslige regulerings-initiativer overfor finansmarkederne af et omfang, der aldrig har været set før, og det har samtidig afsløret EU’s svagheder som politisk system.
Parallelt med disse officielle initiativer har borgerne reageret. Det er sket spektakulært gennem Occupy Wall Street bevægelsen, der er iværksat på tværs af politiske ideologier, klasser og generationer. Og det sker gennem et stigende ubehag ved selve det kapitalistiske system med dets profitfokusering og dertil hørende udbytning af mennesker og natur. Et bredt behov for nye samfundsmodeller og nye koncepter om vækst kan fornemmes.
Politiske begivenheder som det arabiske forår har understreget, at forvandlinger, der synes utænkelige, kan ske på dette plan, fordi menneskers frihedstrang ikke kan undertrykkes i længden. Men i lyset af tilstanden på den anden side af kloden, hvor republikanerne bruger et reaktionært og aggressivt begreb om frihed til at destruere alle demokraternes forsøg på at genrejse det amerikanske samfund og skabe bare lidt mere social lighed, er frihed stadigvæk mange ting.
Fokus på innovation
Overfor hele dette scenarium står så de enkelte landes, og ikke mindst vort egets, maniske fokus på teknologisk innovation, som løsningen på det problem, som den engelske nationalbankdirektør formulerede for et par måneder siden: At der vil komme en ny krise, og at den vil være den værste i kapitalismens historie.
På innovation ligger det stigende pres om at honorere kravene fra behovet for alternative strategier for vækst, og Danmark har traditionelt været stærk her med udnyttelsen af vindenergien, samtidig med at innovation hos os stadigvæk skal være med til at styrke velfærdssamfundet. Det er en enorm, politisk opgave, at gøre innovation til et gennemgribende velfærdsprojekt, der ikke kun gavner inden- og udenlandske investorer.
Da vi jo også har haft folketingsvalg i 2011 kan innovation måske blive tænkt mere i det regi af den frihed, der synes at være det års tema. Samarbejdsdrevet Innovation har jo længe været på vej, og decideret udlicitering har bevisligt fremtrådt som ineffektivt, men innovation og frihed kombineres jo ikke mindst gennem den bemyndigelse til selvorganisering, og herunder eksperimenter med ledelse og fordeling af arbejdet i det offentlige, som tillid skaber. Vejen ind i 2012 synes at kunne stå i tillidens tegn, først og fremmest politikernes tillid til det offentlige og den reduktion af kontrol, opsyn og dokumentation, der følger heraf. Som altid får lederne bolden.
Lederens 2011
I 2011 er fokus på ledelse blevet endnu mere intens, men med stærkere betoning af et større behov for stærk ledelse og dermed af lederens personlighed. Koncentrationen omkring lederes og medarbejderes bevidsthedstilstand er blevet hæftigere.
Teori-U er blevet en landeplage, og med den en vifte af uhåndgribelige henvisninger til såkaldt ”mindfulness” og spiritualitet. Som intimteknologier er sådanne tendenser ikke svære at afkode, for intuitionen, det som vi ved og kan, uden at vide, hvordan vi ved og kan det; og kontemplationen, den evne til effektivere udnyttelse af personlige ressourcer som fordybelse og pauser (uden rygning, eller selvfinansieret, hvis man ryger) giver, er jo dybt raffinerede måder at ”udfylde arbejdsdagens porer på”, som Karl Marx skrev om maskinsystemernes styring af arbejdet.
Vidensarbejdere bruger maskiner, nemlig computere, der endnu ikke direkte styrer deres tempo, men den evne til kontrol af præstationsniveau og tempo, tidsforbrug og individuel fantasi, der ligger i databehandlingssystemerne, er vel det, der kommer på dagsordenen i 2012. Det kapitalistiske arbejdsliv lader ingen muligheder for udnyttelsen af arbejdskraften ubrugte.
Her er der som aldrig før brug for ledere, der har afklaret deres værdigrundlag og kan stå fast på lederens vigtigste opgave: At drage omsorg for medarbejderne og sikre fællesskabets gavn af løsningen af opgaverne.
Men med informationspresset, vidensdelingen og networking-kravene forbundet med stigende kontrol af selvledelse vil stress og udbrændthed stige yderligere i 2012 – med og uden meditation, spiritualitet, røgfri pauser og pligt til brug af intuition og fantasi. Her er det helt afgørende, at de ansatte formår at solidarisere sig, så den sundhedspolitiske agende, der giver dem selv skylden, kan brydes. Vi bør se mere til fagforeningerne på denne slagmark i 2012.
I 2011 blev det for alvor tydeligt, ikke mindst med valgets temaer og konfrontationer, at de svages sociale rettigheder nu atter skal reduceres til almisser. Vi vil ikke vide af ”tabere”. Privatskolerne er eksempelvis på få år blevet eliteskoler, hvor ambitiøse forældre slås med næb og klør for deres børns fremtid som ”vindere”, og man må håbe, at den nye regerings, og heldigvis stadigvæk de ansattes og mange borgeres, velvilje kan gøre folkeskolen til andet og mere end skraldespand for utilpassede elementer.
I 2011 kom der for alvor gang i lykkeregnskaberne, og Bhutan med sine nogleoghalvfems lykkeparametre, blev trods sin agrare totalitarisme ophøjet til ideal for det avancerede industrisamfund. Dog, lykke er ikke et selvpromoveringsprojekt. Den handler om at kunne være sig selv bekendt, altså om at glemme sig egen lykke og tænke på andres.
Hvad er grundene til, at vi ikke sammen prøver at gøre 2012 til det år, hvor vi beviser, at Danmark trods alt i sin kerne bærer kraften til at lade en kultur blomstre, hvor få har for meget og færre for lidt; hvor vi tænker på hinanden i stedet for på os selv? Vi har trods alt en national tradition og dermed erindringer, eksempler til efterfølgelse og værdier, at trække på.
Læs mere
