Ny forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) understreger, hvor vigtigt det er at sikre, at lederen trives og har en positiv lederadfærd. Det påvirker både den samlede trivsel på arbejdspladsen og kan bidrage til, at færre medarbejdere skal i behandling for depression og angst.
Den positiv lederadfærd
Positiv lederadfærd er kendetegnet ved en leder, der ofte engagerer sig i medarbejdernes faglige udvikling og hyppigt inddrager medarbejderne i planlægningen og organiseringen af arbejdet. En positiv lederadfærd er også kendetegnet ved en leder, der løbende sikrer, at medarbejderne få nødvendig feedback, bliver anerkendt for deres indsats og får den nødvendig støtte og hjælp til arbejdet.
Hvis lederen sjældent eller aldrig udviser positiv lederadfærd, har medarbejderne ifølge undersøgelsen højere risiko for at få behandling for depression eller angst. Medarbejderne har også højere risiko for senere i livet at få førtidspension.
Undersøgelsen fra NFA er baseret på besvarelser fra 59.743 personer, der ikke tidligere har fået behandling for angst eller depression. 999 af de undersøgte kom i løbet af perioden i behandling for depression eller angst. Undersøgelsen viste en sammenhæng mellem niveauet af rapporteret positiv ledelsesadfærd og medarbejdernes risiko for at blive ramt af behandlingskrævende depression elle angst.
God lederadfærd skal prioriteres højt
Den nye undersøgelse er derfor et vink med en vognstang til topledere og organisationer om at prioritere lederens rolle og adfærd i forhold til arbejdet med at skabe et godt arbejdsmiljø og trivsel hos medarbejderne.
Sådan udøver du positiv lederadfærd på arbejdspladsen
Hvis du vil optimere din positive lederadfærd på arbejdspladsen, kan du bl.a. arbejde med, at:
- Kommunikere organisationens mål tydeligt, så medarbejderne forstår, hvad de betyder for deres arbejdsopgaver
- Give medarbejderne beføjelser til at tage ansvar for egne opgaver
- Engagere dig i medarbejdernes faglige udvikling
- Tilbyde og give konstruktiv feedback til medarbejderne
- Involvere medarbejderne i tilrettelæggelse af arbejdet
- Anerkende og påskønne medarbejderne og deres indsatser
De ovenstående punkter var dem, som medarbejderne i undersøgelsen blev bedt om at svare på, for at vurdere lederens positive lederadfærd.
Læs mere om undersøgelsen på NFA’s hjemmeside.
Læs mere om god ledelse
Læs mere om god lederadfærd i artikler og publikationer fra Væksthus for Ledelse:
10 træk hos den succesfulde leder
8 ting dine medarbejdere vil have fra dig
Fem kernekompetencer hos succesfulde ledere