Når du beder en medarbejder om hjælp, lægger du så samtidig op til, at vedkommende kan afvise opgaven?
Forskning viser, at medarbejdere ofte føler sig presset til at sige ja til at hjælpe – også at gøre ting, de ikke har tid til eller helst ikke vil gøre. Det kan fx være at påtage sig ikke-karrierefremmende arbejde eller ligefrem uetiske handlinger, skriver professor Vanessa Bohns, adjunkt Roseanna Sommers og ph.d.-studerende Rachel Schlund i artiklen ”3 Ways to Make a Request That Doesn’t Feel Coercive” på hbr.org.
Læs også: Hvem løser jeres ikke-karrierefremmende opgaver?
Svært at sige nej
Blot ved at bede om noget – især når du er i en magtposition – kan du sætte medarbejderne i en svær situation, fordi de ofte vil have svært ved at sige “nej”.
Men når medarbejdere føler sig presset til at acceptere en opgave, kan det ende i frustration og vrede – ligesom opgaven måske bliver løst i en ringere kvalitet.
For at bekæmpe det pres og give medarbejderne mere magt til at træffe deres egne reelt frivillige valg siger mange noget i stil med: “men du må gerne sige nej”, når de beder om hjælp. Men forskningsresultater viser, at sådanne forsikringer har ringe effekt på, hvor frie medarbejderne føler sig til at afvise en opgave. Medarbejderne ved generelt, at de kan sige ”nej”; problemet er at finde en måde at gøre det på.
Læs også: 4 råd: Bliv bedre til at sige nej
Sådan beder du om hjælp
At sikre, at du ikke utilsigtet presser medarbejderne til at gøre ting, de helst ikke vil, og dermed overskrider deres grænser, kræver mere end blot accept af dine anmodninger. Det kræver, at medarbejderne føler sig frie til at sige ”ja” eller ”nej”.
Her er tre forskningsbaserede forslag til, hvordan du kan få et mere ærligt svar, når du beder om hjælp:
- Giv folk tid til at svare
Det kan være svært at sige “nej”, når du bliver afkrævet svar på stedet. Medarbejderen kan måske ikke umiddelbart gennemskue, hvad opgaven kræver, så den øjeblikkelige accept er ikke nødvendigvis tegn på, at medarbejderen har lyst til at løse opgaven.
For at sikre, at medarbejderen ikke påtager sig opgaven, blot fordi vedkommende ikke havde tid til at tænke sig om, kan du, når du har spurgt medarbejderen, om vedkommende vil løse en given opgave, tilføje: “Du behøver ikke at svare lige nu. Tænk over det og vend tilbage til mig i morgen”. - Bed om svar via e-mail
Selvom du henvender dig ansigt til ansigt om en opgave, du gerne vil have løst, kan du bede medarbejderen sende sit svar via e-mail.
E-mails har den fordel, at man kan omskrive sit svar lige så mange gange, man vil, indtil man er tilfreds med svaret. Nogle mennesker har behov for at begrunde et nej – uanset om det er nødvendigt eller ej. Det giver e-mails mulighed for.
Du kan også spørge via e-mail om at få en opgave løst og dermed helt naturligt give medarbejderen mulighed for at svare via e-mail. - Vis, hvordan man siger “nej”
Måden, du spørger medarbejderne, om de vil løse en opgave, er afgørende for, hvor frie de føler sig til at afvise opgaven.
Ved at sige ordret, hvordan de kan afslå at påtage sig den opgave, du er ved at bede dem løse, gør du det lettere for medarbejderne at sige ”nej”. Fx kan du, når du beder om hjælp, sige: ”Hvis du helst vil være fri for opgaven, skal du blot sige: ”Den opgave vil jeg helst ikke påtage mig”.
Vanessa Bohns, Rachel Schlund og Roseanna Sommers har i en undersøgelse testet, om deltagerne følte, at de kunne afvise at gøre det, de blev bedt om, afhængig af, om de blot fik at vide, at de kunne sige ”nej”, eller de fik at vide ordret, hvordan de kunne sige ”nej”.
Deltagerne blev bedt om at låse deres smartphones op og aflevere dem, så telefonernes indhold kunne tjekkes i et andet rum. I det ene tilfælde fik deltagerne at vide, at de kunne afslå. “Hvis du gerne vil afslå, kan du gøre det”, fik de at vide.
I det andet tilfælde fik deltagerne at vide ordret, hvad de skulle sige, hvis de ville afslå: “Hvis du gerne vil afvise at aflevere din ulåste telefon, skal du blot sige: ”Jeg vil helst ikke aflevere min telefon”.
Undersøgelsen viste, at der ikke var den store forskel på, om deltagerne gik med til at aflevere deres ulåste telefon. Men de deltagere, der fik at vide ordret, hvad de skulle sige for at afslå, følte sig bedre i stand til at afslå end dem, der blot fik at vide, at de kunne afslå. Det tyder på, at de samtykker, der kom fra dem, der følte sig mere frie til at afslå, blev afgivet mere frivilligt.
Artiklen er frit oversat og redigeret fra artiklen ”3 Ways to Make a Request That Doesn’t Feel Coercive” skrevet af professor Vanessa Bohns, adjunkt Roseanna Sommers og ph.d.-studerende Rachel Schlund og bragt i Harvard Business Review.
Vanessa Bohns er professor i organisatorisk adfærd ved Cornell University og forfatter af ”You Have More Influence Than You Think”. Du kan lære mere om hendes forskning om social indflydelse og overtalelse her.
Roseanna Sommers (JD/Ph.d.) er adjunkt i jura ved University of Michigan, hvor hun leder laboratoriet for psykologi og jurastudier. Hendes undervisnings- og forskningsinteresser kredser om de mange måder, hvorpå loven misforstår mennesker, og folk misforstår loven. Du kan lære mere om hendes forskning om samtykke og relaterede emner her.
Rachel Schlund er forsker ved University of Chicago, Booth School of Business. Hun er i øjeblikket ved at afslutte sin ph.d. i organisatorisk adfærd på Cornell University. Du kan lære mere om hendes forskning her.