Psykologisk tryghed er ikke kun noget, der er til stede på arbejdspladser med lutter venlige ansigter, harmoniske samtaler og uendelige mængder omsorg og forståelse. Det er også at give plads til forskellighed, faglig uenighed og intense diskussioner. Det er netop i de situationer, I lærer af jeres fejl og finder nye løsninger sammen.
I publikationen ‘Et tiltrækkende arbejdsmiljø – tre veje til bedre samarbejde og trivsel‘ fra Region Syddanmark bliver det bl.a. uddybet, hvordan psykologisk tryghed styrker arbejdsmiljøet.
Begrebet psykologisk tryghed tilskrives forskeren Amy Edmondson fra Harvard University. Begrebet beskriver et samarbejdsklima, hvor man kan føle sig tryg ved at dele bekymringer, tvivl, fejl, spørgsmål og ideer, fordi man ikke frygter negative personlige konsekvenser. Edmondsons forskning viser, at teams med høj psykologisk tryghed oplever flere fejl og har flere diskussioner, men også mindre alvorlige fejl, større tilfredshed og mere innovation. Derfor er der god grund til at tro, at psykologisk tryghed er en vigtig del af et tiltrækkende arbejdsmiljø.
Her er nogle af de vigtigste pointer i teorien om psykologisk tryghed:
- I teams med høj psykologisk tryghed oplever den enkelte ikke at blive straffet eller ydmyget for at dele ideer, spørgsmål, bekymringer eller fejl.
- På en psykologisk tryg arbejdsplads kan man derfor åbent dele sine tanker, tvivl og mellemregninger og sige sin mening – selv om man ved, at nogle vil være uenige.
- Målet i arbejdet er ikke at fremstå perfekt, men at sikre fælles læring, udvikling og nytænkning.
- Teams med psykologisk tryghed opsøger ligefrem forskellighed, uenighed, tvivl og fejl, fordi det er her, den fælles læring befinder sig.
Med en høj grad af psykologisk tryghed, slipper medarbejderne for at ”skulle passe to job”; at lykkes med selve arbejdet og at skulle se perfekt eller ufejlbarlig ud imens. Psykologisk tryghed er et samarbejdsklima i en gruppe, hvor individerne kan være sig selv og bringe vigtige, svære og kontroversielle emner op. Denne forskellighed er essentiel og kan bruges til at finde bedre løsninger sammen.
Her er fem spørgsmål, som I kan stille for at reflektere over den psykologiske tryghed i jeres team:
Fem spørgsmål til eftertanke og dialog Tænk over spørgsmålene, og tal gerne ud fra konkrete eksempler. 1. Hvor ofte går vi åbent og nysgerrigt til arbejdet, som om vi skulle løse et problem ud fra forskellige perspektiver? 2. Hvordan reagerer vi typisk, hvis nogen kommer med nye ideer, der ikke passer ind i vores vante måde at gøre tingene på? 3. Hvor gode er vil til at efterspørge, give og modtage konstruktiv feedback? 4. Hvordan opmuntrer vi hinanden til at stå frem og fortælle om fejl, tvivl og usikkerhed, som vi sammen kan blive klogere og bedre af? 5. Hvordan skal vi tackle det, hvis nogen i deres ord eller adfærd er med til at svække den psykologiske tryghed og forringe vores samarbejdsklima? |
Denne artikel er skrevet på baggrund af Region Syddanmarks publikation ‘Et tiltrækkende arbejdsmiljø – tre veje til bedre samarbejde og trivsel’.