Velfærdsledelse har tre forudsætninger: faglig og værdimæssig tiltro til sig selv, omsorgsvilje og solidaritet. Det drejer sig om at undgå enhver reduktion af velfærd, og om fastholde og nuancere dette altafgørende perspektiv på fællesskabet.
Et ægte fællesskab kendes på sin vilje og evne til at give de svage ret til beskyttelse og til at reducere eksklusion til et minimum. Et ægte fællesskab har simpelthen ingen ”tabere”. Det er derfor, vi skal til at tænke fuldkommen anderledes. Vi skal ikke tænke i egne rettigheder, fordi retfærdigheden gør snæversynede, hvis den bruges til at fastholde sine egne privilegier. Vi skal til at tænke på de andres vegne og på de andres rettigheder. Vi skal atter begynde at genkende os selv i den anden.
Den opgave har vi tidligere overladt til staten, men staten sikrer ikke længere hverken medmenneskelighed eller social retfærdighed, lighed eller den uvurderlige ret til en myndig tiltro til sin egen dømmekraft og faglighed, der er frihedens kerne og betingelse for stærkt lederskab. Vi skal gøre op med vores oplyste egeninteresse og forstå, hvad vi skylder de andre. Vi skal ikke kun handle af pligt, men ville enhver det godt, og dermed erfare dem gennem generøsitetens linser.
Vi er blevet vant til at ”udlicitere” problemet om skabelse af anstændige livsvilkår for alle til statens evne til at omfordele rigdom på grundlag af vækst. Men der er ingen vækst længere til at garantere dette. Ergo må vi enten finde alternativer til vækst, eller skabe lighed gennem viljen til personligt afkald. Nye vækstformer må vokse ud af det eksisterende, som en bevarelse af dets styrker, men ved hjælp af nye midler og nye mål.
Det er her, lederne har en helt unik opgave. For det er dem, der ved, hvad deres organisationer kan, og som kan inkorporere den ”animus firmus”, den urokkelige overbevisning om at ville og kunne gøre det rigtige, som erfaring og viden giver.
Vi skal vende bøtten
Meget tyder på, at vi kun kan bevare velfærdssamfundet, hvis vi vender bøtten og tænker nyt fra bunden.
Kina og Indien har en infrastruktur baseret på feudale strukturer, der kan integrere det kapitalistiske verdensmarkeds logik med en mageløs fleksibilitet, fordi de er baseret på sociale mikrostrukturer som familie, kult, små produktionsenheder, klientsystemer og loyalitetsbindinger, der kan absorbere alle verdensmarkedets uforudsigeligheder i et bundløst hav af solidaritet og fælles nøjsomhed (når eliten undtages).
Denne kommunitaristiske basismodel er så bæredygtig, på trods af dens overlejring af totalitarisme, diktatur og bureaukrati, netop fordi den ikke har vores samfunds pest: egoismen. Hos os var den engang fuldendt som ideal i andels- og højskolebevægelsen og i den lykkelige fantasme om kooperativet med økonomisk demokrati.
Måske skal vi hen (ikke tilbage), men frem, til helt nye sociale strukturer baseret på decentrale enheder, der tager det ansvar for produktion, infrastruktur, sundhed, uddannelse og sociale ydelser, som en mere og mere centraliseret struktur ikke formår at magte. Vi skal ikke re-feudaliseres, men resocialiseres i den forstand, at vi skal tage det andet menneske alvorligt. Det er knap nok nødvendigt at skrive, at innovation og økonomisk stamina udspringer af intelligent og emotionelt nærvær. Selvom sådanne løsninger tilhører utopiernes, og i praksis de komplicerede forandringers univers, så bør de tages alvorligt.
