Et godt stykke arbejde kræver anerkendelse. Det kan øge motivationen og skabe endnu dygtigere medarbejdere. Ved at italesætte og synliggøre dit teams indsats til din chef, kan du også sørge for bedre muligheder og ressourcer for dig og medarbejderne. Det er strategisk kommunikation.
Men hvordan sørger du for at kommunikere klart og tydeligt om dit team uden at lyde pralende og arrogant? Og hvordan sørger du for, at hver enkelt medarbejder får del i anerkendelsen?
Det giver journalist Rebecca Knight syv bud på i artiklen ”How to Make your Team’s Work More Visible” for Havard Business Review.
Synliggørelse kan øge motivationen
I artiklen fremhæver Rebecca Knight et studie, der viser, at medarbejdere bliver mere motiverede af at blive anerkendt og set for deres arbejde, og et andet studie, der peger på, at chancen for at medarbejderne bliver på arbejdspladsen er større, hvis de føler sig værdsatte. Derfor er det en god ide, at din egen chef og dine lederkolleger også ved, hvor dygtigt dit team er.
På den måde kan du også vise din chef, at du er en dygtig leder, der kan favne medarbejderne og deres kompetencer, så I får skabt resultater. Med andre ord kan du ved at italesætte teamets indsats i organisationen sætte fokus på, hvordan teamet gør en forskel. Her er syv bud på, hvordan du kan gøre.
1. Forståelse for dit team er første skridt
Ved at forstå medarbejdernes særlige styrker, interesser og ambitioner kan du nemmere sætte spot på, hvordan medarbejderne bidrager til organisationen over for din chef. Tal med medarbejderne om, hvordan de ser sig selv og deres rolle i teamet. Undersøg deres motivationer, og hvordan de ønsker at udvikle sig. På den måde får du også fremhævet de styrker, medarbejderne selv ønsker at fremhæve.
2. Flere kanaler skaber mere synlighed
Du kan overveje i hvilke situationer, du kan italesætte og rose medarbejderne i dit team. Det kan være ved kaffemaskinen, i kantinen eller til et møde, at du viser dine lederkolleger, at du er stolt af dit team, mens evalueringer og rapporter kan være måder at vise teamets indsats til din chef. Skab muligheder for at opdatere kolleger og chefer omkring dig, når du kan. Pas dog på, at du ikke gør det i en sådan grad, at modtagerne bliver irriterede og ser det som pral.
3. Medarbejdernes bidrag gør temaets indsats konkret
Ved at stille dig selv to spørgsmål kan du få et overblik over, hvordan medarbejderne hver især bidrager til teamet og organisationen:
- Hvordan bidrager medarbejderen til organisationens mål/kerneopgave?
- Hvordan bidrager medarbejderen til sin egen udvikling?
Første spørgsmål er særligt vigtigt, når du leder opad og skal synliggøre dit team til din chef. Tænk på, hvordan hver enkelt medarbejders bidrag støtter organisationens mål og kerneopgave. Det er her en god idé at vise, hvordan medarbejderne bidrager ved at give konkrete eksempler i stedet for bare at sige det.
4. Fakta skaber troværdighed
Nogle ledere har svært ved at rose sit team af frygt for at lyde pralende, men denne frygt kan ende med at have en negativ effekt på både din og medarbejdernes synlighed i organisationen.
Ved at fokusere på fakta kan det være nemmere at anerkende dit team. Brug eksempler og vis, hvad hver medarbejder har gjort. Det kan også føles mindre pralende, hvis du nævner hver enkel medarbejder i stedet at sige ”mit team”.
5. Kritik kan være en hæmsko senere hen
Narrativet om hver enkelt medarbejder kan nemt blive påvirket af små, henkastede kommentarer, du måske er kommet med og har glemt igen. Nogle gange kan negative kommentarer ende med at blive et problem senere, hvis den pågældende medarbejder for eksempel ønsker at søge en anden stilling i organisationen, og du nu skal kæmpe mod en opfattelse af medarbejderen, du ubevidst har været med til at skabe.
6. Samarbejde skaber muligheder
En af de bedste måder at skabe opmærksom om medarbejderne på er ved at skabe muligheder for, at de kan samarbejde og interagere med andre teams og ledere. På den måde kan medarbejderne selv synliggøre sig, og de kan opbygge et ry for at være gode samarbejdspartnere.
7. Anerkendelse af alle kan skabe motivation
Alle i teamet fortjener at få anerkendelse, men der vil altid være nogle medarbejdere, som skinner mere igennem, fordi de oftest tager initiativ eller kommer med mange idéer. Disse medarbejdere kan være nemmere at rose og give anerkendelse, men det er vigtigt, at du også husker de medarbejdere, som også yder en indsats, men bare ikke fylder lige så meget.