Advarsel: 8 tegn på at du overtænker din ledelse

Der er ledere, som overtænker deres ledelse ved at dvæle ved fortiden og ledere, som overtænker ved at bekymre sig om fremtiden. En typisk fejl, ledere begår, er at forveksle overtænkning med selvrefleksion, og det kan skade din ledelse. Tjek her, om du overtænker din ledelse, og få råd om, hvordan du undgår at overtænke.

Skribentinfo

Selvrefleksion er vigtigt for din ledelse. Det gør, at du bedre kan præstere og være den bedste version af dig selv for dine medarbejdere. En stor del af selvrefleksionen handler om at tænke og at være opmærksom på dine handlemønstre. Hvor skal der sættes ind for, at du udvikler dig? Med andre ord skal du finde problemet og løse det, altså at være målrettet i dine tankemønstre. Men det er ikke nemt, og det kræver øvelse selv at kunne se problemet og være den, der skal løse det.

I bestræbelsen på selvrefleksion kommer mange ledere i stedet til at overtænke deres ledelse. Overtænkning findes som udgangspunkt i to former; Der er ledere, som overtænker ved at dvæle ved fortiden og ledere, som overtænker ved at bekymre sig om fremtiden. Nogle gør begge dele. Overtænkning indebærer at dvæle ved de situationer, hvor du fejler eller ikke præsterer, som du ønsker, og tænker på alle de ting, du ikke har kontrol over. Det er ikke noget, du udvikler dig af.

Overtænkning ved at dvæle ved fortiden kommer fx til udtryk, når Hanne skal forklare noget, men ordene kommer forkert ud. Det piner hende og hun vil dvæle ved det, og blive ved med at tænke på, hvorfor hun dog sagde sådan og ikke sådan. Overtænkning ved at bekymre sig om fremtiden kommer fx til udtryk, når Lars bekymrer sig om den organisationsændring som er i gang og hvorvidt den vil rammer ham og hans team. Han kan ikke gøre til eller fra, så han bliver nødt til at slippe den bekymring.  

8 tegn du skal være opmærksom på

Her er otte tegn på, at du overtænker din ledelse:

  • Du genlever negative situationer i dit hoved igen og igen, og du slår dig selv i hovedet over din reaktion eller mangel på samme og har fokus på alt det, du ikke gjorde godt nok.
  • Du stiller dig selv en masse "hvad nu hvis..."- spørgsmål.
  • Du bruger meget tid på at tænke på den skjulte betydning i de ting, folk siger, eller de situationer, som finder sted.
  • Du genlever hele samtaler med folk i tankerne og tænker på alle de ting, du ville ønske, du havde sagt eller ikke sagt.
  • Du har konstant fokus på dine fejl.
  • Når nogen siger eller handler på en måde, som du ikke kan lide, bliver du ved med at holde fokus på det, og du bekymrer dig om, hvordan de vil reagere næste gang.
  • Du er ikke altid opmærksom på, hvad der foregår omkring dig, fordi du dvæler ved ting, der skete tidligere eller bekymrer dig om ting, der kan ske i fremtiden.
  • Du bekymrer dig om alt det, du ikke kan kontrollere.

Læs også: Forskning: Tankemønstre har afgørende betydning for om du får stress

Det er en udfordring at ændre din overtænkning. Det kræver arbejde og villighed til at kigge indad.

5 råd: Sådan komme du overtænkning til livs

Her får du fem råd om, hvordan du stopper med at overtænke:

1. Fang dine tanker, når de sidder fast i hovedet

Overtænkning kan blive så indgroet en vane, at du ikke engang genkender, når du gør det. Vær opmærksom på, hvornår de negative tanker kører i ring. Bemærk situationen, hvor det opstår. Er der nogle ydre faktorer, som spiller ind? På den måde kan du nå at fange tankerne, inden de løber løbsk.

Når du afspiller begivenheder i dit sind igen og igen, eller bekymrer dig om ting, du ikke kan kontrollere, skal du erkende, at dine tanker ikke er produktive. Tænkning er kun nyttigt, når det fører til positiv handling.

Så når du fx tænker: ”Jeg skulle ikke have sagt de ting på mødet i går. Alle må tro, at jeg er en idiot,” så vend den til ”sket er sket, jeg kan ikke gøre det om. De må gerne se, at jeg også kan fejle, det kan alle lære noget af” eller ”sket er sket, men i morgen vil jeg følge op og høre dem på mødet, hvad jeg kunne have sagt eller gjort anderledes”. Giv slip på de negative tanker, og vend det til handling i stedet.

