Hvad Kejserens nye klæder kan lære dig om psykologisk tryghed

Der er meget visdom at hente i eventyr – også om ledelse. Fx kan ‘Kejserens nye klæder’ af H.C. Andersen minde os om, hvor galt det kan gå, når den psykologiske tryghed mangler.

Kejserens nye klæder handler om, at hverken kejseren eller hans embedsmænd tør sige sandheden i frygt for at blive antaget for at være uduelige. Der er altså ikke psykologisk tryghed blandt rigets øverste beslutningstagere.

Eventyret viser, hvordan kejseren eller lederen kan blive ’afklædt’, hvis ingen tør sige sandheden. Samtidigt viser eventyret, at selv en kejser ikke nødvendigvis har psykologisk tryghed fra sine underordnede.

Eventyret understreger to pointer om psykologisk tryghed:

1. Psykologisk tryghed er nødvendigt, når der skal træffes kvalificerede beslutninger.
2. Ledere – og endda kejsere – har også brug for psykologisk tryghed.

Læs også: Råd og øvelser: Sådan skaber du psykologisk tryghed

Når lederen bliver ’afklædt’

Eventyret er stadig aktuelt, fordi det viser, hvor stærkt presset kan være for at holde sig tilbage. Selv embedsmændene undlader at sige det åbenlyse. Ikke for at skåne kejseren, men for at beskytte sig selv. Alle tier, fordi ingen vil fremstå som uduelige.

Når medarbejdere og ledere holder sig tilbage, mister lederen afgørende input. Grundlaget for læring, kvalitet og rettidige beslutninger forbigås. Kejseren deltager bogstaveligt talt nøgen i processionen. Derfor er det afgørende, at lederen arbejder for psykologisk tryghed blandt både medarbejdere og andre ledere.

Læs også: Derfor er psykologisk tryghed i ledergruppen afgørende for hele organisationen

Pointen som måske overses

Det er lederens ansvar at sikre, at rammerne for psykologisk tryghed er til stede. Fokus er dog ofte på, at lederen skal skabe det nedad til medarbejderne. Men eventyret rummer en anden vigtig pointe: Psykologisk tryghed skal også skabes opad til lederen.

I eventyret frygtede kejseren at blive afsløret som uvidende. Havde han turdet sige, at han ikke kunne se klæderne, ville han sandsynligvis have fundet støtte i sandheden hos sine embedsmænd. Det er altså ikke nok at italesætte psykologisk tryghed. Lederne skal også selv have den.

Læs også: Hvem har egentlig sagt, at ledere skal kunne tåle alt?

Hvis en leder ikke tør stille det spørgsmål, der potentielt afslører egen uvidenhed, risikerer vedkommende i stedet paradoksalt nok at blive afklædt. Psykologisk tryghed er derfor ikke kun en kultur, som ledelsen skaber. Det er en relationel praksis, som alle aktivt skal medvirke til – både nedad, på tværs og opad. Selv de højeste og dygtigste embedsmænd er ikke til nogen gavn, hvis de ikke tør sige, hvad de ser eller ikke ser.

Tidligere var man optaget af, at lederen skal skabe psykologisk tryghed for medarbejderne. I dag ved man, at det også er vigtigt, at ledere oplever psykologisk tryghed i deres egen ledergruppe – typisk blandt ligestillede kolleger.

Og her kommer det egentlige nybrud, som det over 200 år gamle eventyr rummer, længe før begrebet psykologisk tryghed fandtes: Medarbejdere og underordnede ledere har også en aktiv rolle i at bidrage til psykologisk tryghed for deres leder. Med andre ord: Psykologisk tryghed er relationelt. Det skal skabes nedad, til siden og opad i organisationen.

Læs også: 9 misforståelser om psykologisk tryghed

Hvad kan vi lære af Kejserens nye klæder om psykologisk tryghed?

Psykologisk tryghed er nødvendigt, når der skal træffes rettidige og kompetente beslutninger, fordi uden psykologisk tryghed vandrer du ledelsesmæssigt nøgen (ligesom kejseren).

• Psykologisk tryghed er relationelt betinget og nødvendigt for både medarbejderne og lederen. Fokus skal ikke kun være på, at det er noget, som lederne giver til medarbejderne. Det er en social konstruktion, som skal bygges og vedligeholdes både op og ned.
• Psykologisk tryghed følger ikke med magten. Og du kan ikke befale andre til at have den.
• Handling tæller mere end ord. Tør du selv være usikker, er der en sandsynlighed for, at andre også tør det. Hvis ikke du selv er psykologisk tryg, kan du ikke forvente, at medarbejderne og de øvrige ledere er det. Heller ikke din egen chef.

Denne artikel er skrevet af Daniel Benner som privatperson – ikke i hans egenskab af vicepolitiinspektør i NSK.