Hvad kan topledelserne i landets kommuner og regioner gøre for at skabe attraktive arbejdspladser, som tiltrækker og tilknytter medarbejdere? Det er et vigtigt punkt på de kommunale og regionale direktioners agendaer.
I denne podcast fra Væksthus for Ledelse drøfter Thomas Nordborg Jaap, der er kommunaldirektør i Fredericia Kommune, Hanne Andersen, der er sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt, og Christian Bøtcher Jacobsen, der er professor i sundhedsledelse på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og medlem af Robusthedskommissionen, tilknytning og det at skabe en attraktiv arbejdsplads gennem fleksibilitet og god ledelse.
“Når man har motivation, har man mere lyst til fortsat at være en del af arbejdspladsen. Så man kan sige det på den måde, at topledelsens rolle langt hen ad vejen er at sikre, at rammerne og betingelserne for motivation og trivsel er til stede for medarbejderne”, siger Christian Bøtcher Jacobsen som sit bud på, hvad topledere kan gøre for at skabe tilknytning til arbejdspladsen.
Men selvom topledelsens opgave ifølge professoren i første omgang er at sætte retning, skal der være plads til, at man længere nede i organisationen kan have indflydelse og autonomi, pointerer han:
“Fordi vi ved, at både for ledere og medarbejdere på lavere niveau hviler motivation også på oplevelsen af at have indflydelse”.
Både Thomas Nordborg Jaap og Hanne Andersen er enige om, at fleksibilitet er vigtigt ift. at skabe tilknytning og attraktive arbejdspladser.
”Jeg tror faktisk, at fleksibilitet er et nøglebegreb. Vi har lige lavet en personalepolitik, hvor et af hovedfokuspunkter er et fleksibelt arbejdsliv”, fortæller Thomas Nordborg Jaap, men tilføjer:
”Fagligheden skal gå hånd i hånd med fleksibiliteten. Så vi skal have en fleksibilitet, men med respekt for kerneopgaven”.
Det er Hanne Andersen helt enig i og siger:
”Fagligheden må man ikke glemme, når man taler om rammer og vilkår. Fordi noget af det som også driver, og især hvis man ikke er nok på arbejde, det er, at man faktisk er kompetent til opgaven. Så den faglige ledelse har vi måske haft for lidt lys på i forhold til at tale rammer og fleksibilitet. Så mere lys på det”.
Lyt til hele podcasten her og få også deltagernes bud på, hvordan ledelsesrollen kan tales op og dermed være med til at sikre, at der også er et vækstlag af morgendagens ledere.
Podcasten varer ca. 30 minutter.
Medvirkende:
Thomas Nordborg Jaap, kommunaldirektør i Fredericia Kommune
Hanne Andersen, sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt
Christian Bøtcher Jacobsen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet
Vært, tilrettelæggelse og produktion: Tue Sørensen, Aloud Media