Marie søgte jobbet som leder, men fik i første omgang afslag. Først da de to foretrukne kandidater sprang fra, fik Marie jobbet. Hun var spændt, men følte sig forståeligt nok usikker på, om hun kunne leve op til forventningerne.
At tvivle på sig selv – eller måske ligefrem blive ramt af impostor syndrom – er almindeligt, når man påtager sig en ny lederrolle. Især hvis du træder ind i en rolle, som du oprindeligt fik afslag på, kan tvivlen på egne evner fylde, skriver ledelsesrådgiver Alisa Cohn i artiklen When You Know You Weren’t the First Choice for Your New Role på hbr.org.
Impostor syndrom – også kendt som Impostor-fænomen eller bedragersyndrom – er et psykologisk mønster, hvor man tvivler på egne evner eller præstationer og har en vedholdende intern frygt for at blive afsløret som en “svindler”.
Læs også: Lider du af impostor-komplekset?
Her er fem strategier, du kan bruge til at dæmpe dit impostor syndrom eller tvivlen på dine egne evner, hvis du fik jobbet ’på afbud’.
1. Identificer dine mangler
Både du og din chef ved, at du ikke var den foretrukne kandidat til jobbet. Så der er intet at skjule, og du kan roligt spørge din nye chef og de øvrige i ansættelsesudvalget, hvad det var, du manglede for at have været det oplagte førstevalg.
Du kan fx sige: “Jeg vil gerne gøre det godt i dette job og rette op på de mangler, jeg har. Jeg vil derfor rigtig gerne vide, hvor du mener, jeg mangler erfaring eller kompetencer, og hvad jeg kan gøre for styrke dem? Og hvordan ved jeg, om jeg i løbet af de første par måneder gør det godt?”
2. Brug din indsigt med det samme
I samtaler som disse med din chef får du vigtig information, du kan implementere i løbet af din onboarding.
Det kan være, at ansættelsesudvalget ved jobsamtalen savnede, at du havde nogle vigtige strategiske overvejelser, eller de tvivlede på dine evner til at sætte dig igennem overfor nogle magtfulde ledere.
I stedet for at lade denne information udhule din selvtillid yderligere skal du arbejde på at rette op på opfattelserne ved at vise din strategiske forståelse og demonstrere, at du kan markere dig på ledermøder ved fx at komme med vigtige data og stå fast i ophedede diskussioner.
3. Fremstå selvsikker
Da du ikke stod øverst på kandidatlisten, skal du i de første dage i din nye rolle undgå hele tiden at søge bekræftelse og virke usikker. Sørg i stedet for at fremstå selvsikker.
For at berolige det sympatiske nervesystem og hjælpe dig med at føle dig groundet kan du placere fødderne fast på gulvet, holde en rank ryg og tage et par dybe vejrtrækninger med langsomme udåndinger. Vælg et mantra, du kan bruge til at dulme dine nerver, som fx: “Jeg er her for at lære.”
Hav en plan for, hvad du skal gøre, hvis noget, du hører, får dig til at blive defensiv, eller du tager noget personligt. En god strategi er at se diskussionen mere analytisk. Forestil dig, at du taler om en anden: en fiktiv karakter eller endda den person, der oprindeligt blev tilbudt jobbet. Husk, at den person ikke fik jobbet. Det gjorde du.
Læs også: Er du også bange for at de gennemskuer dig?
4. Introducer dig selv i din nye rolle
Hvis du i den første tid er usikker på dig selv eller måske ligefrem lider af impostor syndrom, kan det være fristende at fokusere på at få løst konkrete arbejdsopgaver for at bevise dit værd. Men efterhånden som du kravler op ad karrierestigen, bliver behovet for at opbygge et strategisk netværk endnu mere vigtigt. Så forsøm ikke dette afgørende skridt i din iver efter at bevise dit værd.
Arranger 1:1-møder med dine nye lederkolleger så hurtigt som muligt for at introducere dig selv i den nye rolle.
5. Etabler en ny dynamik med dine tidligere kolleger
Er du blevet leder for tidligere kolleger, kan det være ekstra udfordrende. Men i stedet for at tøve med at sætte forventninger til dem eller holde dem ansvarlige for teamets mål bør du skabe og formulere en selvsikker og klar ledelsesfilosofi.
Præsenter den kultur, du ønsker at skabe, for teamet og diskuter gensidige forventninger til, hvordan man arbejder sammen. Arranger 1:1-møder med medarbejderne og anerkend, at I nu har en ny dynamik. Fortæl dem, at du stadig værdsætter deres ekspertise og jeres forhold, og at du glæder dig til at arbejde sammen med dem som deres leder. Diskuter organisationens behov med dem, og hvordan I hver især mener, at jeres rolle spiller ind i dem.
Læs også: Hvornår opdager de, at jeg ikke er god nok?
Artiklen er frit oversat og redigeret fra artiklen When You Know You Weren’t the First Choice for Your New Role af ledelsesrådgiver Alisa Cohn på hbr.com.