Oplever du, at du og dine medarbejdere ofte taler forbi hinanden? At du får uventede reaktioner på dine beslutninger? Eller at nogle af dine medarbejdere, som på papiret har de rigtige kvalifikationer, ikke yder det, du forventer? Så kan det skyldes, at I er forskellige typer, der kommunikerer og arbejder ud fra forskellige værdigrundlag.

Jo bedre du forstår dine medarbejdere, desto lettere vil det være at få dine krav og forventninger til at vække genklang hos dem og at give dem opgaver, der motiverer dem og trækker på deres styrker.

Et af de redskaber, du kan bruge til at danne dig et nuanceret billede af dine medarbejderes styrker og svagheder og deres generelle livsindstilling, er Myers-Briggs´ personlighedstypeindikator, også kaldet MBTI. Den inddeler folk i 16 personlighedstyper efter fire parametre. Her får du en  introduktion til typerne og teorien bag. Se, om du kan genkende dine medarbejdere – og dig selv – i de følgende beskrivelser.

De fire parametre

De 16 typer bliver lettere at huske, hvis du forstår de fire parametre og deres indbyrdes samspil. De fire parametre er:

  1. Grundlæggende personlighedstræk: Introversion <-> Ekstroversion
  2. Grundindstilling: Opfattende <-> Vurderende
  3. Opfattende proces: Sansning <-> Intuition
  4. Vurderende proces: Tænkning <-> Følen

Myers-Briggs´ typer siger ikke noget om, hvorvidt man er god til det ene eller det andet, men kun noget om, hvordan man foretrækker at arbejde og bruge sin hjerne. Der er altså ikke tale om evner, men om præferencer. De fleste udvikler også evnen til i et eller andet omfang at benytte sig af de modsatrettede elementer, når det er nødvendigt.

1. Grundlæggende personlighedstræk: Præference for introversion (I) el. ekstroversion (E)

Denne præference er et grundlæggende personlighedstræk, der farver ens andre præferencer og deres indbyrdes samspil.

De ekstroverte typer (E) har fokus rettet mod den ydre situation. De foretrækker at handle først, så reflektere, og så handle igen. De er ofte afslappede og selvsikre i sociale sammenhænge og kaster sig gerne ud i nye opgaver. Deres motto kunne være Pippi Langstrømpes udtryk: ”Det har jeg aldrig prøvet før. Det kan jeg sikkert godt finde ud af”. De er gerne modtagelige for ydre krav og betingelser, og de lader op ved at være sammen med andre.

De introverte (I) har fokus rettet mod de underliggende principper eller begreber. De foretrækker at reflektere først, så handle, og så reflektere igen. De går ofte til nye situationer med en vis skepsis, da de er nødt til at forstå opgaven og få den til at stemme overens med deres indre værdier, før de kan handle. De har tendens til at forsvare sig mod ydre krav og betingelser, fordi de i højere grad er styret af deres indre værdier.

Gå til de 16 typer

2. Grundindstilling: Præference for opfattelse (P) eller vurdering (J)

Denne præference kan ses som en grundindstilling til livet og omgivelserne.

De opfattende typer (P for Perception) foretrækker at opleve og forstå omgivelserne. De er interesserede i ”hvad” og ”hvorfor” og vil gerne udforske alle muligheder. De foretrækker at holde deres planer og meninger åbne, de er nysgerrige, tolerante og fordomsfrie, og de har en stærk appetit på nye oplevelser. De kan have sværere ved at gennemføre det lange, seje træk og ved at træffe hurtige beslutninger.

De vurderende typer (J for Judgement) foretrækker, at tilværelsen er sat i system, så der ikke skal træffes alt for mange beslutninger hen ad vejen. De vil gerne nå frem til endegyldige konklusioner, og de har en klar opfattelse af, hvad der er ”det rigtige” at gøre. De kan lide at arbejde systematisk, holde orden og planlægge. De kan være meget beslutsomme – mest fordi de ikke bryder sig om uvished – og meget vedholdende i deres arbejde, selv når det er kedeligt rutinearbejde.

Gå til de 16 typer

3. Opfattende proces: Præference for sansning (S) eller intuition (N)

Denne præference indikerer, på hvilken måde man foretrækker at opfatte og forstå sine omgivelser.

De typer, der foretrækker at opfatte verden gennem sansning (S), er primært interesseret i realiteter – det, der kan opleves med de fem sanser. De lægger stor vægt på deres egne erfaringer, men fæster mindre lid til andres input. De er ofte grundige og har en god hukommelse for fakta, men kan være længere tid om at komme frem til en konklusion. De kan være store livsnydere, fordi de har så meget fokus på, hvad de sanser, og de har ofte let ved at leve i nuet.

