Rør mig

Når et menneske stiller sig op foran en forsamling og slipper ord ud gennem sine læber, kan angsten banke på døren med knytnæver. I hvert fald føles det ofte sådan for alle dem, der ikke føler sig hjemme i hverken deres egne ord eller på gulvet foran en flok kolleger, der måske endda mærker frygten i taleren. Og så er det svært at lytte. 

I talen til de andre, til kollegerne, til den store forsamling rammes vi af en grundangst, der har sit afsæt i menneskets skræk for at blive udstillet til spot og spe og skam og grinet eller tiet ud af flokken. F.eks. peger en hyppigt citeret undersøgelse fra Wall Street Journal på, at 41 procent af de adspurgte amerikanske ledere frygter det at tale offentligt mere end døden, mens blot 19 procent erklærede sig mere bange for at dø.  Det er med andre ord skrækindjagende for mange mennesker at stille sig op at tale til en forsamling.

– Man tror, man er et ordentligt menneske, og så står man der og kan mærke, at man alligevel er bange for at blive ydmyget offentligt. Vi er langt mere porøse mennesker, end vi tror, og de færreste har en selvfølgelig, ubesværet tilgang til at stille sig op over for andre mennesker og tale. Vi taler om en emotionel mangel på grounding, og en uro, der især er stor, hvis vi ikke har øvet os i at stå foran andre. Vi er nødt til at lege med det, at øve os, og ikke på den X-Factoragtige måde, siger Jens Arentzen, instruktør, skuespiller, foredragsholder og underviser i kommunikation.

Når han arbejder med ledere, der er bange for at holde den store tale – eller bare den lille bitte – er udgangspunktet for træningen nok den grundlæggende angst. Men Jens Arentzen og eleven går anderledes til værks, når de skal øve kunsten at tale til den store forsamling.

 – Den autoritative og ubesværede præstation er kendetegnet ved ikke at ville ligne, men være. En taler skal strukturere sin tale selv og så ellers bare kaste sig ud i det og lade munden løbe. Vi er en handicappet befolkning, der ikke tror, vi har noget at fortælle andre. Og det har vi heller ikke, hvis vi er budbringer for andres synspunkter. Og det er ledere ofte, siger Jens Arentzen.

Hvor er publikum?

I arbejdet med at blive en bedre taler, griber han fat i det, han kalder, de fem indkredsninger (Se her værktøjet de fem indkredsninger). Afprøver og besvarer man dem, vil taleren in spe opdage, at talen forandrer sig. Fordi taleren får øjne og ører op for en styrende ide og det, publikum har brug for.

– Hvor er publikum? Hvor er de emotionelt? Nuet er foranderligt, og det skal du, der taler, kunne gribe. Folk skal føle sig mødt, og derfor skal du som taler give dem en gave. Find ud af, hvad din intention er, vær hjemme i den, og skab forvandling i tilhørernes liv ved at bevæge dem. Vi skal øve os i vores evne til at stå i suset. Er du nervøs på en måde, så lytterne mærker det, står din nervøsitet i vejen for, at de kan blive grebet og bevæget. De får ikke forvandlingen i deres liv, siger Jens Arentzen og sammenligner talerens situation med operationslægen, der står foran en kompliceret øreoperation.

– Han får ikke lavet den dér operation, hvis han er nervøs. Han har øvet sig, og som taler skal du også øve dig i at flytte fokus væk fra dig selv. Den gode læge kan reducere menneskers smerte. Den gode taler kan anerkende publikum og give dem et par pinde de kan gå derfra med og føle sig lettede. Lykkes det, tænker folk, ”puha, nu går jeg herfra med noget, jeg kan bruge”, er din diagnose af patienten rigtig. Modtageren blev faktisk forvandlet, og det er et helt legitimt krav, når vi beder andre om at lytte til os, siger Jens Arentzen.

En flok lyttere, der måske nok mærkede forandring, men næppe forvandling, var f.eks. den flok medarbejdere i en kommune, som måtte lægge øre til følgende svada fra deres chef: ”Jeg synes simpelthen, det er for dårligt, nu har vi lavet det her intranet, og så er der så få, der bruger det.”

– Tror du, de medarbejdere gik derfra og havde lyst til at kaste sig over intranettet? Den chef har ikke sat noget sammen i sin tale, som giver mening for lytterne. Du kan ikke stille dig uden for processen, men er nødt til at være en del af den. Ellers bliver du bare budbringer, en Postmand Per, der afleverer budskaber. Du bliver uautentisk, og det er ikke styrkefyldt at være uautentisk. Du skal skabe billeder i folks hoveder, og det gør du ikke, hvis du er budbringer for andre eller kun ser tekst for dig. Du skal se det, du fortæller for dig, tale i "jeg", og ikke i generelle vendinger om ”man”, siger Jens Arentzen.

Dygtige talere øver sig

Jens Arentzen bliver indimellem spurgt, om der ikke bare er fødte taler og så alle os andre, der må nøjes med at være ”mere sådan en sidde ned type”. Og svaret er et kort:

”Du kan bande på, at de dygtige har øvet sig i talekunsten - at bevæge med ord, at skabe forestillinger og visioner og røre publikum.”

Derfor gælder helt grundlæggende de samme regler for en Barack Obama som for en dansk leder, der lige som de fleste undersøgelser peger på, deler sin frygt for at tale i store forsamlinger med cirka halvdelen af befolkningen: Øv dig! Strukturer din fortælling og levér den oplevet. I ord, der skaber billeder, ikke i en tekst, der læses op af. Og som du måske endda ikke selv har skrevet.

– Det er et krav til en leder, at man kan flytte folks overbevisning, at man kan bringe dem i en ny følelsesmæssig tilstand.   Ledelse handler om at skabe noget igennem andre, men det kræver nærvær, gennemslagskraft og kommunikation at komme dertil. Ledere bør have en ubesværet autoritet, når de stiller sig op og taler for andre. Har du ikke det, må du øve dig – ikke foran spejlet, men i at have noget at sige.

Læs flere af Lederwebs artikler om at holde taler:

Nervøse talere forbereder sig forkert

Ti stille når du taler

Argghh...!