Læs også: Få bedre selvindsigt ved at blotte dine svagheder

2. Hold fokus på problemløsning

Hvis situationen, hvor du overtænker, er noget, du har kontrol over og mulighed for at ændre på, så overvej, hvordan du kan forhindre den i at opstå igen. Du skal udfordre dig selv til at identificere fem mulige løsninger, så du har nogle værktøjer i bagagen. I stedet for at tænke ”det kan jeg ikke finde ud, jeg siger altid noget dumt og kludrer i det, når jeg skal præsentere noget nyt”, så skal du identificere situationen og de følelser, der opstår: ”Nu bliver jeg nervøs, og jeg tvivler på mig selv”. Vend det så til handling: ”… men hvis jeg gør sådan og sådan i min forberedelse, bliver jeg mindre nervøs til præsentationen”.

Hvis problemet er noget, du ikke har kontrol over, så forsøg at trække på skuldrene og sige ”pyt”. Som leder vil du opleve mange ydre faktorer, der kan skabe problemer for din og dit teams opgaveløsning, men du må ikke dvæle ved det. Her skal du udvise ro og tålmodighed og holde fast i det, du kan kontrollere.

Læs også: Hvornår opdager de, jeg ikke er god nok?

3. Planlæg tid til refleksion

Du kan aldrig styre uden om vanskelige situationer, og det kan være svært at sætte sig efter hver situation og reflektere over, hvad der kunne være gjort anderledes. Prøv derfor at planlægge det.

Indarbejd 20 minutters "tænketid" en gang eller to om ugen, hvor du reflekterer over din ledelse. Her handler det om, at du skal spotte de situationer, hvor du dvæler ved tankerne og bekymringerne. Vend dem herefter til nogle målrettede løsninger, som du kan forsøge at gøre brug af, hver gang du begynder at overtænke. Husk, at dine følelser forstyrrer din evne til at se på situationer objektivt. Tag et skridt tilbage og se på, hvad der er fakta, og hvad der er dine egne tanker.

Læs også: Har du for travlt til udvikling?

4. Lær mindfulness

Det er ikke muligt at dvæle ved fortiden eller bekymre dig om fremtiden, hvis du er tilstede i nuet. Det er essensen af mindfulness, og det er et godt værktøj, hvis du har tendens til at overtænke. Igen kræver det øvelse. For det handler om at slippe tankerne fri, og det er ikke altid nemt. Her findes der et utal af bøger, apps, podcasts, videoer og kurser, som er tilgængelige for at hjælpe dig til at lære principperne om mindfulness.

Sådan træner du mindfulness

Du skal jævnligt stoppe op og stille dig selv disse spørgsmål:

  • Hvad tænker jeg på?
  • Hvor er min opmærksomhed?
  • Hvilke følelser har jeg?
  • Hvad mærker jeg i min krop, lige nu?
  • Hvad sker der rundt omkring mig?
  • Hvilke følelser har andre omkring mig mon?
  • Hvad mon de er optagede af eller tænker på?

Brug din vejrtrækning til at blive i nuet og slippe dine tanker:

Brug fem minutter på øvelsen.
Træk vejret dybt ind gennem næsen og fyld lungerne så meget, du kan. Ånd ud gennem let åbne læber og føl, hvordan roen roligt sænker sig. Gentag minimum 5 gange.

Læs også: Bliv en opmærksom leder gennem mindfulness

5. Distrahér dig selv

En lidt mere utraditionel metode er simpelthen at distrahere dig selv fra dine tanker. Du kan ikke stoppe dig selv i en tanke. Har du tænkt på den lyserøde elefant og får at vide, at den må du ikke tænke på, så er det eneste, du vil tænke på, den lyserøde elefant. Derfor vil tankerne dukke op igen og igen. Men ved at træne dig selv i at flytte fokus til fx en anden opgave, et andet samtaleemne, eller ved at flytte dig selv fysisk fra det rum, du befinder dig i, kan du stoppe dig selv i at dvæle ved dine negative tanker eller lade bekymringerne løbe af med dig.

Læs også: Tag kontrollen over din egen udvikling

 

 

Artiklen er oversat og redigeret fra 10 signs you´re an overthinker og 6 ways to stop overthinking everything fra Inc.com.

 

Skribentinfo

Kommentarer