De typer, der foretrækker at opfatte verden gennem intuitionen (forkortes N, så det ikke forveksles med Introversion), er primært interesseret i muligheder. De lytter som regel til deres mavefornemmelse, der hjælper dem til hurtigt at overskue og forstå komplekse sammenhænge. De kommer derfor ofte hurtigt frem til et resultat eller en ide, og de går ikke så højt op i, om alle skridt på vejen er nøje gennemtænkte. De stoler på deres indfald og kan lide at sætte gang i nye projekter, men kan også have tendens til at være rastløse og vægelsindede.

Gå til de 16 typer

4. Vurderende proces: Præference for tænkning (T) eller følen (F)

Denne præference indikerer, hvordan man foretrækker at vurdere sine omgivelser og træffe beslutninger.

De typer, der foretrækker at lægge rationel tænkning (T) til grund for deres beslutninger, har fokus på den objektive sandhed. De har nemt ved at ordne fakta og ideer i en logisk rækkefølge og ser det som værdifuldt at træffe en upersonlig, logisk beslutning uden at lade følelserne styre. De sætter ofte af princip spørgsmålstegn ved andres konklusioner, fordi de ikke stoler på, at de er objektive, og vil som regel vælge at sige sandheden direkte frem for at tie eller pakke den ind. De fatter sig helst i korthed, og de kan virke uvenlige og asociale, selvom det ikke er deres hensigt.

De typer, der foretrækker at lægge følelsesmæssige argumenter (F) til grund for deres beslutninger, har fokus på sociale relationer. De har en dyb forståelse af eget og andres følelsesliv og ser det som værdifuldt at træffe beslutninger, der tager hensyn til de personer, der er involveret. De lægger sig ofte op ad andres holdninger, fordi de går ud fra, at de har ret. De foretrækker at være venlige og vil hellere tie end såre andre. De kan have tendens til at undervurdere eller helt ignorere logisk tænkning, hvis den går imod følelsernes vurdering.

Gå til de 16 typer

Personlighedstypernes inddeling

Personlighedstyperne inddeles først i personlighedstrækket introvert/ekstrovert. Dernæst i grundindstillingen vurderende/opfattende og til sidst i den opfattende proces sansende/intuitiv og den vurderende proces følen/tænkning. Kombinationen af præferencer er dog mere og andet end summen af hver enkelt præference. De forskellige parametre påvirker og farver hinanden og giver 16 individuelle typer.

Dominerende proces

Ifølge MBTI vil enten ens opfattende proces (sansning / intuition) eller ens vurderende proces (tænkning / følen) være mest fremtrædende. Det kaldes den dominerende proces. Det er den proces, man naturligt har lettest ved, og den vil derfor udvikle sig til at være stærkere end de andre. Hos de ekstroverte vil det være den proces, man som regel først lægger mærke til.

Støtteproces

Alle vil også have en støtteproces, det vil sige en tilbøjelighed, som farver den dominerende proces. Støtteprocessen er ens ”næstbedste” funktion og skaber balance ved at give de introverte den nødvendige ekstroversion og de ekstroverte den nødvendige introversion. Hos de introverte typer vil det ofte være støtteprocessen, der er mest tydelig udadtil, da den dominerende proces vendes indad. Først når man kommer tæt på den introverte, vil man få den dominerende proces at se.

Gå til de 16 typer

De 16 typer

Her får du en indføring i de 16 typer, som de i grove træk vil tage sig ud, når både den dominerende proces og støtteprocessen er veludviklede, sammen med tips til, hvordan du motiverer hver enkelt medarbejdertype.  

Personlighedstræk + dominerende proces Støtteproces 1 Støtteproces 2
Ekstrovert tænkende Ekstrovert tænkende med sansning (ESTJ) Ekstrovert tænkende med intuition (ENTJ)
Introvert tænkende Introvert tænkende med sansning (ISTP) Introvert tænkende med intuition (INTP)
Ekstrovert følende Ekstrovert følende med sansning (ESFJ) Ekstrovert følende med intuition (ENFJ)
Introvert følende Introvert følende med sansning (ISFP) Introvert følende med intuition (INFP)
Ekstrovert sansende Ekstrovert sansende med tænkning (ESTP)

Ekstrovert sansende med følen (ESFP)

Introvert sansende Introvert sansende med tænkning (ISTJ)

