“At finde, udvælge og ansætte den rigtige kandidat til et lederjob er måske det vigtigste valg, en organisation træffer. En fejlrekruttering er dyr – og særligt en fejlrekruttering af ledere. Konsekvenserne er nedsat trivsel, lavere produktivitet, højere sygefravær og medarbejdere, der siger op,” siger Mette Marie Langenge, HK/Kommunal, som er en af projektlederne bag rekrutteringsguiden.
“Mange ansætter ud fra en ide om, at man via en mere eller mindre struktureret samtale, blandet op med intuition og mavefornemmelse, kan finde den rigtige kandidat: Men det er ikke godt nok,” lyder det fra Mette Marie Langenge, som anbefaler, at man stoler mindre på mavefornemmelse og i stedet arbejder mere systematisk og målrettet med rekruttering af ledere. Hun påpeger samtidig, at et godt rekrutteringsarbejde ofte også er et vigtigt fundament for at kunne tilrettelægge en god begyndelse i lederjobbet.
Fordi både gevinster og risici er så store, må det nøje overvejes, hvordan man vil rekruttere den rette leder til en ledig post. Væksthus for Ledelse har derfor samlet en blanding af gode råd, vejledende tekster, eksempler og redskaber i en onlineguide, som I kan bruge næste gang, I skal rekruttere en ny leder.
Guiden dækker alle væsentlige processer, fra man beslutter sig for at finde en ny leder, til vedkommende er godt introduceret i jobbet. Udover de centrale fem processer er der også samlet en oversigt med øvrige nyttige elementer i rekrutteringsprocessen.