4 råd: Genstart arbejdspladsen oven på coronakrisen

Du skal have alle godt ombord igen oven på coronakrisen. Derfor skal du have en plan, der sikrer dine medarbejderes motivation og effektivitet. Og redskaber til at designe en god proces, så I får skabt et nyt arbejdsliv, der inkluderer det, I har lært under coronakrisen. Her får du fire anbefalinger.

Skribentinfo

1. Genstart med omtanke

Der er behov for en reboarding. Det er nemlig ikke de samme medarbejdere, der vender tilbage efter coronakrisen. De medarbejdere der har været hjemsendte, har vænnet sig til hjemmearbejde, andre arbejdsprocesser, en ny arbejdsrytme osv. De har derfor brug for en reboardingproces – lidt ligesom efter barsel, sygemeldinger og orlov. De medarbejdere, der ikke har været hjemsendte, har arbejdet under et ekstra pres og meget pludseligt forandrede vilkår. Det sætter også sine spor.

Den største fejl er at antage, at tingene er som før – for det er de ikke. Ledere bør tage udfordringen alvorligt og prioritere den.

Tag højde for medarbejdernes psykologiske behov. Mange af dem har vænnet sig til en høj grad af fleksibilitet og selvbestemmelse. De har et udtalt ønske om en øget grad af arbejdsmæssig fleksibilitet fremover. Pas på med at inddrage deres nyvundne autonomi og fleksibilitet, for så risikerer du at miste deres motivation og engagement – og i sidste ende deres lyst til at være en del af organisationen.

Læs også: 5 råd: Sådan leder du dine medarbejdere godt igennem genåbningen

2. Accepter de nye vilkår

Der er nogle få vilkår, du bør have med i baghovedet i den kommende tid:

Husk, at det er svært at skifte gear. Måske skal de hjemsendte op i gear og frontmedarbejderne ned i gear. Der er mange indtryk, som skal fordøjes. Lad medarbejderne overveje og byde ind med, hvad der kunne være en god start for dem. Skab gerne mulighed for at starte stille og roligt op den første uge, inden I rammer marchhastigheden.

Tag hensyn til, at folk er trætte. Medarbejderne er coronatrætte, forandringsmætte og zoom-udmattede. Omvendt får de sikkert et energiboost, når de får deres frihed og kollegaer tilbage.

Forvent, at ting tager tid. Vi skal akklimatiseres og vænne os til kollegaer, nyt tempo og mange stimuli. Sæt ikke for mange ting i gang for hurtigt. Undgå også usamtidighed, hvor du er meget længere fremme i dine tanker om processen, end medarbejderne er.

3. Design en reboarding proces

Du kan med fordel designe en velovervejet reboardingproces. Hvis du selv ønsker at stå for det, kan du fx overveje:

  • Hvad er formålet med processen? Fx at få alle med ombord og skabe et nyt forbedret arbejdsliv. Hvad skal udkommet være? Fx aftaler om hvordan man bedst arbejder hjemmefra.


  • Hvem skal deltage? Skal det tages særlige hensyn? Er der nye medarbejdere, der er startet eller nogle, der har været syge? Er der andre, som kan hjælpe med god energi, kreative ideer og handlekraft?


  • Hvilken ånd skal re-boardingprocessen foregå i? Hvis du fx kan skabe et psykologisk trygt klima, hvor alle tør sige, hvad de tænker og føler, vil det være en fordel.


  • Hvordan skal I samarbejde om processen? Hvordan skal medarbejderne engageres? Fx med workshops, arbejdsgrupper osv.


  • Hvad skal din rolle være? Skal du være inspiratoren, igangsætteren eller den med overblikket? Hvem gør hvad? Hvem faciliterer, dokumenterer og eksekverer? Du kan ikke lave det hele selv.

Processen bør både rumme en fælles proces og samtidig adressere medarbejdernes individuelle ønsker og behov.

Læs også: 5 anbefalinger til et styrket samarbejde efter corona

1. Den individuelle løsning

Hold individuelle samtaler. Vi har nemlig ikke haft de samme oplevelser under coronakrisen. Så pas på med for hurtigt at springe til konklusioner.

Tag i stedet for udgangspunkt i medarbejdernes overvejelser og behov. Hold fx 1:1 samtaler, hvor du bl.a. kan spørge:

  • Hvordan har du egentlig haft det de sidste mange måneder?
  • Hvad er dine forventninger til at vende tilbage / en normalisering af arbejdet?
  • Hvad har du brug for nu for, at hverdagen kan fungere bedst muligt?

2. Den fælles løsning

Lav også en fælles løsning. I har ikke prøvet det her før, så der findes ikke en standardløsning, der kan trækkes op af skuffen. Alles input er væsentlige for at skabe ejerskab og finde de bedste løsninger.

Samskabelse fungerer som en re-boardingaktivitet i sig selv og er derfor en god investering af jeres tid. Lad være med at springe til forhastede og forkromede løsninger. Giv jer tid til at teste jeres ideer og løsningsforslag, så I hurtigt kan lære, hvad der virker.

Find hinanden igen. Det kan være fristende bare at gå i gang med at løse de faglige opgaver, som hober sig op. Men det er lige så vigtigt at få etableret de gode relationer og skabe en god stemning, da det er det, der smører maskineriet og får det hele til at køre.

Læs også: Nye spilleregler: Sådan leder du både hjemmearbejde og arbejdet på kontoret

Lær af coronakrisen. For at uddrage læring af krisen kan I med fordel bruge modellen ”keep, stop, start”, hvor I på et stykke papir eller en tavle laver tre kolonner og spørger jer selv: Hvad skal vi beholde? Hvad skal vi holde op med? Hvad skal vi begynde på?

Keep

Stop

Start

Fx hjemmearbejde, virtuelle møder, færre rejser osv.

Fx isolation, Zoom-udmatning, konstante forandringer osv.

Fx fleksibilitet, nye samarbejdsformer, sparre med nye folk osv.

Udfyld jeres skema. Hent i Word eller Pdf

4. Led som du plejer

Re-boarding er heldigvis ikke raketvidenskab.  Du skal dybest set blot lede, som du plejer. Det er stort set kun indholdet i din ledelse, der midlertidigt bør være lidt anderledes. Måden, du bedriver god ledelse på, er den samme, som du er vant til.

4 anbefalinger

Opsummering af anbefalingerne i artiklen:

  1. Genstart med omtanke. Der er behov for en re-boarding. Tag højde for medarbejdernes psykologiske behov.
  2. Accepter de nye vilkår: Husk, at det er svært at skifte gear. Tag hensyn til, at folk er trætte. Forvent, at ting tager tid.
  3. Design en re-boarding-proces. Hold individuelle samtaler. Lav en fælles løsning. Find hinanden igen. Lær af coronakrisen med keep, stop, start.
  4. Led, som du plejer.

Se eller gense Lederwebs webinar: Få energi til den sidste corona-mil

Skribentinfo

Kommentarer