Introvert sansende med følen (ISFJ)

Ekstrovert intuitiv Ekstrovert intuitiv med tænkning (ENTP)

Ekstrovert intuitiv med følen (ENFP)

Introvert intuitiv Introvert intuitiv med tænkning (INTJ) Introvert intuitiv med følen (INFJ)


Ekstrovert tænkende typer, ESTJ og ENTJ

De to ekstroverte medarbejdertyper, der har tænkning som den dominerende proces, har det til fælles, at de er analytiske og ikke personlige i deres beslutningsproces. De kan lide at organisere, er beslutsomme og dygtige til at ræsonnere logisk. De ekstrovert tænkende har en vurderende grundindstilling. De bliver overbevist af fakta og logiske argumenter, og de kan lide at være i en position, hvor de kan styre, kritisere eller regulere deres omgivelser og være den, der træffer beslutningerne.De kan være meget disciplinerede ledere, der ikke er bange for at træffe upopulære beslutninger, hvis de har ræsonneret sig frem til, at det er det rigtige. De dygtigste af dem har udviklet en god opfattende støtteproces, som gør, at de udsætter vurderingen (beslutningen), til de har opnået et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for at træffe den.

Motivation: Som leder for en ekstrovert tænkende medarbejder skal du fokusere på at overbevise gennem logiske argumenter. Medarbejderen vil blive motiveret af klare mål og ydre krav, gerne noget, der er kvantificerbart. Medarbejderen kan virke meget sikker på sine vurderinger og beslutninger, men du skal være opmærksom på, at vedkommende også har en stærk trang til at træffe beslutninger, som kan betyde, at vigtige oplysninger bliver overset, hvis ikke medarbejderen tager sig tid til at opfatte og lytte til andres input.

Introvert tænkende typer, ISTP og INTP

Ligesom de ekstrovert tænkende er de to introverte medarbejdertyper med tænkning som dominerende proces analytiske og upersonlige, når de vurderer og tager beslutninger. De har fokus på underliggende principper og kan lide at organisere begreber og ideer eller kendsgerninger, men bryder sig generelt ikke om at lede mennesker og relationer. De kan dog gøre det, hvis det er nødvendigt. I kraft af deres grundlæggende opfattende indstilling foretrækker de at analysere verden, ikke at styre den.

Ligesom de ekstrovert tænkende medarbejdere bliver de introvert tænkende overbevist af logiske argumenter, mens de kan have tendens til at underkende dømmekraften hos en mere følende type.

Ekstrovert følende typer, ESFJ og ENFJ

De to ekstroverte medarbejdertyper, som har følen som dominerende proces, har det til fælles, at de værdsætter harmoniske menneskelige relationer. De er ofte venlige og taktfulde og har stor empati. De har tendens til at foretrække den vurderende indstilling og kan godt lide, at tingene er fastlagt. De er ofte pligtopfyldende og ordentlige og forventer, at andre er ligesådan. De tænker bedst, når de taler med andre, og de er ofte meget selskabelige.

Introvert følende typer, ISFP og INFP

De introvert følende medarbejdere har det til fælles, at de værdsætter harmoni i deres indre følelsesliv. De har ofte dybe følelser, men de kommer sjældent til udtryk. De vurderer alt ud fra deres personlige værdier, og de værner om det, der er vigtigt for dem. De kan være fordomsfrie og tilpasningsvillige, medmindre noget går imod deres inderste værdier.

Det er vigtigt for de introvert følende typer at arbejde med noget, de tror på. I så fald har de en stor indre motivation og arbejder energisk og selvstændigt. De er ofte meget idealistiske og kan føle sig forrådt, hvis virkeligheden – fx i relationer til andre – ikke lever op til idealet.

Ekstrovert sansende typer, ESTP og ESFP

De to ekstrovert sansende typer har det til fælles, at de er realistiske, nøgterne og praktisk anlagt. De er ofte afslappede og gode til at tilpasse sig nye omstændigheder. De er tolerante over for andre og føler sig hjemme i verden. De kan være store livsnydere og elsker nye oplevelser. De kan lide at arbejde med konkrete fakta og detaljer og kan ofte huske store mængder data. De lærer bedst ved at gøre ting frem for at læse sig til viden.

De stoler generelt ikke på teori og abstrakte ideer, men forlader sig på deres egne erfaringer og sansninger fra den håndgribelige virkelighed. De betragter omgivelserne med åbent sind, men er mindre gode til at være metodiske og til at træffe beslutninger.

