Når en ny leder skal ansættes, ender det ofte med, at den mest erfarne eller dygtigste medarbejder bliver sat i chefstolen. Der spares både tid og penge i ansættelsesprocessen, og den nye leder er allerede bekendt med rutiner, procedurer, arbejdspladskulturen og de øvrige medarbejdere. To fluer med ét smæk så at sige.
Men det er ikke altid den dygtigste kirurg, der vil være bedst til at lede hjerteafdelingen, samtidig som en gennemsnitlig folkeskolelærer sagtens kan udvikle sig til en fantastisk skoleleder. Det handler om at finde og udvikle de medarbejdere med særlige evner inden for ledelse.
Du kan bedst spotte ledertalenterne
Som leder vil det være dig, der har den bedste indsigt i, om du har medarbejdere med lederpotentiale. Gode ledere kan tit spotte et ledertalent, før medarbejderen selv er klar over, at de gerne vil være ledere. Du har dermed en oplagt mulighed for at arbejde og udvikle dine medarbejdere til dygtige ledere.
Ti råd om tilrettelæggelse af udvikling af ledertalenter:
- Afklar behovet, så I ved, hvor i organisationen der især bliver behov for nye ledere, hvor mange og hvornår?
- Fastlæg formålet, så I kan vælge det rette ambitionsniveau for talentprogrammet og afgøre, hvordan det skal indgå i den samlede ledelses- og organisationsudvikling.
- Definér ”en god leder”, så talentudviklingen tager afsæt i de egenskaber og kompetencer, jeres næste ledere får brug for.
- Tag topledelsen i ed, så talentudviklingen fra starten får strategisk perspektiv og troværdighed i hele organisationen.
- Overvej rekrutteringen, så I har afvejet fordele og ulemper ved enten at lade talenterne melde sig selv eller blive håndplukket af lederne.
- Beløn lederne, så de også har fordele ved at afgive en dygtig medarbejder til et talentprogram.
- Træn ledelse i praksis, så ledertalenterne via en bred vifte af praksisnære læringsformer får et realistisk billede af, hvad lederjobbet går ud på.
- Involvér organisationen, så alle er med på, hvad talentudviklingen er godt for, og hvad den kræver af chefer, ledere og medarbejdere.
- Hjælp talenterne i gang, så de hurtigst muligt kan omsætte deres nyerhvervede kompetencer i et lederjob eller andre udfordrende opgaver.
- Let vejen for de nye ledere, så talenterne ikke snubler i deres første lederjob, men føler sig godt støttet af chef og ledernetværk.
Artiklen er baseret på Væksthus for Ledelses publikation: De næste ledere. Den er gratis og du kan bestille eller downloade den her her.
Læs mere