Der er stor interesse for, hvordan digitalisering kan understøtte opgaveløsningen endnu bedre – og måske føre til helt nye veje til at skabe værdi for borgere og brugere. Meget af den digitale udvikling styres centralt, men I kan også lokalt finde nye kreative måder at udnytte teknologierne på til gavn for kerneopgaven.
For at styrke dialogen om ”jeres egen digitalisering” har Væksthus for Ledelse udviklet ti nye værktøjer, der kan igangsætte den vigtige dialog om, hvordan I kan og vil arbejde med digitalisering.
Alle ti værktøjer er designet, så de er lette at bruge på arbejdspladsen, fx til et personalemøde eller en temadag. Og I kan vælge det eller de værktøjer, der passer bedst til jeres aktuelle behov.
Til hvert værktøj hører en drejebog, der beskriver processen trin for trin, og en materialepakke, der er lige til at printe og bruge.
Værktøjerne er udviklet i et samarbejde mellem Væksthus for Ledelse og Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI). De er alle afprøvet sammen med ledere og medarbejdere i målgruppen. Værktøjerne tager afsæt i undersøgelsen Ledelse af digital innovation, som Væksthus for Ledelse har gennemført. Undersøgelsen fandt frem til fem kendetegn ved succesfuld ledelse af digital innovation.