Uanset om du skal bede din chef om flere midler til afdelingen, eller om du skal sælge en ny arbejdsgang til dine medarbejdere, så lykkes du bedre, hvis du kan gøre det på en overbevisende måde.
Forfatteren bag bestselleren ”Emotional Intelligence 2.0”, Travis Bradberry, giver dig her 10 tricks til at blive en mere overbevisende leder.
Skab et stærkt førstehåndsindtryk
Research viser, at de fleste mennesker bestemmer sig for, om de kan lide dig eller ej inden for de første syv sekunder af jeres møde. Resten af samtalen bruges på at retfærdiggøre det første indtryk. Du kan drage fordel af denne viden ved at arbejde med din evne til at fremstå sympatisk. Førstehåndsindtryk er knyttet til et positivt kropssprog. Med en stærk positur, et fast håndtryk og et stort smil sikrer du et godt indtryk hos din nye medarbejder.
Siger du det samme som dit kropssprog?
Kend din modtager
Overbevisende ledere er i stand til at læse deres modtagere og tale deres sprog. Hvis du lærer at bedømme andres fremtoning og agerer ud fra den, vil de i højere grad lytte til dig. Vær forstående og rolig, når du taler med en genert medarbejder, og vær klar til at skrue op for energiniveau og selvsikkerhed, når du har med en aggressiv og krævende medarbejder eller chef at gøre.
Skab personlig kontakt
Andre har langt lettere ved at acceptere, hvad du siger, når de har en fornemmelse af, hvilken type menneske du er. Det er lettere at nå til enighed, hvis der har været en ordentlig introduktion, og I kender hinandens baggrund.
Postmand Per og den pæne pige
Brug kropssprog
Når du er bevidst om din egen gestik, udtryk og stemmeføring og bruger det positivt, vil dine medarbejdere engagere sig og tage imod dine argumenter. Man spejler ubevidst kropssproget hos den, man taler med. Hvis du vil have andre til at kunne lide dig og tro på dig, så smil under jeres samtale, og de vil ubevidst gengælde velviljen og være tilfredse med resultatet. Hold øjenkontakt, tal i en entusiastisk tone, læn dig frem mod den medarbejder, du taler med, og undgå krydsede arme. Et positivt kropssprog engagerer dem, du taler med, og overbeviser dem om, at det du siger, er validt. Måden, du fremlægger noget på, er lige så afgørende, som indholdet af det, du siger.
Kropssproget afslører din styrke som leder
Vær oprigtig
Ingen bryder sig om falske mennesker. Du vinder dine medarbejdere ved at være ærlig og oprigtig, fordi de ved, at de kan stole på dig. Du får mere ud af at være dig selv frem for at prøve at være den leder, du tror, dine medarbejdere og chefer ønsker, du skal være.
Bliv autentisk uden at krænge din sjæl ud
Stil gode spørgsmål
Den største fejl du kan begå, når det kommer til lytning, er ikke rigtigt at høre, hvad der bliver sagt, fordi du fokuserer på, hvad du selv skal svare. Det undgår du ved at stille opklarende spørgsmål, for det viser, at du ikke blot lytter, men også interesserer dig for det, de siger. Du vil blive overrasket over, hvor meget respekt og værdsættelse du vinder ved at stille spørgsmål. Samtidig må du erkende, at dine ideer og argumenter ikke altid er perfekte. Vis, at du er åben over for og villig til at lave justeringer i stedet for hårdnakket at holde på din sag. Lyt aktivt til dine medarbejdere, og brug forstående vendinger. Når du forsøger at se deres side af sagen, udviser du respekt, og det kan få dem til at genoverveje deres standpunkt.
Lyt for at forstå – ikke for at svare
Giv tid
Du vinder ikke noget eller nogen med en anmassende facon. Overbevisende ledere præsenterer ideer selvsikkert uden at blive aggressive. Hvis du har en tendens til at fremstå for anmassende, skal du fokusere på at være selvsikker, men rolig. Undgå at presse dine medarbejdere eller kolleger til at nå til enighed med det samme, for et sådant pres vil have den modsatte effekt, og de vil fastholde deres mening. Hvis din ide er god, så vil du få dine medarbejdere eller kolleger med på den, hvis du giver dem tid. Hvis du ikke giver dem tid, har du tabt dem på forhånd.
Vær selvsikker
Selvsikkerhed er et nøgleord for overbevisende ledere. Undgå at præsentere dine ideer som spørgsmål eller som noget, der kræver medarbejdernes godkendelse, for det vil få ideerne til at fremstå mangelfulde og knap så overbevisende. Hvis du er genert anlagt, så fokusér på at præsentere dine forslag som interessante kendsgerninger, som dine medarbejdere kan overveje og reflektere over. Undlad at anvende usikkerhedsmarkører som ”jeg tror”, ”det er muligt at” etc.
9 måder at booste din selvtillid på
Vær klar og konkret
Overbevisende ledere kommunikerer hurtigt og konkret. En god tommelfingerregel er, at du skal kunne forklare dig selv effektivt over for nogle, som ikke har en teoretisk eller praktisk baggrund inden for emnet. Hvis du er i stand til det, kan du givetvis føre en overbevisende sag over for dem, der kender til det.
4 råd: Sådan kommunikerer gode ledere
Vær visuel
Det er lettere at blive overbevist om noget, hvis det kan gøres levende. Sørg for at vække dine ideer til live ved at skabe billeder hos din medarbejder. Det kan være et magtfuldt redskab. Gode historier skaber billeder i din modtagers hoved, som er lette at relatere til og svære at glemme.
Grundlæggende er overbevisende ledere dygtige til at læse og reagere på andre mennesker. De har en stærk emotionel intelligens, som de bruger til at overbevise andre.
Artiklen er frit oversat og redigeret fra Linkedin: 14 Secrets of Really Persuasive People af Travis Bradberry.
Læs mere: