Ledelse opad handler om at klæde din chef på, så hun har forudsætningerne for at træffe de bedste beslutninger.
Men det er ikke nemt at lede op ad. Det er fx en dårlig ide at sige chefen imod – i hvert fald mens andre hører det. Og du må heller ikke være for enig i alting, for så fremstår du som en uselvstændig fedterøv.
Her kan du læse, hvilke fire sætninger du skal overveje, inden du siger dem højt.
1. ”Det var min ide”
Ja, det kan godt være, at den geniale ide, din chef præsenterer for direktionen som sin egen, faktisk er din. Men det er absolut no-go. Mellemledermentor Annette Klausen Bengtsson placerer det at udstille eller kritisere chefen foran andre på førstepladsen af absolutte no-go’s.
”Selvom du måske opnår, at andre ser, at din chef slet ikke er så dygtig, som de går og tror, så siger det mere om dig, at du vælger et så ufint trick,” skriver Annette Klausen Bengtsson i artiklen: 5 ting du aldrig må gøre, når du skal lede opad.
Er det et stort problem for dig, og hvis din chef gør det konsekvent, kan du konfrontere chefen i enerum, så du undgår at underminere hendes autoritet.
2. ”Det har vi prøvet før…”
Som erfaren leder kan det være fristende at vende tomlen ned til et forslag fra din nye chef, når det giver dig følelsen af at hælde gammel vin på nye flasker. Men tænk kun tanken. Støt op om din nye chef og hendes ideer. Det kan sagtens være, at hvad der umiddelbart lyder som noget, I før har prøvet, virker anderledes denne gang.
På den måde signalerer du, at du bakker din nye chef op, anerkender hans ideer og er forandringsparat. Du kan dog overveje at fortælle din chef, at I tidligere har lavet et tiltag, der minder om hans nye idé. Men at det ikke behøver at holde jer fra at søsætte chefens ideer, fordi vinklen er lidt anderledes, timingen er en anden, eller hvad der nu måtte være af ændringer i setup’et, siden I sidst prøvede.
3. ”Jeg er ikke enig i strategien”
Du vil opleve at skulle udføre eller implementere opgaver, strategier eller andre initiativer, du ikke har været med til at udvikle eller beslutte, og som du måske ikke er enig i.
Når først beslutningen er truffet, er deten dårlig idé at kritisere den. For selvom du i bedste mening byder ind med forslag, risikerer du, at din chef opfatter det som, at du udfordrer ham eller hendes ledelsesret.
Det betyder dog ikke, at du ikke skal råbe vagt i gevær, hvis der er truffet uhensigtsmæssige beslutninger. Det gør du, ifølgeAnnette Klausen Bengtsson, først overfor din chef i enerum. Og hvis ikke det hjælper, anbefaler hun, at du formidler din bekymring længere oppe i organisationen.
Konfliktmægler Anders Stahlschmidt råder dig desuden til, at du forsøger at leve dig ind i de strategiske overvejelser, din chef er optaget af:
”Uanset hvor enig eller uenig du er i din chefs beslutninger, og i hvor høj grad du deler chefens værdier, er det afgørende, at du kan leve dig ind i de strategiske overvejelser, din chef er optaget af,” fortæller Anders Stahlschmidt i artiklen ”Kan du lede opad?” og tilføjer:
Når du forstår din chefs strategiske tankegang, er det lettere enten at acceptere eller diskutere beslutningerne.
4. ”Jeg er enig med chefen”
Enighed er godt, men chefer på glatis har ikke brug for ledere, der taler dem efter munden.
Ifølge Bengtsson vil det irritere både din chef hendes kollegaer, dine kollegaer og ikke mindst dine medarbejdere. Ingen bryder sig om en fedterøv, og hvis du udvikler dig til en, vil dine omgivelser miste respekten for dig.
”Din opgave er at supplere din chef, og støtte der, hvor hun ikke er stærk. Din opgave er ikke at udvikle dig til en kopi af hende,” skriver Bengtsson.
Afstem forventninger
Hvilken ledelse man kan forvente af hinanden? Det er omdrejningspunktet i Væksthus for Ledelses publikation “Kære chef! Kære ledere!”. Her beskriver ledere, hvad de forventer af deres chefer og vice versa. Bestil eller læs publikationen her.
Artiklen er baseret på følgende artikler