Undersøgelser viser, at vi vægter sympati højere end kompetence, når vi skal vælge, hvem vi vil arbejde sammen med. Derfor giver det mening, at et afgørende træk hos succesfulde ledere er deres evne til at skabe relationer.
Det betyder, at de er gode til at opfange signaler. De sætter sig ind i hver enkelt medarbejders følelser og behov og sørger for, at hver eneste medarbejder føler sig set, hørt og taget alvorligt. Og de opfanger ønsker, frustrationer og bekymringer, selvom de ikke udtrykkes klart og åbent. Nærmest per intuition.
Denne relationelle forståelse er en evne, man kan lære og træne. De dygtige ledere gør to ting:
1. De forstår deres relationer.
2. De dyrker og styrker deres relationer.
Kend dine medarbejdere
Som leder skal du sætte dig ind i, hvad dine relationer på arbejdspladsen kræver af dig. Hvilken type leder, du skal være for netop dén person, du lige nu står overfor.
Det er forskelligt, hvad medarbejderne har brug for og sætter pris på fra deres leder.
De behov kan du komme lidt nærmere en forståelse af, ved at skele til nogle overordnede mønstre i dine medarbejderes adfærd. Disse mønstre siger noget om den enkeltes motivation og præferencer. De er din genvej til at forstå den person, du står overfor – og det gør dem til et effektivt værktøj til at styrke dine relationer.
For ved du, hvad der motiverer din medarbejder, er du tæt på også at vide, hvordan du skaber den bedste dialog med den enkelte medarbejder. Uanset om det handler om dagligdagens udfordringer, om store og små konflikter, uddelegeringen af opgaver eller den løbende afstemning af forventninger i forhold til aftaler, deadlines og alt det andet, der hører med.
Et simpelt værktøj til dig
Det er aldrig pænt at sætte folk i bås, men ved hjælp af en simpel matrix kan du få en ide om, hvad der motiverer dine medarbejdere (og øvrige relationer).
Matrixen ser på mennesker ud fra to grundlæggende modsætninger:
Klik her for at printe matrixen
Sagsorienterede mennesker er ofte drevet af resultater, målsætninger og faktuelle oplysninger. Og de relationsorienterede sætter det sociale, samarbejdet og stemningen højt.
På den anden akse finder vi i den ene ende de aktive, som under sidste møde måske udviste handlekraft, initiativ og utålmodighed. De har en ”kom til sagen, så vi kan komme i gang”-attitude, mens de reaktive var mere eftertænksomme, lyttende og afventende.
Matrixen giver os fire arketyper. Her kan du se nogle stikord til, hvad der kendetegner og motiverer dem, hvordan de ofte agerer i teams, og ikke mindst hvad du skal fokusere på i relationen til dem:
Klik her for at printe matrixen
Øvelse: Placer dine medarbejdere i matrixen
Kan du træne dig selv i at genkende de fire typer, er det et potentielt effektivt ledelsesværktøj. Derfor kan du med fordel lave en lille øvelse, der hjælper dig med at kortlægge, hvad lige netop dine medarbejdere har brug for fra dig som leder.
Klik her for at printe matrixen til opgaven, som du skal bruge til øvelsen.
Her er, hvad du skal gøre:
- Vælg først, hvilke medarbejdere du vil kortlægge. Det kan være dem alle, det kan være 5-10 udvalgte, eller det kan være dem, du arbejder tættest sammen med eller har flest konflikter med.
- Placér hver medarbejder i matrixen ud fra de to modsætningspar – hvad viser de mest af?
- Skriv ét ord ned for hver medarbejder, der beskriver, hvad der motiverer dem.
- Noter eventuelt særlige opmærksomhedspunkter for hver medarbejder, som du skal huske på, når du er i dialog med dem.
- Hav din matrix i baghovedet (eller baglommen), næste gang du står overfor din medarbejder, og prøv at tilpasse din kommunikation, så du matcher din medarbejders behov og motivation.
Vi har hjulpet dig lidt på vej ved at tilføje en række tillægsord til hver boks, der beskriver den type menneske, du finder her.
Artiklen er fra Væksthus for Ledelses e-kursus: Vejen til god ledelse. Tilmeld dig her og spring lektion 1 over med god samvittighed.