Traditionelt er det personlige og det professionelle ofte blevet holdt adskilt, fordi følelsesmæssig distance er blevet opfattet som et tegn på professionalisme. Men ifølge ledelseskonsulent og professor Paul Ingram er der stor værdi i professionelle venskaber på arbejdspladsen. Det argumenterer han for i artiklen Don’t Underestimate the Value of Professional Friendships fra Havard Business Review.

Ingrams undersøgelser viser, at professionelle venskaber kan være med til at styrke blandt andet trivslen, læringen og den psykologiske tryghed. 

Som leder kan du gennem professionelle venskaber høste goder som tillid, tryghed og sparring med andre ledere, og disse typer venskaber kan være essentielle for din egen trivsel. 

Men det kan være svært at få stablet et professionelt venskab på benene, fordi mange stadig hænger fast i en gammel tankegang om, at det personlige og professionelle ikke bør blandes sammen. Denne tankegang kalder Ingram for ’separate-verdener-tænkning’, mens et professionelt venskab forudsætter en såkaldt ’integrerede-verdener-tænkning’. Det er den slags tænkning, der kan åbne for, at dine og medarbejdernes professionelle relationer også kan udvikle sig venskabeligt og øge trivslen. 

Sådan kan du integrere de to verdener

Ved hjælp af nogle refleksionsøvelser er det muligt at træne din forståelse af det personlige og professionelle, og at de godt kan eksistere samtidig, når du er på arbejde. Det samme gælder for medarbejderne, som også kan have gavn af følgende fire råd: 

1. Personligt før professionelt

Ifølge Ingram bliver nye professionelle venskaber udelukkende skabt ud fra personlige interesser og værdier. Dermed er det altså ikke det fælles arbejde, der former et venskab, men personerne bag. 

Selvom et professionelt venskab tager udgangspunkt i det personlige, holder det professionelle ved, fordi det også bidrager til ens arbejdsliv og trivslen her. Dermed er det arbejdet og de fælles opgaver eller lignende, som opretholder et professionelt venskab, mens det er det personlige bag, som skaber en følelse af autenticitet og skaber et solidt grundlag. 

2. En udvidet forståelse af venskab

For at skabe et solidt professionelt venskab kan det være en god idé at overveje, hvordan du definerer en ven. Hvis man tænker ud fra Ingrams begreb ’separate-verdener-tænkning’, vil man have en tilbøjelighed til at beskrive venner som nogle, man kan fortælle sine største hemmeligheder og personlige bekymringer til. Disse typer venskaber er de tætteste, mennesker har, og er for tætte til, at de kan integreres med arbejdet. 

’Integrerede-verdener-tænkere’ kan derimod være tilbøjelige til at beskrive venner som nogen, man godt kan lide og gerne vil bruge sin tid med, hvilket åbner op for muligheden for at skabe et professionelt venskab. Dermed kan du overveje, hvordan du selv definerer venskab, og om det er værd at udvide forståelsen af disse for at skabe plads til nye typer venskaber på arbejdet. 

For at identificere relevante personer, kan du overveje:

  • Hvem giver dig energi?
  • Hvem udfordrer din tænkning?
  • Hvem kunne være en fortrolig sparringspartner?

3. En udvidet forståelse af professionel relevans

Ligesom det kan være en fordel af udvide din forståelse af venskaber, kan det give mening at overveje, hvad du anser som relevant i arbejdssammenhænge. 

Hvis du har en bekendt, der har lignende stilling eller arbejder et lignende sted, kan vedkommende være en oplagt kandidat til en professionel ven, som du kan sparre med. Samtidig kan det være, at du kender nogen, der arbejder med implementering af AI eller er påvirket af de samme reformer som dig, som du kan hente inspiration fra og dele oplevelser med. 

Hvis man tænker i separate verdener, kan det være svært at se, hvordan ens personlige bekendtskaber kan blive professionelle, men mange kender op til flere fra deres fritid, som også vil kunne hjælpe i det professionelle liv. 

4. Tjenester kan skabe muligheder

Venskaber bygger blandt andet på at hjælpe hinanden og tilbyde tjenester, og det samme gælder for professionelle venskaber. 

Derfor kan du med fordel tilbyde din hjælp til lederkolleger eller andre potentielle professionelle venskaber for at vise, at du er interesseret i at komme vedkommende nærmere. Det kan skabe en mulighed for at udvikle et professionelt venskab. Omvendt kan du ved at bede om hjælp, en tjeneste eller gode råd også opnå et stærkere bånd til vedkommende. 

Disse tjenester eller råd fungerer selvfølgelig bedst, hvis de ikke bliver anset som et præcist regnskab, hvor begge parter hele tiden skal hjælpe lige meget, men som et naturligt ønske om at hjælpe. 

Lyt også til podcast ‘Er ensomhed en uundgåelig del af lederjobbet?’