Skolereform: Ledelse af fremtidens folkeskole

Skolereformen stiller høje forventninger til ledelse, men opløser samtidig de eksisterende betingelser for at lede. Skoleledere forventes ikke blot at lede mere og bedre, de forventes at genopfinde det, der skal ledes.

Skribentinfo

Folkeskolen står lige nu midt i historiske forandringer. Rundt omkring i kommunerne, og på skolerne er der travlt. Det skal gå stærkt – rigtig stærkt frem mod august 2014. Alle synes enige om, at folkeskolen, som vi kender den skal omskabes. Og alle har øjnene rettet stift mod august 2014.

Skolelederne skal udvikles, lærerne skal engageres, og der skal findes organisatoriske og økonomiske løsninger på reformens konkrete skal-opgaver. Men skolereformen handler også om de langsigtede mål og de seje forandringer. Skolereformen handler om alt det, man ikke lige får styr på i løbet af et enkelt forår.

Der er ingen tvivl om, at det er fornuftigt, at skoleledere og kommuner får de konkrete indsatser på plads inden sommerferien. Men for folkeskolens skyld bør skolelederne og kommunerne også tage den lidt længere horisont med i betragtning.

Hvad handler reformen om?

Skolereformen er den foreløbige kulmination på en omskabelse af skolens organisering, som vi kendte den, henimod en mere fleksibel organisering. Også opgøret med arbejdstidsreglerne var et led i denne udvikling. Der efterspørges mere fleksibel organisering, så skolen ikke er låst fast på særlige opfattelser af undervisning, roller og organisering, men afsøger muligheder for at gøre ting anderledes og dermed gribe de muligheder for mere læring, der dukker op.

Skolen åbnes op

Skolereformen forpligter lederen på aktivt at opsøge muligheder for læring uden for undervisningen. Reformen er symptomatisk for en tænkning som gør sig gældende mange steder i vores velfærdssamfund i disse år. Man forsøger at forbedre kvalitet - med begrænset udgiftsstigning - ved at lede efter nye potentialer udenfor det, vi traditionelt ser som folkeskolens ydelse, nemlig undervisning. Man kan kalde dette for potentialitetsledelse.

Alle de grænser, der normalt har markeret, hvad en skole er, opløses; grænser mellem lektion og frikvarter, undervisning og leg, skole og fritid og skole og familie. I stedet for grænser ser man potentielle ressourcer.

I regeringens oplæg til reformen, ”Gør en god skole bedre”, beskrives pauserne i en skoledag systematisk som et bidrag til det, de var en pause fra. Der gives eksempler på, hvordan frikvarterer kan indeholde aktiviteter, der bidrager til læring enten ved at have semi-fagligt indhold eller ved at være fysisk aktivitet, som anses for at gøre børn mere indlæringsduelige. 

Dette betyder, at hvad en skole er samt hvor grænserne for dens ansvar går, ikke kan tages for givet, men hele tiden er i spil. Med potentialitetsledelse kommer det netop til at handle om at få øje på nye steder, hvor læring kan opdyrkes, nye partnerskaber, fremtidige muligheder.

Skoleledere skal forholde sig til, at deres ledelsesgenstand ikke kan afgrænses. Faktisk bliver de adskillelser, skolelederen før har kunnet bruge til at afgrænse sin opgave med, illegitime.

Vi får en situation, hvor folkeskolen bliver lidt forlegen, fordi undervisningslektionen og det, der foregår inden for skolens traditionelle rammer, devalueres. Men samtidig bliver folkeskolen også grænseløs, fordi vi forventer af den, at den gør sig tilstedeværende i SFO’en, på legepladsen, i familien og i fritidsklubberne. 

Ledelsesudfordringer

Omskabelse af skolen afhænger ikke kun af lederen, men også af medarbejderne. Der er mere end nogensinde før brug for, at hele skolen tænker med.

Men lige nu står skolelederne med en lærergruppe, der er mødt af dobbelte budskaber: Skolereformen der kommunikerer, at lærerne skal tage ansvar, tænke med, og genopfinde skolen indefra. Samtidig med, at lærerne ikke var med i beslutningen om, hvordan den gode folkeskole skal se ud efter forårets overenskomstforhandlinger.

Med reformens målsætninger og lovændringerne, herunder særligt i relation til den åbne skole og den understøttende undervisning, stilles der krav om et øget samarbejde mellem skolen og eksterne institutioner/organisationer, samt internt på skolen mellem især to store medarbejdergrupper; lærerne og pædagogerne.

Skoleledere skal:

  • Genopfinde relationen mellem skole og lærere og samtidig tilbyde medarbejdere tryghed og vished.
  • Indfri forventningerne om en tydelig leder, der formulerer klare mål og viser retning og udnytte den åbenhed, der er lige nu til at skabe fleksibilitet og maksimal fantasi til at forestille sig en anderledes folkeskole.
  • Få samarbejdet om børnenes læring til at lykkes mellem lærer og pædagoger med forskellige faglige tilgange og kulturer.

Skolereformen og de ændrede arbejdstidsregler gør det muligt at have store forventninger til ledelse, netop fordi man kan forlange langt mere end at indløse kendte mål.

Netop fordi skolereformen forventer det uventede, er det muligt for politikere og forvaltning at have ubegrænsede forventninger til folkeskolens ledere. I de kommende år skal den styringsstrategi stå sin prøve.

Artiklen er baseret på bogen: Støjende styring. Genopfindelsen af folkeskolen mellem ledelse, organisering og læring, som udkommer fra Nyt fra Samfundsvidenskaberne til maj 2014.


Læs også:

Rust dig til at lede forandring

Forstå og overvind din egen modstand mod forandring

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer