Advarsel: Undgå disse 7 dumme fejl

Når du som leder møder på arbejde selvom du er syg, sladrer eller tager telefonen i storrumskontoret, begår du en fejl, der kan skade relationen til dine medarbejdere. Læs mere om de umiddelbart uskyldige ting, du måske gør, der forstyrrer andre på jobbet.

Skribentinfo

På arbejdspladsen er der nogle helt åbenlyse dødssynder, som hvis du fx tager æren for andres gode arbejde og omvendt bebrejder andre for dine fejl, eller hvis du glemmer deadlines.

Der er også de fejl, som man begår uden at være klar over det. De umiddelbart uskyldige ting, som i en eller anden grad påvirker dine ellers positive relationer til andre. I en artikel på Huffington Post giver en række eksperter deres bud på syv umiddelbart uskyldige ting, der dog skader relationen til andre på jobbet:

1. Du kommer syg på arbejde

Du ser det højst sandsynligt som en tjeneste, når du tropper op på arbejde trods feber og en næse, der løber. Du kan jo stadig komme i mål med de opgaver, der venter på dit bord. Men dine medarbejdere og kollegaer finder det generende, at du sidder i hjørnet og snøfter. Desuden udsætter du andre for smitte, og hvad der blot var en lille efterårsforkølelse, kan sprede sig som en steppebrand på resten af arbejdspladsen.

Dine medarbejdere spejler sig i din opførsel. Når medarbejderne skal blive hjemme, når de er syge, er du nødt til at gå forrest og vise det. Hvis du dukker op på arbejdet med høj feber, signalerer du, at du forventer, at de gør det samme.

Bliv hjemme under dynen, hvis du er syg. Og hvis du absolut vil arbejde, bør du gøre det hjemmefra.

2. Du sikrer ikke, at alle medarbejdere bliver hørt

Overordnet kan personer inddeles i to typer: Ekstroverte og introverte personer. Ekstroverte yder bedst på jobbet, når de arbejder sammen med andre, hvorimod introverte arbejder bedst alene.

Læs også: 10 misforståelser om introverte medarbejdere 

Det er vigtigt, at du som leder sikrer, at alle medarbejdere føler sig hørt. Hvis du kan se, at en medarbejder uden succes forsøger at deltage i en samtale, skal du gribe ind og høre, hvad personen har på hjertet. Så gør du de andre opmærksomme på, at der er en, der vil tilføje noget til samtalen.

Forsøg også i dine en-til-en samtaler at skabe rum til, at dine mere introverte medarbejdere har tid til at overveje det, du siger, og hvad de dernæst vil svare. Så giver du dem plads til at komme på banen.

3. Du taler højlydt i telefon

Det er svært at undgå at lytte med, når andre taler i telefon på arbejdspladsen. Og det er der en grund til. Det er nemlig ikke det, man hører, man bliver forstyrret af, men derimod det, man ikke hører. Vores hjerner kan simpelthen ikke lade være med at udfylde hullerne i samtalen.

Forsøg, om du kan undgå at tage opkald i storrumskontoret. Hvis du vælger at tage telefonen, er det faktisk en god idé at gå afsides. 

4. Du brokker dig

For meget negativitet dræber produktiviteten og motivationen. Desværre er Nedturs-Niels, der griber enhver mulighed for at brokke sig, ofte den sidste, der finder ud af, at alle andre er trætte af at høre på det, og faktisk ikke er enige med ham.

Som leder er det dit ansvar at hive fat i Niels, men sørg for at gribe sagen an på en konstruktiv måde. Det hjælper ikke nogen, at du blot siger, at han skal stoppe med at brokke sig. Fortæl ham i stedet, at du har bidt mærke i, at han har været utilfreds med noget. Tag helst udgangspunkt i en konkret sag. Sig, at han i fremtiden altid kan komme til dig, hvis han har behov for at lette sit hjerte.

Måske du selv er Nedturs-Niels? I alle tilfælde bør du overveje det en ekstra gang, næste gang du er utilfreds med noget. Brok fører sjældent til et positivt arbejdsmiljø.

Læs også: Sådan håndterer du en passiv aggressiv medarbejder

5. Du er ikke til stede, når medarbejderne er

Mange arbejdspladser er i dag fleksible med arbejdstiderne – og det kan lette en hektisk hverdag. Men dine medarbejdere lægger mærke til, hvis du er den sidste der ankommer og den første, der går, og det kan give dem en følelse af, at du ikke er til stede, og at du ikke ved, hvad der foregår på arbejdspladsen.

Det er ikke ensbetydende med, at du ikke skal bruge de fleksible arbejdstider. De er måske direkte nødvendige for, at du kan få hverdagen til at hænge sammen. Du skal blot være opmærksom på, at dine medarbejdere føler sig set og hørt på arbejdspladsen.

6. Du sladrer

Hvis Gitte sladrer om Anne nu, hvad siger hun så ikke om mig, når jeg ikke er der?

Sladder er gift på en arbejdsplads og skaber et utrygt arbejdsmiljø. Desværre er sladder blevet mere alment på mange arbejdspladser, og mange tror fejlagtigt, at man igennem sladder kan skabe en fortrolig relation til en anden.

Det er dit ansvar at sikre, at ingen føler sig utrygge, og at der ikke bliver sladret over kaffeøen. Det forudsætter i sagens natur, at du går forrest og ikke sladrer. Gør det desuden klart, at du ikke tolerer sladder på arbejdspladsen.

7. Du medbringer mad

Når du spiser knasende nødder eller tygger på rå gulerødder, kan det påvirke andres koncentration. Også ildelugtende mad, som gårsdagens kålkompot, kan have en forstyrrende effekt.

Du skal spise, hvad du har lyst til. Men hvis du arbejder på et lille område med mange omkring dig, bør du respektere dine medarbejdere og tage højde for, hvad der påvirker dem. Hør dem fx, om det er i orden, at du medbringer selleristænger, eller om de ikke kan døje lugten af selleri. Hvis det er tilfældet, kan du overveje, om du i morgen bør medbringe en müslibar i stedet.

Hvis du viser, at du respekterer dine medarbejdere, vil de gøre det samme. Og det skaber en bedre stemning på arbejdspladsen.

Artiklen er frit oversat og redigeret fra “9 Ways You've Been Pissing Off Your Co-workers Without Knowing It”.

Skribentinfo

Kommentarer