I mellemtiden er der to ganske simple og let tilgængelige genveje til velfærd. Den ene er en ny vilje til solidaritet og den anden er en vilje til ledelse baseret på selvrespekt. Det er i virkeligheden to sider af samme sag. Vi skal sammen begynde at tænke politik som den sum af praksisser, der handler om at gavne andre end os selv. Selvrespekt beror på selvtillid, og selvtillid beror på tiltro til sig selv. Den forudsætter modet til at tro på andre.
Ordet ”tro” kommer i øvrigt af indoeuropæisk ”*dru-”, ”egetræ”, og ligesom tiltroen er bestandig som dette træs ved, er tilliden modet til at læne sig op ad den anden (af ”*k’leid” på indoeuropæisk), et ord, der er beslægtet med det at ”lede”, hvis grundbetydning er at skride frem, og, naturligvis, at turde lide og dø for noget.
Velfærd forudsætter tillid til andre og tiltro til sig selv. Det er det samme som minimal kontrol.
Lad os drømme, at vi har skoler, der får lov til at lægge deres egen uddannelsespolitik og universiteter, der ikke skulle konkurrere om deres forskningsmidler eller tjene andre formål end dem, som en ansvarlig forskningsetos sætter.
Lokalområder, der får midler og muligheder til at tackle de problemer, som de kender bedst. Lokale forvaltninger, der kan beslutte deres egne mål, retningslinjer, og kvalitetsstandarder. Altså enheder, der selv tager ansvaret for deres unges uddannelse, for deres arbejdsløse, for deres handicappede og for deres gamle. Regionale enheder, der udvikler deres måder at bevare naturen og dens ressourcer på, og deres stolthed over at møde andre ligesindede på tværs af landegrænser. Og regionale enheder, der skaber nye produkter og tjenester, der gør klodens overlevelse mulig.
Giv dem deres autonomi tilbage
Hvorfor da ikke forestille sig, at alt dette gennemtrænges af en ny medmenneskelighed (dansk kultur egner sig ikke til Tea Parties): Af de riges glæde over at se de fattige blive velhavnede, de sundes glæde over at se de syge blive raske, de kloges og veluddannedes glæde over at se de mindre begunstigede vokse op til ligemænd. Ikke liberalismens og egoismens fokus på maksimeringen af egen lyst, men en solidarisk kulturs fryd over at se fællesskabets samlede smerte reduceres.
I et samfund, der bevæger sig i en sådan retning vil velfærdsledelse være den drivende faktor. Vores styrke er, at vi har udviklet en offentlig sektor, der modent kan varetage en oplyst, offentlig fornuft, hvis politikerne bare giver den lov. Før regeringen begyndte at intimidere skolernes, sundheds- og socialinstitutionernes, universiteternes og lokalforvaltningernes arbejde havde vi en videns- og erfaringsbasis, og en vilje til dømmekraft på grundlag af indsigtens modenhed, som intet andet land kunne konkurrere med.
Velfærd er kun mulig, hvis vi giver disse områder deres fulde autonomi tilbage. Herunder retten til at skabe ledelses- og organiseringsformer der fremmer indbyrdes solidaritet og ikke konkurrence. Velfærd handler om omsorg som en ret og en pligt, og om at sikre eksistentielle goder til enhver.
Som et udtryk for en rodfæstet holdning til det at være menneske og borger kan pligten kun virkeliggøres gennem et teoretisk og praktisk opgør med den oplyste egeninteresses doktrin. Men dette er kun muligt gennem viljen til personligt afkald. Hvis afkald ikke skal være tvungen, så skal den udspringe af den enkeltes tilbøjelighed. Når et afkald udspringer af tilbøjelighed, kaldes det godhed.
Vi skal skabe historiens første agathokrati, det første samfund baseret på enhver borgers ukrænkelige, gode vilje.
Artiklen er skrevet på baggrund af Ole Fog Kirkebys nye bog Om velfærd – Det gode politik. Den udkom den 27. september på Gyldendal Business og kan købes til 250 kr. Læs mere om bogen her.
Læs andre artikler på Lederweb af Ole Fogh Kirkeby
