Nye tendenser på arbejdspladserne ses særligt blandt de yngre medarbejdere, der i stigende grad prioriterer en balance mellem arbejde og privatliv frem for traditionelle karriereambitioner. De kræver samtidig mere autonomi, kontrol og fleksibilitet udover en bedre løn og flere fordele. De er også den gruppe af medarbejdere, der er mest tilbøjelig til at sige op, hvis de er utilfredse med deres arbejdsplads. Det er derfor også dem, der fører an i denne bølge af arbejdstendenser, der ses på TikTok.

En amerikansk undersøgelse som virksomheden Workamajig står bag, identificerer de mest populære arbejdspladstendenser på TikTok i år, baseret på antallet af visninger, som hashtagget for hver tendens havde på appen globalt den 22. maj 2023.

I artiklen: ”Top 10 workplace trends on TikTok this year: quiet quitting, bare minimum Mondays, and more” på den amerikanske site Insider beskriver ledelsesskribent Sarah Jackson de ti mest udbredte tendenser.

Samlet set har de ti mest populære arbejdspladstendenser på TikTok i år fået mere end en milliard visninger.

Og selvom det ikke er alle tendenser, man ser på danske arbejdspladser, får du dem alle præsenteret her – dog med deres engelske betegnelser, da de er vanskelige at finde passende danske ord for.

Vi begynder fra bunden med 10. pladsen:

10. Shift shock: 14.900 visninger

Shift shock som kan oversættes til ”skifte-chok”. Chokket opstår, når virkeligheden i et nyt job ikke lever op til ens forventninger.

Hvis du nogensinde har startet et nyt job og opdaget, at det ikke var, hvad du troede det ville være, har du oplevet shift shock. Det er følelsen af ærgelse eller utilfredshed, som nye medarbejdere kan føle, når et job er anderledes end det, de fik indtryk af i ansættelsesprocessen. Det kan ofte få medarbejdere til at skifte job efter kort tid eller vende tilbage til deres tidligere arbejdsplads.

Når du skal ansætte en ny medarbejder, er det afgørende at være ærlig og beskrive stillingen præcist allerede i jobannoncen. Tydeliggør evt. stillingens natur allerede i overskriften, fx ved at skrive “Nat-tastemedarbejder søges til projektstilling i Langtbortistan”. På denne måde tiltrækker du kandidater, der specifikt søger et tastearbejde i “Langtbortistan”, samtidig med at du undgår at få andre kandidater til at læse en annonce, der ikke er relevant for dem.

Læs mere i artiklen: 5 fejl du bør undgå når du ansætter

9 Resenteeisme: 30.800 visninger

Resenteeism kan oversættes til ”utilfredsheds-isme” som er en form for afsky i forhold til ens job og henviser til, at man møder op på arbejde – fordi man skal – men uden at være fuldt produktiv. Man hader sit arbejde, men siger alligevel ikke op – måske af hensyn til ens privatøkonomi.

Læs her 10 måder du kan motivere dine medarbejdere på

8. Boomerang-workers: 43.000 visninger

Boomerang-medarbejdere er dem, der vender tilbage til en arbejdsgiver efter at have arbejdet et andet sted.

Medarbejdere kan vende tilbage til deres gamle arbejdspladser af flere grunde. De kan forlade deres job, opleve shift shock på deres nye arbejde og beslutte at vende tilbage, eller de kan boomerange for at få en lønforhøjelse eller bedre arbejdsvilkår.

En amerikansk undersøgelse viser, at ca. 20 pct. af de medarbejdere, der skiftede job under pandemien efterfølgende, er vendt tilbage til deres tidligere arbejde.

Når en medarbejder siger op, er de fleste ledere optaget af at minimere forstyrrelsen for organisationen og de tilbageværende medarbejdere. Men måske det også er en ide at opbygge positive relationer med de medarbejdere, der er stoppet, da de kan udgøre et betydeligt rekrutteringsgrundlag.