Introvert sansende typer, ISTJ og ISFJ

De introvert sansende medarbejdere er systematiske, samvittighedsfulde og grundige. De er tålmodige, har en høj tolerance for rutineopgaver, har øje for detaljer og kan tilegne sig store mængder data. De har en praktisk respekt for kendsgerninger og er gode til at påtage sig ansvar. De er ofte meget svære at bringe ud af fatning, men er på den anden side sjældent spontane og kan være overforsigtige. Når de først går i gang med noget, er de dog meget vedholdende.

Som leder skal du klart og enkelt forklare, hvad du forventer af den introvert sansende medarbejder. Hun vil ikke bryde sig om for meget uvished eller uskrevne regler. Til gengæld kan du stole trygt på, at hun nok skal varetage sine opgaver med omhu og ansvarlighed.

Ekstrovert intuitive typer, ENTP og ENFP

De ekstrovert intuitive typer har øje for alle muligheder. De vil ofte være selvstændige og uafhængige, men også gode til at lytte til andres synspunkter i kraft af deres opfattende grundindstilling. De er gode til at sætte gang i nye initiativer og kan lide at arbejde projektbaseret. De bliver motiveret af problemer og kan være gode til at finde på originale løsninger. De lader sig i høj grad lede af deres mavefornemmelse, kan være meget visionære og inspirerende for andre og er gerne åbne over for eventyr, satsninger og nye fremstød.

De afskyr til gengæld rutiner og mister gejsten i det lange, seje træk, når det spændende, nye projekt bliver hverdag. Hvis ikke de har en veludviklet støtteproces, enten tænkning eller følen, kan de også have svært ved at vælge mellem de utallige muligheder i tilværelsen og kan dermed komme til at flagre fra den ene ufærdige, ufarbare ide til den næste, uden at der kommer noget resultat ud af det.

Introvert intuitive typer, INTJ og INFJ

De introvert intuitive typer er drevet af deres indre vision om mulighederne og kan i kraft af deres vurderende grundindstilling være så beslutsomme, at det grænser til stædighed. Som deres ekstroverte modstykker stimuleres de af problemer og er ofte gode til at finde på originale løsninger.

De er individualistiske og modsætter sig ofte ydre krav og forventninger, men har til gengæld et stærkt indre drive, en stor indsigt i tingenes dybere mening og en kreativ forestillingsevne, der åbner for geniale indfald. De vil være understimulerede af rutineopgaver og ikke synderligt modtagelige for ordrer og direktiver, men er som regel åbne over for forslag og tilbud, som de frit kan vælge at benytte sig af.

Brug forskellene positivt

Ingen type har det hele. Alle har de styrker og svagheder, men hvis du som leder formår at forstå og udnytte de forskellige medarbejdertypers potentiale, kan de supplere hinanden:

  • Den tænkende type kan træffe logiske beslutninger, men har nytte af at rådføre sig med en mere følende kollega om, hvordan løsningerne vil påvirke andre medarbejdere eller borgere.
  • Den følende type kan skabe stærke relationer og kommunikere med stor forståelse for målgruppen, men kan have nytte af tænkerens analytiske sans til at afdække alle sider af et problem.
  • Den sansende type har et skarpt blik for detaljer, men kan drage nytte af den intuitives blik for nye muligheder.
  • Den intuitive type kan finde på kreative løsninger, men kan med fordel rådføre sig med en sansende type for at sikre sig, at løsningerne er realistiske.

Du vil sandsynligvis have større sympati for medarbejdere, der vurderer og opfatter på samme måde som du selv. Husk dig selv på, at de modsatte typer kan noget, som du ikke kan, men som du har brug for, og invitér dem ind i dit ledelsesrum.

For at være helt sikker på, hvilken type man er, anbefaler Myers-Briggs Foundation, at man tager en professionel personlighedstest med personlig feedback fra en uddannet tester. Du kan dog finde gratis ”lightudgaver” af testen, som kan give dig et fingerpeg om, hvilken type du selv er, fx hos jobindex.

Kilder:

Myers, I.B. (2011): Myers-Briggs’ personlighedstyper – Forstå din personlighed med MBTI. Gyldendal Business.

Wikipedia: Myers-Briggs Type Indicator.

The Myers & Briggs Foundation: MBTI Basics.

Jobindex: Persontypetest.

Læs mere

Introverte tromles på arbejdspladsen

MBTI – et værktøj til udvikling

Sådan leder du de usynlige medarbejdere

Personlighedstest i den moderne organisation