Jo flere der erklæres syge, jo mere kan industrien vokse. Det gælder ikke blot læger, men også psykologer, socialarbejdere og konsulenter. Også de har professionel interesse i at udvide følsomheden for, hvornår det er rimeligt at kalde folk syge, kropsligt eller psykisk.
Lægerne står ikke alene. Folk er stærkt opmærksomme på deres eget ve og vel og ofte slet ikke uinteresserede i at være syge. Er sygdommen ikke for slem, er der mange fordele ved at være syg, især at slippe for arbejde og ansvar.
Politikere må selvfølgelig være stærkt opmærksomme på, hvad vælgerne gerne vil have, og massemedier betragter historier om velfærdssvigt som good bad news og lancerer dagligt nye svigtede ofre.
Kravsinflation om sygdom
Fra alle sider pustes der til ilden. Resultatet er en kravsinflation, en kollektiv illusion, som skaber sin egen virkelighed, når diffuse tilstande af ubehag omdefineres til behandlingskrævende sygdomme. Uanset hvor mange milliarder der postes i velfærdsindustrien, er det aldrig nok.
Og op gennem 1900-tallet kan man følge fremkomsten af en lang række sygdomme uden klar kropslig basis, men til gengæld fastholdt af en stærk vilje – belastningssyndrom, bækkenløsning, piskesmæld, myoser, kronisk træthedsyndrom, depression, posttraumatisk stress-syndrom, angst, pludselig opstået tissetrang – og sidst, men ikke mindst stress.
Fælles for disse tilstande er, at det er svært eller umuligt at stille en saglig diagnose, men at læger alligevel sygemelder. At afvise patienternes oplevelse af smerte ville være et anslag mod deres ære. Så folk meldes ud af arbejdsmarkedet i et par år, hvorefter det er praktisk talt umuligt at få dem ind igen.
Stress er et stressende ord
Vi kan se lidt nærmere på den folkesygdom, som hedder stress. Den officielle fortælling er, at stress opstår, når moderne arbejdspladser øger kravene til deres medarbejdere, som ikke kan sige nej uden at skade deres karriere eller ligefrem blive fyret. Derfor er stress ikke et individuelt fænomen. Den kan ikke føres tilbage til den enkelte medarbejders ambitioner eller angst for at sige fra.
Når stress er arbejdspladsens ansvar, må det være arbejdspladsen, som griber ind for at komme ondet til livs. Så virksomheder, kommuner og interesseorganisationer tager fat om nælden og ansætter stress-medarbejdere og udvikler stress-politikker, mens en hærskare af konsulenter ser lyset og tilbyder behandling og coaching.
Om det gavner de stressede, er usikkert, mens det er helt sikkert, at det gavner behandlerne. Om det formindsker mængden af stress, er også usikkert. Jo mere man sætter fokus på stress, jo mere stress dukker op. Stress er et stressende ord, og at erklære, at man ikke er stresset, vækker mistanke om slendrian.
Stress – et slør over dovenskab
Selvfølgelig findes der stress. Den opstår, når mennesker kommer under pres. Når en skadestue modtager patienter efter en togulykke, bliver læger og sygeplejersker stressede. Når nybagte forældre skal klare deres første barn, bliver de stressede. Og når sommertrafikken skaber lange køer på motorvejen, bliver bilister irriterede.
Heraf følger ikke, at der skal sættes ind med massive stress-foranstaltninger. Stress er noget, man må lære at håndtere, alene eller sammen med andre. Man må lære at sige nej eller overveje, om ambitionerne er for store. Det er ikke let for en familie at sætte turbo på alle områder – dobbelte karrierer, børn, omgangskreds, delikat forbrug og fritidsinteresser.
Så stress er en advarsel, ligesom anden smerte er det. Den har ikke enhedskarakter, men dækker over mange helt forskellige situationer. Den kan være en slør over dovenskab, den kan følge opskruede ambitioner eller utilfredshed med eget liv, og den kan selvfølgelig opstå, når man ikke kan sige fra over for opskruede krav på arbejdspladsen, hvad enten kravene kommer fra én selv eller fra bossen.
Hvad der irriterer ved den stærke fokus på stress, er også, at den opfordrer folk til at løfte blikket fra den opgave, de skal løse, og i stedet at se dybt ind i sig selv. Har jeg det godt? Gør det ondt? Hvordan føler jeg med det, jeg laver? Her kan en stærk optagethed af én selv gør indsatsen dårligere, ligesom når generte er ude af stand til at glemme sig selv og hengive sig til opgaven.
Teatersmilet skrues på
At skrue stress op til at være en folkesygdom gavner kun den altid sultne velfærdsindustri. Den kan slet ikke få nok af folkesygdomme, som altid optræder i antal af 300.000 til 400.000. Så mange lider af depression, overvægt, alkoholisme, købetvang, angst eller stress.
Her må gribes ind. Det kan slet ikke betale sig at lade være. Så velfærdsindustrien skruer teatersmilet på – den græder med det ene øje, når den ser al denne dårligdom, og smiler med det andet ved tanken om al den indsats, som er nødvendig.
Mekanismen er til at få øje på: Da læger og psykologer ikke må gøre reklame for deres ydelser og alligevel gerne vil gøre det, må de ad dulgte veje fortælle offentligheden om deres uundværlighed. Her får de massemedierne til at spille med, så reklame forklædes som information om svigtede og stressede ofre.
Artiklen er skrevet af Ole Thyssen, Professor, dr.phil., Institut for Ledelse, Politik og Filosofi og er tidligere bragt på www.kommunikationsforum.dk
Læs mere