7. Career cushioning: 662.700 visninger

“Cushioning” betyder at skabe en beskyttelse eller polstring for at mildne virkningen af noget. I denne sammenhæng refererer “career cushioning” til, at man tager forholdsregler eller har alternative muligheder på plads for at håndtere eller absorbere virkningen af at miste sit nuværende job.

Det handler om at skabe en slags sikkerhedsnet eller buffer for at holde ens karrieremuligheder åbne og minimere de negative konsekvenser ved at miste sit job. Det kan fx være ved, at man holder sin LinkedIn-profil opdateret, netværker eller aktivt søger nye jobs.

6. Bare minimum Mondays: 2.9 millioner visninger

”Bare minimum mandage” handler om at gøre mandagen til en blød opstart på arbejdsugen i stedet for at møde ind til en mur af møder og opgaver, der haster lige fra start. Argumentet er, at det hjælper med at overvinde søndagens bekymringer og undgå udbrændthed. Det kan fx være, at man starter sin mandag morgen med at lave de arbejdsopgaver, man bedst kan lide, spiser ekstra lækker morgenmad eller møder senere den dag. Det kan også være, at man ikke tjekker e-mails eller først holder møder efter frokost.

Er du selv mandagstræt? Så kan du finde gode råd til at gøre din mandag bedre i artiklen her: 7 tips: Sådan bliver du mindre mandagstræt

5. Quiet hiring: 5.3 millioner visninger

Quiet hiring handler om, at medarbejderne fylder huller eller behov på arbejdspladsen uden faktisk at ansætte nye medarbejdere. De eksisterende medarbejdere bliver bedt om at udføre mere arbejde for samme løn, hvilket kan føre til udbrændthed og mistillid. Det kan også referere til at omorganisere medarbejdere til forskellige roller på arbejdspladsen.

4. Rage applying: 6 millioner visninger

Rage applying kan oversættes til vredes-ansøgninger. Det er medarbejdere, der sender jobansøgninger i vrede, efter at de har følt sig utilfredse eller overset i deres nuværende job. De kan fx være motiveret til at vrede-ansøge, hvis de bliver forbigået til en forfremmelse på arbejdet, ikke føler sig anerkendteller på andre måder bliver frustrerede over deres arbejdsmiljø.

3. Quiet firing: 19.9 millioner visninger

Stille opsigelse er en måde, hvorpå lederen skubber medarbejdere ud uden rent faktisk at opsige dem. Det involverer ofte ændringer, der gør arbejdet ubehageligt for medarbejderne i et forsøg på at få dem til at forlade frivilligt. Det kan fx være ved at sulte medarbejderen for anerkendelse, spændende opgaver og udvikling, så medarbejderen til sidst får nok og selv siger op.

Læs mere om quiet firing i artiklen 9 tegn på quiet firing

2. Act your wage: 451.1 millioner visninger

Med inspiration fra “at opføre sig efter sin alder” betyder ”Act your wage” at man opfører sig efter sin løn, dvs. man lægger en indsats på arbejdet, der svarer til sin løn, ikke mere end det.

Argumentet er, at det er en måde at opretholde stærkere grænser mellem arbejde og privat liv.

1. Quiet quitting: 762.3 millioner visninger

Den mest populære arbejdspladstrend på TikTok ifølge Workamajig er quiet quitting. 

Quiet quitting indebærer, at man skruer ned for indsatsen på arbejdet og kun gør det, der forventes af en og ikke mere.

Begrebet Quiet quitting opstod på Tik Tok tilbage i august 2022. Amerikaneren Zayad Khan lagde en video ud, hvor han gav udtryk for, at ”arbejdet behøver ikke være dit liv”. Tanken er, at du ikke opgiver dit job, men du opgiver tanken om ”Going above and beyond at Work”.

Læs mere om quiet quitting her